Skipperhuset ligger på Vester Land 8 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – som hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Skipperhuset blev opført i 1793 af præsteenke Sofie Benedicte Foss. Bygningen blev opført i otte fag, hvoraf de syv østre indeholdt beboelse, mens den vestre var udnyttet til stald og foderrum. I 1818 beskrives bygningen i en brandtaksaktion som værende grundmuret med engelske vinduer og rammedøre med indstukne låse. I 1838 blev huset udvidet mod vest med et staldfag og i 1854 tilføjes endnu mod vest to staldfag med hel trægavl. Den vestre gavl er dog siden omsat i grundmur.

Beskrivelse

Skipperhuset ligger på Fanø mellem øvrige lignende bygninger i det åbne landskab i udkanten af landsbyen Sønderho. Grunden afgrænses af diger. Sydvest for stuehuset ligger et mindre fritliggende udhus.

Stuehuset er et grundmuret længehus opført i én etage. Soklen er lav og sorttjæret, murene pudsede og gulkalkede, mens gesimsen er hvidmalet. Taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber med hvidmalet sokkel og krave, mens piben har samme gule farve som facaderne. Over hoveddøren i nordsiden ses en mindre, rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff. Hoveddøren er en nyere fyldingsdør, der er traditionelt udført, og over denne ses en ældre, todelt revleluge, ligesom der i nordsidens vestligste fag ses en ældre luge med en diagonaltstillet rude og i sydsiden findes en ældre, todelt revledør med ovalt glug. Både døre og luger er malet grønne med hvide stafferinger. Bygningen har ældre, hvidmalede vinduer med hvide påmalede stik og sålbænke og hvidmalede murfalse. Hovedparten af vinduerne er torammede, dog ses enkelte etrammede og vinduernes opsprosning er forskellig. Nordsidens østlige vinduer er svagt rundbuede.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en lille forstue mod nord, som lokalt kaldes en frangel. Den østlige del af bygningen er indrettet med en vinterstue, søndre donsk mod syd, mens der mod nord er et lille kammer, lokalt kaldet stow og en sommerstue, nordre donsk. Et ældre forramme køkken med gulv af ølandssten er placeret mod syd og herfra er adgang til en mellemgang, et kammer og et fadebur mod nord. Den vestlige del er indrettet med værelser, nyere badeværelse og en ny trappe til tagrummet, der fremstår uudnyttet. Overfladerne er hovedsagligt ældre, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og alkover, som lokalt kaldes en tætseng samt bemalede ældre fliser på ydervæggene og bag ved ældre bilæggerovne.

Udhuset er en kort, grundmuret bygning, i en etage, med mure der fremstår som stuehuset og et heltag, som er hængt med røde vingetegl. Sydsiden støttes af to murpiller. I den østlige gavl findes en ældre, todelt revledør under et rundbuet stik. Bygningens vinduer er udført som små rundbuede støbejernsvinduer. I vestgavlen ses en bred, tofløjet revleport og overgavlen er her bræddebeklædt og grønmalet. I det indre er udhuset et rum, der anvendes til opbevaring. Her er et ældre teglstensgulv og kalkede vægge samt åbent op til kip.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og den indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor de lave græsklædte diger adskiller grundene således at bygningerne stadig fremstår som beliggende i det åbne landskab. Hertil kommer udhuset i haven samt den bagvedliggende gryde, der er en fordybning, hvor man førhen havde en mindre køkkenhave. Fordybningen skærmede køkkenhaven så afgrøderne stod beskyttede i det barske klima.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typiske ældre todelte farveholdning, stribede Sønderho-stik, og at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udviklingen i 1800-tallet, herunder hoveddøre med to ruder og diagonale sprosser, og vinduerne med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren og de mindre vinduer, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. Gavlens murankre vidner med initialer og årstal om ombygningen fra bindingsværk til grundmur ligesom den bevarede tagrem, der er bibeholdt fra den oprindelige bindingsværksfacade.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Stalden aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder ligger køligt mod nord. Hertil kommer bygningens imponerende og velbevarede interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder alkoven, de indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bag ved de ældre bilæggerovne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som blev sat op for at samle det kondensvand der ofte drev ned af de uisolerede vægge.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til udhuset, der ved sin materialeholdning knytter sig til stuehuset. Udhusets enkle udseende, de små staldvinduer og bevarede overflader både i det ydre og indre afspejler den oprindelige praktiske funktion, samt at udhuset er opført som et sekundært hus i forhold til stuehuset.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en let kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og meget dekorativ. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og bemalinger. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og alkovedøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links