Skolevej 8 ligger på Skolevej 8 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Brandtaksationen fra 1850 viser, at Skolevej 8 er udbygget med to fag fra nabohuset i øst, hvorfra der allerede var udbygget et fag. Hust var på opførelsestidspunktet opført i bindingsværk med bræddebeklædt gavl.

Beskrivelse

Skolevej 8 ligger i den ældste del af Nordby, bygningen er sammenbygget som en længe af Skolevej 6, der ikke er omfattet af fredning.

Skolevej 8 er en tre fag lang, enetages bygning, opført delvis i grundmur med overpudset bindingsværk. Bygningen hviler på en pudset og gråmalet sokkel og bærer et stråtækt heltag med tørvemønning. Murværket er pudset, skuret og rødmalet og bindingsværkets bevarede stolper er overpudsede. Muren afsluttes under tagudhænget med en hvidkalket udmuring mellem bjælkerne. Den vestvendte gavl er beklædt med sortmalede brædder. Gadedøren er en nyere todelt revledør, mens døren mod haven er en nyere, tofløjet dør med småsprossede ruder i den øverste del. Vinduerne er nyere, torammede vinduer med småsprossede ruder. Vinduerne fremtræder ligesom dørene hvidmalede.

Det indre er præget af en ældre grundplan med en gennemgående hovedskillevæg, der opdeler bygningen i frangel (forstue), køkken og badeværelse mod gadesiden samt en stue mod havesiden. Via en kvartsvingstrappe i forstuen er der adgang til loftetagen, der i nyere tid er indrettet med repos og et værelse i gavlen. I interiøret er der nyere gulvbelægning i køkkenet og et nyere bræddegulv i stuen, loftets synlige bjælkelag er ældre og fremstår afsyret, fladerne imellem bjælkerne er beklædt med nyere loftplader. I loftetagen er der en nyere loftbeklædning med træstuktur opsat under hanebåndene. Der er bevaret ældre fyldingsdøre både i stue- og loftetage.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor længen vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets skurede og malede facade med den hvide udmuring mellem tagbjælkerne. Hertil kommer, halvdøren og de småsprossede hvidmalede vinduer samt det stråtækte heltag med mønning af tørv.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset. Hertil kommer at stuen på traditionel vis ligger mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkkenet ligger køligt mod nord. Også de bevarede ældre og traditionelt udførte bygningsdele, herunder det synlige bjælkelag, fyldingsdørene og bræddegulvene, vidner bygningens oprindelse og høje alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i Skolevej 8 knytter sig til den udbyggede længes enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant nær den hvide udmuring mellem tagbjælkerne underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag med de ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer og døre. Særligt de hvidmalede vinduer og døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links