Skindergade 23, København

Byen, som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager, hvorfra det var nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Også 1600-tallets huse er sjældne i den indre by; til gengæld ligger der en række temmelig velbevarede renæssancebygninger på Christianshavn, fordi der aldrig har været større brande dér. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm. Efter denne brand blev Højbro Plads skabt ved at sløjfe en karré som en slags brandbælte. Branden i 1807, der skyldtes englændernes bombardement, ødelagde særligt kvartererne omkring Frue kirke og Nørrevold. Skindergade, der i gamle dage var skindhandlernes, garvernes og bundtmagernes forretningsgade, fik sit nuværende navn efter reformationen i 1536. Tidligere hed Skindergade Gråbrødrestræde, bortset fra det stykke som ligger mellem Skoubogade og Gammeltorv, der hed Klædeboderne indtil 1879. Forhuset blev opført 1831-32 for J.C. Holst og var indrettet med en lejlighed på hver etage, som fortsatte ud i sidehuset med køkken og bagtrappe. Under kordongesimsen var der oprindelig en ornamenteret frise, som blev fjernet i 1857, da bygningen fik sin nuværende facadeudsmykning med liséner og refendfugning. I 1939 blev der installeret elevator i ejendommen, hvorved det søndre værelse mod gården blev lidt mindre, idet væggen med dørhul blev flyttet hen til vindueslysningen, så der opstod et lille areal foran elevatoren i sammenhæng med reposen. Under krigen fungerede de to kolde og lavloftede rum over porten som et hemmeligt opholdssted for frihedskæmperne. I 2005 blev lejligheden på første sal ombygget fra erhverv til bolig, hvoriblandt en skillevæg mellem de to søndre stuer mod gaden blev fjernet, en del af hovedskillevæggen mellem den nordre stue og forstuen blev fjernet, og skillevæggen mellem forstuen og værelset mod lysgården blev flyttet, så værelset blev mindre.

Skindergade 23 ligger som en del af gadens husrække, i det indre København, og består af et forhus samt et sidehus omkring et brolagt gårdrum. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. Forhuset er grundmuret og opført i fire etager over en høj kælder. Forhuset har syv fag mod Skindergade, hvoraf yderfagene er bredere end midterfagene. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag og i rygningen er en skuret skorstenspibe med sokkel, krave og røgrør. I tagfladen mod gaden er fire kviste med trerammede vinduer, lav trekantsfordakning og zinktag, og i tagfladen mod gården er to kviste samt et muret elevatortårn med paptag. Facaden er kvaderfuget og nederst inddelt af seks pilastre, der bærer en bred kordongesims, og herover fortsætter de fire yderste pilastre, som ud over at markere yderfagene bærer en profileret hovedgesims. Den nederste del af facaden er malet lysegrå, mens den resterende del er hvidmalet. I det søndre fag er en rundbuet portåbning, hvori der er en nyere, tofløjet port bestående af trærammer med trådglas, herover er et ældre, radiært opsprosset overvindue. I kælderetagen er tre nyere, store butiksruder. I det midterste fag er en kældertrappe af granit med ældre støbejernsværn, hver udformet som en grif, der fører ned til en ældre butiksdør med faste sidepartier; alle dele med fyldinger nederst og glas øverst. Kælderåbningen lukkes af et nyere, todelt gitter. Vinduerne er ældre korspostvinduer, som har opdelte nedre rammer undtagen vinduerne i stueetagen. Under vinduerne på første, anden og tredje sal er skifersålbænke, og førstesalens vinduer har tillige brystninger udsmykket af dyrehoveder og akroteon-ornamentik. Portfløjenes trærammer er malet sorte, mens overvinduet er hvidt. Kældervinduerne og -døren er blå ligesom kvistvinduerne, mens de resterende vinduer er hvide. Gårdsiden har en lav sort sokkel og er herover berappet og afsluttes øverst af en muret gesims. Vinduerne er ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer. I det buede smigfag mellem forhus og sidehus, som også er indregnet i fredningsomfanget, da trapperummet ligger herinde bagved, er der samme typer vinduer, men med sandblæste ruder med vasemotiv, undtagen kældervinduet, som er torrammet og tredelt. Den rundbuede portåbning er på gårdsiden lukket af en nyere, tofløjet port med trærammer og trådglas, hvorover den er tilmuret med et ældre torammet og tredelt vindue. Gårdsiden er kalket jernvitriolgul, samtlige vinduer er malet akvamarinblå og portens trærammer er sorte. I portrummet ligger der ølandsfliser, væggene er pudsede og hvidmalede og nederst forsynet med et simpelt, gråmalet brystningspanel. Loftet er ligeledes pudset og malet hvidt. Nord for gårdrummet og sidehuset er en lille lysgård med støbt bund, berappede, sandfarvede gårdsider og en muret gesims i samme farve. De ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer er forsynet med skifersålbænke og er malet sorte ligesom de ældre, etrammede og nidelte kældervinduer. I gesimshøjde er lysgården lukket af med et net for at holde fugle etc. væk. Bygningen rummer en butik i kælderen, og herover er der erhvervslejemål indrettet i ejendommens oprindelige fem lejligheder, en på hver etage heriblandt i tagetagen. I åben forbindelse med portrummet fører en ældre ligeløbstrappe med nyere værn op til et gennemgående trapperum, hvori en ældre, toløbet hovedtrappe giver adgang til samtlige etager. Lejlighederne var oprindeligt disponeret med tre stuer en suite mod gaden, to værelser mod gården, et på hver side af trapperummet – samt en vinkelformet forstue, der gav adgang til sidehuset. Denne struktur er i store træk bevaret, på de enkelte etager er der fjernet eller opsat nyere tværskillevægge. Kun på første sal er der lavet en større muråbning i den langsgående hovedskillevæg. Tagetagen er indrettet med et stort rum mod gaden, ud for trappeopgangen, og på hver side heraf et kontor mod henholdsvis gade og gård. Lejlighederne har overvejende et traditionelt materialevalg med bræddegulve af forskellig bredde og alder, parketgulve samt pudsede vægge og lofter med stuk. Ligeledes har lejlighederne bevaret oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af høje fodpaneler, brystnings- og lysningspaneler, pilastre, der markerer overgangen til ovnpladserne ved skorstenene, fuldt panelerede ydervægge, stukrosetter, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og klassicistiske gerichter samt vinduesrammer med håndsmedede anverfere og stormkroge. Enkelte steder er der væg-til-væg tæpper, nyere skillevægge med eller uden glaspartier, nyere, franske døre, plane døre eller døre med glaspartier samt nedsænkede lofter med indbyggede spots. Flere af vinduerne er forsynet med forsatsruder. Trapperummet har pudsede vægge med brystningspaneler og undersiden af trappeløbene er også pudsede. Ved hvert repos er tre døråbninger, hvoraf den sydvendte sidder i en nyere skillevæg, der kom til i 1930'erne i forbindelse med etableringen af elevatoren, hvor den tidligere dør blev ændret til en rundbuet åbning. Døren i hovedskillevæggen er tofløjet, mens dørene i tværskillevæggene er enfløjede. Reposernes døre er udformet som femfyldingsdøre med tilhørende gerichter og en konsolbåren, vandret fordakning. Hovedtrappen har indstemte trin i en svungen vange med drejede balustre, der følger den svungne og profilerede håndliste, hvilket giver en bred durchsicht. Trin og reposer er belagt med linoleum. Kælderen har parketgulve samt pudsede vægge og lofter.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur. En yderligere miljømæssig værdi kan tillægges grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med et forhus med portgennemkørsel og et sidehus, således at der både opstår en lille lysgård samt et lille, brolagt gårdrum, hvilket er karakteristisk for den tætte indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Skindergade 23 knytter sig til forhuset som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Efter 1800 blev borgerhusenes facader gradvist forenklet: de frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. Også de flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt og tilbage stod det enkle, klare empirehus med vinduernes regelmæssige takt og det brede, ornamenterede gesimsbånd mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet, hvilket Skindergade 23 også oprindeligt havde. En del huse fik dog yderfagenes vinduespiller gjort bredere end de øvrige vinduespiller i tråd med Harsdorff-tidens betoning af sidefagene, hvilket også er tilfældet i Skindergade 23. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Facadens nuværende udsmykning med pilastre og refendfugning er et vidnesbyrd om den ændring af facaden, som fandt sted i 1857, hvor kordongesimsens ornamenterede frise, som stadig ses i nabobygningen Skindergade 21, blev fjernet. Med senklassicismen op mod 1850 forandredes facadeudformningen, idet den klare, nøgterne empire blev forladt til fordel for en mere tør og enkel senklassicisme, hvoriblandt de kvaderpudsede murflader nu blev bredt ud over hele facaden. I kontrast hertil står de enkle, berappede og kalkede gårdsider, hvor den overkalkede, murede gesims er eneste dekoration på nær det afrundede smigfag, hvis vinduer var forsynet med sandblæste glas med vase og blomsterornamentik. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er karakteristisk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet og dermed afspejlede bygherrens velstand. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Ejendommens disponering med et tværgående portrum, hvorfra der er adgang til trapperummet mod gården med den herskabelige toløbede hovedtrappe og tre hoveddøre til hver lejlighed, de tre repræsentative stuer en suite mod gaden, to værelser mod gården og en forstue, der giver adgang til sidehuset, er meget velbevaret og lejlighedsplanerne afspejler datidens boligidealer for det bedre borgerskab. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er den oprindelige hovedtrappe med alle detaljer samt de oprindelige bræddegulve, høje fodpaneler, brystnings- og lysningspaneler, de fuldt panelerede ydervægge, pilastrene, som markerer ovnpladserne ved skorstenene, stukrosetterne, de en- og tofløjede femfyldingsdøre med indstukne hængsler, klassicistiske gerichter og konsolbårne fordakninger samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge. Endelig kommer trapperummets krumme, sandblæste glas med vase- og blomstermotiv, som er sjældent sete.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med et velbalanceret forhold mellem de vertikale og de horisontale linjer. Facadens proportionering og stramme komposition løftes til et elegant udtryk gennem de aftagende etagehøjder og dekorationernes lette reliefvirkninger. Det stramme, ordnede udtryk står i kontrast til den rige deltaljering af portens radiært opsprossede overvindue og førstesalens brystningspartier, hvis faste gentagelse resulterer i et delikat udseende. En detalje som kældernedgangens værn, der er udformet som to griffer af smedejern er ligeledes en vigtig del af bygningens samlede udtryk. Således fremtræder forhuset med et roligt og yderst herskabeligt udtryk. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning, det elegant rundede smigfag samt den enkle farvesætning, der tilsammen skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Krudthuset, Amager Strandvej 110, København
• Nørregade 27-29, København
• Rådhusstræde 1, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen