Skjoldemose ligger på Rødmevej 045 i Svendborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Skjoldemose er et gammelt fynsk herresæde. Skjoldemose blev allerede nævnt i 1365, og den første hovedbygning har således været til længe før Corfitz Hardenberg opførte den anden hovedbygning i 1528. Skjoldemoses to første hovedbygninger menes at have ligget i en skov, som blev kaldt for Mandelykke, hvor der findes et temmeligt stort og næsten rundt voldsted med betydelige grave.

Skjoldemoses nuværende hovedbygning, der oprindeligt også var omgivet af voldgrave, blev opført i 1662 af Otte Krag (1611-1666). Hovedbygningen er én af de sidste renæssancebygninger, der blev opført i Danmark. Dens bygherre tilhørte det gamle aristokrati, som mistede magten i 1660. Otte Krag var en af de få adelige, der blev optaget i det nyoprettede statsråd, men sine kongelige len og adelige privilegier mistede han. Dog lykkedes det ham, at sikre den nyopførte hovedgård for slægten. Adelsfamilien Krag ejede Skjoldemose indtil 1773, hvorefter gården har været i forskellige borgerlige hænder.

Omkring 1800 lod Christian Frederik Berg (1774-1851) opføre to nye kornlader syd for hovedbygningen, og umiddelbart nordvest for hovedbygningen en smedje med en kølle ved siden af. Endvidere lod han anlægge en ny 28 td. land stor have i engelsk stil, hvori der var plantet 400 frugttræer.

I 1868 lod hofjægermester, baron Carl Henrik Ditlev Vilhelm Schaffalitzky de Muckadell (1843-1901) Skjoldemoses hovedbygning restaurere og forskønne; han lod alt kalkpudset fjerne, så de gamle munkesten atter kom frem og lod de svungne renæssancegavle opføre, ligesom han fik indsat nye og større vinduer i hovedbygningen. Han fik også nedrevet nogle småbygninger, der mod øst havde været påbygget hovedbygningen, disse havde været brugt til en økonomilejlighed, hvortil kælderen i hovedbygningen nu i stedet blev indrettet. Endvidere blev voldgravene tilkastet.

I vinteren 1881 nedbrændte mejeribygningen, hestestalden og en stor lade, der var en del af den ældre avlsgård; kun den "gamle lade" og svinehuset blev reddet, og disse er nu de eneste bevarede ældre avlsbygninger. Efter branden blev der opført en trelænget avlsgård, hvor gårdspladsen åbner sig mod vest. De nye avlsbygninger blev opført i kampesten og træ fra herregårdens grund og skove. Efter baronens død stod Skjoldemoses hovedbygning ubeboet i 14 år, indtil Justus Sigismund Ulrich købte gården i 1915. Ved endnu en ombygning i 1916 blev det kvadratiske tårn, der rummer bygningens hovedindgang opført. Hoveddøren omgives af en udskåret egetræsportal, der krones af et sandstensrelief. På tavlen er anført året 1662 og bygherren, rigsråd Otte Krags våben samt inskriptionen hvo er lyksagelig er rig. Tavlen har tidligere siddet over den gamle indgang på Skjoldemoses sydfacade. Skjoldemose tilhører stadig familien Ulrich.

Beskrivelse

Skjoldemose ligger i det let kuperede landskab mellem landsbyerne Stenstrup og Vester Skerninge. Herregården udgøres af en fritliggende hovedbygning, syd herfor inddeles gårdspladsen af to parallelt beliggende avlslænger fra 1800, og vest for disse ligger en trelænget avlsgård fra 1881. Nord for hovedbygningen, på den anden side af Rødmevej, ligger en lille smedje, der ligesom hovedbygningen er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen er en toetages bygning, opført i røde tegl over en høj sokkel af granitkvadre. Bygningen bærer et stejlt heltag med røde teglsten, og i rygningen ses to skorstenspiber i røde tegl med sandstensgesimser. I tagfladen mod syd ses to nyere tagvinduer. Gavlene er udført som svungne renæssancegavle med parvise vandrette, murede bånd, sandstensbånd, svungne gavlkamme og små prydsøjler. I gavlene ses forskelligt udformede murankre, i vestgavlen er de blandt andet udformet som årstallet 1662. Mod gården er et kvadratisk indgangstårn i to etager med et teglhængt rødt heltag og en svungen renæssancegavl med urskive. På tårnets sydside fører en granittrappe med granitvanger op til en ældre, udskåren egetræsportal, hvori der er en bred plankedør med fyldinger på indersiden og smedet beslagværk. Over døren ses en sandstenstavle med puttier og inskription. I østgavlen fører en bred granittrappe op til en ældre, tofløjet havedør med fyldinger nederst og små ruder øverst. Døren indrammes af en profileret indfatning og afsluttes øverst af en vandret, profileret fordakning. På havesiden fører en lang granittrappe med murede sider op til en terrasse med sider af granitkvadre og muret værn. Havedøren er en ældre, tofløjet dør, der øverst er udformet som et korspostvindue med små ruder og nederst er forsynet med fyldinger. I vestgavlens sokkel er en nyere rammedør med påsatte brædder i flammemønster. Vinduerne er ældre eller nyere, men traditionelt udførte. I kælderetagen består de af torammede, smårudede støbejernsvinduer med buet overkant. I stueetagen og på første sal er de udformet som smårudede korspostvinduer, der sidder under et buet stik. Nederst er vinduerne forsynet med profilerede, støbte sålbænke. Øverst i gavlene og i tårnets sider er der tillige små etrammede og smårudede vinduer med buet overkant. Vinduerne og havedørene er malet hvide, mens kælderdøren og indgangsportalen er bejdsede.

Hovedbygningen fremtræder indvendigt med en ældre grundplan, som dog træder tydeligst frem i stueetagen. I tårnet er en forstue med grathvælv, hvorfra der er adgang til hallen, hvor en ældre treløbet trappe fører op til første sal. I stueetagen ligger stuer og sale en suite på hver side af den gennemgående hovedskillevæg. Rummet mod nord-øst er indrettet med et nyere køkken. På første sal udgøres den vestlige del af en stor riddersal og modsat trappereposen, hvorfra der også er adgang ud i tårnkarnappen, er et stort værelse mod haven, mens den resterende del af etagen er indrettet med et ukurant gangforløb, mindre værelser, et gæstetoilet mod gården og et badeværelse mod haven. Fra gangen fører en ældre ligeløbstrappe op til det uudnyttede tagrum. Der er ældre bræddegulv, undertag af banevarer og den ældre tagkonstruktion er synlig. I østgavlen er et par ældre pigeværelser. Fra hallen fører en ældre ligeløbstrappe ned til kælderen, der består af to rækker rum med henholdsvis grat- eller tøndehvælv. Hovedbygningen fremtræder overalt med en ældre og traditionel materialeholdning, herunder ølandsflisegulv i hallen, bræddegulve i stuer og sale, parketgulv på trappereposen og i spisestuen, fliser på gulvet i køkken og badeværelse, teglstensklinker i kælderen, pudsede vægge med brystningspaneler, pudsede lofter med stukkatur eller synlige bjælkelag og pudsede hvælv. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter, greb, bukkehornsbeslag, brystnings- og lysningspaneler samt feltinddelte vægge med opspændte lærreder, der i stuen mod sydvest er bemalet med motiver fra godset og omegnen. Der er flere ovnnicher med forskellige typer etagevindovne samt i riddersalen en sandstensindfattet kamin.

Smedjen ligger lidt væk fra herregårdens øvrige bygninger, og umiddelbart nord for smedjen er en anseelig branddam. Smedjen er et lille, enetages bindingsværkshus med teglhængt, rødt heltag med halvvalmede gavle. I rygningen ses en pudset skorstenspibe med sokkel og krave. Mod vest er bygningen sammenbygget med en lav kampestenslænge med muret gesims og teglhængt, rødt heltag. I skæringspunktet mellem de to tage er en pudset skorstenspibe magen til den i rygningen. Smedjen fremtræder med en sokkel af marksten, sortopstolpet bindingsværk, gulkalkede tavl og sorte vindskeder. I østre langside er de tre sydligste fag trukket tilbage således, at der opstår et overdækket, pigstensbelagt areal. Dørene, som sidder ud mod det overdækkede areal, er to ældre revledøre med ældre beslag, hvoraf den søndre tillige er en halvdør. Vinduerne er ældre et- og torammede vinduer med små ruder. Både døre og vinduer fremstår rødmalede.

Indvendigt består bygningen af to rum. Mod syd er smedens værksted, hvor den ældre, murede esse er bevaret, og mod nord er et grovkøkken med en ældre, muret og lerklinet gruekedel og en stor muret bageovn. I smedjen er der lerstampet gulv, i grovkøkkenet ligger der teglsten på gulvet, mens samtlige ydervægge står i overkalket bindingsværk og bjælkelaget og loftbrædderne er synlige i loftet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Skjoldemose knytter sig til den velbevarede helhed bestående af hovedbygning, park, avlsbygninger og herregårdssmedje, der tilsammen danner rammen om et helstøbt herregårdsmiljø. Hovedbygningen ligger som midtpunkt for enden af aksen, som også fastholder de ældre avlsbygninger i deres traditionsbestemte beliggenhed på det oprindelige voldsted. De nyere avlsbygninger samt smedjen ligger på traditionel vis lidt afsides fra hovedbygningen. Hovedbygningen er mod nord og øst omgivet af den store parklignende have, hvor der endnu findes spor af de voldgrave, som tidligere omgav hovedbygningen. Haven åbner sig mod det omgivende mark- og skovklædte landskab, og hermed understreges herregårdens idylliske placering i det sydfynske landskab.

Kulturhistorisk værdi

Skjoldemoses kulturhistoriske værdi ligger i det ydre i hovedbygningens velbevarede fremtræden som en renæssancebygning, der er karakteriseret ved en kompakt og symmetrisk længebygning i to etager over en høj kælder, opført i røde teglsten med stejlt, teglhængt heltag og svungne gavle, omend de først kom til i 1868, hvor historicismen var det fremherskende stil-ideal. Således er gavlene udformet som nederlandske renæssancegavle, der kendetegnes ved en dekorationsglæde med svungne gavlkamme, parvise bånd i mursten eller sandsten, pinakler og som øverst afsluttes af et pediment. Skjoldemoses opførelsestidspunkt i 1662 er værd at bemærke, idet hovedbygningen blev opført i overgangsperioden mellem adelsvældet og enevældet, en politisk udvikling, der også afspejlede sig i bygningskunsten, hvor den festlige renæssancestil blev afløst af den mere tunge og alvorsfulde barok. Skjoldemose tilhører så absolut sidste fase i renæssancens herregårdsbyggeri, ligesom dens bygherre tilhørte det gamle aristokrati.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved Skjoldemoses oprindelige egetræsportal, som er udført i en særlig nordisk stil. Ved hjælp af sandstenstavlen over døren kan egetræsportalen føres tilbage til Otte Krag, som opførte hovedbygningen, idet sandstenstavlen er forsynet med årstallet 1662 samt Otte Krags våbenskjold. Hertil kommer selve indgangstårnet, der også er forsynet med en nederlandsk renæssancegavl og således er tilpasset hovedbygningens øvrige nyere bygningselementer, der er udført i en tilbageskuende stil med henblik på at give hovedbygningen en helstøbt og grandios fremtræden. Tårnet, gavlene og portalen vidner således alle om hovedbygningens ombygninger og ændringer igennem tiden. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved vestgavlens murankre, der er udformet som årstallet "1662", opførelsesåret af hovedbygningen.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre grundplan, som træder tydeligst frem i stueetagen, hvor rummene på traditionel vis ligger som gennemgangsrum, adskilt af den gennemgående midterskillevæg samt i førstesalens vestende, hvor den ældre treløbstrappe og riddersalen udgør førstesalens repræsentative og storladne rum. Stueetagens stuer og sale ligger en suite med dobbeltdøre placeret enfilade, hvorved man kan se igennem alle de repræsentative stuer fra ende til anden, hvilket var den fremherskende disponering af en herskabsbolig i midten af 1700-tallet. Størstedelen af stuerne er ligeledes efter skik og brug orienteret mod haven med havestuen, hvorfra der er udgang til haven, som det centrale omdrejningspunkt. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved den ældre tyendetrappe, der fører op til tagetagen, som på traditionel vis primært var uudnyttet med undtagelse af et par pigeværelser i gavlen. Hertil kommer kælderens ældre planløsning med to rækker hvælvede rum, idet disse også vidner om bygningens høje alder. Rummenes forskellige udformning af overfladerne vidner om de stilmæssige forandringer, som har præget interiørerne. Eksempelvis er der stor kontrast imellem riddersalen med bræddegulv, firkantede vindueslysninger, lysningspaneler, pudsede og feltinddelte vægge, brystningspaneler, pudset loft og stukkatur og trappereposen med mønsterlagt parketgulv, pudsede vægge med kurvehanksbuede vinduesåbninger og synlige, knægtbårne bjælker med pudsede flader imellem. Det synlige, knægtbårne bjælkelag passer stilmæssigt med en renæssancebygning, mens parketgulvet er noget senere, fra 1800-tallet, og således fremtræder rummene som en blanding af historiske stilarter. Denne indretning hænger nok nøje sammen med året 1916, hvor tårnet blev påbygget hovedbygningen, og hvor historicismens lidt dekadente indretning så småt var ved at blive afløst af den mere enkle nyklassicistiske stil. Forandringerne kommer også til udtryk i planløsningen, hvor førstesalens østende, der er indrettet med mindre værelser og badeværelser, vidner om nyere tiders ændrede boligbehov. Hovedbygningen fremtræder overalt med en ældre og traditionel materialeholdning, herunder ølandsflisegulve, brædde- og parketgulve, pudsede vægge med brystningspaneler og feltinddelinger med opspændte, bemalede eller tapetserede lærreder, pudsede lofter med stukkatur eller synlige bjælkelag samt et grathvælv i indgangstårnet. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder den treløbede hovedtrappe, en- og tofløjede fyldingsdøre med greb, bukkehornsbeslag og gerichter, samt brystnings- og lysningspaneler, hvoraf enkelte tillige fungerer som skodder i stueetagen. Hertil kommer den sandstensindfattede kamin i riddersalen, hvis udformning tyder på, at den er fra hovedbygningens opførelsesår samt de forskellige ovnnicher med forskellige typer etagevindovne. I stuen mod sydvest er de opspændte lærreder bemalet med motiver fra godset og omegnen, ligesom det bevarede dørstykke i havestuen, hvilket er med til at give interiørerne yderligere karakter.

I kælderen knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre trapper, de forskellige typer teglklinker, de pudsede og kalkede grat- og tøndehvælv samt fyldingsdørene, hvor enkelte er forsynet med bukkehornsbeslag og klinkefald. Hertil kommer det ældre forrammekøkken med støbejernskomfur, samt rariteten ved at køkkenet fra 1970'erne er bevaret i rummet ved siden af, og således har Skjoldemose hele tre køkkener – to i kælderen og et i stueetagen. Smedjens kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens solitære og afsides beliggenhed lidt væk fra den øvrige herregårdsbebyggelse. Dette skyldes dels, at bygningen var rummede en brandfarlig funktion som smedje og bagehus med åben ild og høje temperaturer, og dels at funktionen både larmede og lugtede. Hertil kommer, at der umiddelbart nord for smedjen ligger en stor branddam, som kunne forsyne smedjen med vand til en eventuel ildslukning. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved smedjens enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, dokker, halvranker og stormbånd, der på traditionel fynsk vis støtter mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen for således at aflaste denne for vindtrykket. Bygningens enkle materialeholdning vidner om, at bygningen blev opført som en beskeden funktionsbygning. Det overdækkede, pigstensbelagte areal mod øst fungerede som arbejdsplads for smeden når han skulle omsko hestene.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens oprindelige plandisponering med to rum: smedjen mod syd og grovkøkkenet mod nord. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele, herunder smedeværkstedets esse, blæsebælg, ambolt etc. samt grovkøkkenets store bageovn med jernlåge og den murede og lerklinede gruekedel med trælåg og indfyringslåge, sågar den lange brødspade er bevaret.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Skjoldemose knytter sig i det ydre til den forholdsvise enkle renæssancehovedbygning, hvis aflange, toetages bygningskrop med granitstenssokkel, mure i røde tegl og røde vingetegl på de ubrudte tagflader giver en kompakt bygning med en yderst homogen fremtræden. Bygningen er symmetrisk: vinduerne er placeret med en fast takt, i rygningen er to skorstenspiber og trappetårnet er placeret midt på sydsiden. Det samlede indtryk er således roligt og afbalanceret. Bygningen fremtræder forholdsvis enkel og nedtonet, de eneste dekorationer er de buede stik over vinduerne samt gavlene, som er udformet med vandrette bånd og pinakler, ligesom tårnet tillige er forsynet med en blåmalet urskive og en markant egetræsportal nederst, der sikrer at opmærksomheden samler sig om sydsidens midte. Herved opnås en spændende kontrast imellem havesiden og hovedfacaden, som stort set kun skyldes indgangstårnet, der påkræver sig forholdsvis stor opmærksomhed. De hvide korspostvinduer med spinkle sprosser står i smuk kontrast til det djærve, røde murværk og den massive indgangsportal, der sammen med renæssancegavlene resulterer i en harmonisk og helstøbt hovedbygning.

I hovedbygningens indre ligger den arkitektoniske værdi særligt i plandisponeringen, der er karakteristisk for bygningens alder og funktion som bolig for godsejeren, og hvor den store riddersal står i kontrast til bygningens resterende rum. Som i det ydre, har også det indre en raffineret og behersket atmosfære, hvilket især skyldes stueetagens mange bevarede bygningsdetaljer. Endvidere har de højloftede stuer og sale et prægtigt lysindfald, fordi vinduernes skrå lysninger tillader en stor lysmængde at trænge ind i rummene. Endvidere er der arkitektonisk værdi ved den repræsentative og centrale hall med den elegante hovedtrappe, der på fornem vis forbinder etagerne. Smedjens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens helstøbte fremtræden, selvom den er sammensat af to forskellige bygningsvolumener med forskellig fremtræden. Det største bygningsvolumen er opført i bindingsværk og fremstår med en forholdsvis åben karakter, grundet åbningen mod øst og vindues- og døråbningerne. Det lille bygningsvolumen er opført i kampesten og er helt uden åbninger. Placeringen af den ene skorstenspibe i skæringspunktet mellem de to tage fungerer som en fin og markant overgang mellem de to bygningsvolumener. Bygningernes ens materialeholdning i tagmaterialet og den ens farveholdning på mur- og træværk binder de to volumener sammen, og smedjen fremstår således som en yderst homogen og harmonisk lille bygning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de enkle og højloftede rum, hvis homogene materialeholdning og bevarede inventar, herunder smedens arbejdsredskaber og værktøj, giver bygningen en helt særlig stemning og atmosfære.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links