Selskabet bag Skive Folkeblad ejer også den rotationspresse, som avisen trykkes på. Rotationen er hjertet i en grafisk virksomhed, der løser opgaver for kunder i Danmark og udlandet og ligger i samme bygning som redaktion og administration.

.

Skive Folkeblad er en, bogstavelig talt, enestående avis. Den står uden for de store bladkoncerner og bygger på en unik selskabsmodel: Ejerskabet ligger i et lokalt garantselskab, hvor alle deltagere er medlemmer af Radikale Venstre. Fra 2011 har folkebladet været det eneste danske dagblad, der er knyttet til Radikale Venstre. Så kan det vel ikke blive mere radikalt – men Skive Folkeblad er ikke en menighedsavis.

»Vi er jo ikke en gammeldags partiavis, så havde vi ingen fremtid. Så meget radikal højborg er der ikke over Skive-egnen. Det er vildt vigtigt for os at lave avis for alle uanset holdning. Det radikale, socialliberale slår kun igennem i lederen. Jeg skriver samtlige. Hver dag – lige undtagen i min ferie«, sagde chefredaktør Ole Dall i et portræt i 2016. Året efter havde han siddet i chefstolen i 25 år som kun den ottende chef, siden bogtrykker Marius Jensen skabte det selvstændige dagblad i 1882.

Folkebladet blev først formelt tilknyttet Radikale Venstre i 1920, men allerede fra 1908 fik bladet en klar politisk linje tæt på de radikale. I mange år deltog chefredaktøren i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, men talte ofte partiet midt imod. Et citat fra den markante chefredaktør 1967-92 Hans Larsen om et fremtrædende radikalt folketingsmedlem opnåede ligefrem national berømmelse: »Af alle de ulykker, som i tidens løb er overgået de radikale, er Lone Dybkjær så afgjort den smukkeste«.

Bestyrelsen

Ganske som chefredaktørerne har bestyrelsens formænd også historisk siddet solidt i mange år. Et vigtigt brud fandt sted d. 26. september 2017, hvor bestyrelsesformanden gennem 34 år blev væltet. Den nye formand var også spidskandidat for Radikale Venstre ved kommunalvalget i november samme år, men lovede at holde sit politiske virke og bladet adskilt. Det holdt i et års tid og sluttede med et nyt stykke pressehistorie.

Efter en række kritiske artikler om kommunens kulturforvaltning skrev bestyrelsesformanden, som også var formand for netop kommunens kulturudvalg, til bladets journalist og chefredaktør samt hele bladets bestyrelse bl.a.: »Allerhelst så jeg, at der ikke blev skrevet noget om dette før efter bestyrelsesmødet«.

Det opfattede bladets journalister som forsøg på censur og »umisforståeligt pres for at få en eventuel artikel om et nærmere defineret emne udskudt til efter et bestyrelsesmøde«. Den 26. september 2018 forlod bestyrelsesformanden på den baggrund posten efter at have beklædt den præcis et år.

»… formanden har været lidt mere formand, end han behøvede at være. Den journalistiske linje styrer chefredaktionen, og det har bestyrelsen ikke noget med at gøre«, sagde hans afløser som bestyrelsesformand.

Videre læsning

Læs mere om Medier i Skive Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier