Skove i Hillerød Kommune

I 1663 besøgte Danmarks kronprins Christian Solkongen og deltog med succes i en parforcejagt ved Paris. Hans begejstring for jagtformen var så stor, at Frederik 3. i 1669 overdrog ham den nyligt hegnede Boveskov nord for Ibstrup Slot til at drive parforcejagt i. Da Christian 5. overtog tronen i 1670, udvidede han hegnet. Således blev landsbyen Stokkerup nord for skoven og en del af Nærums overdrev inddraget i dyrehaven, der kom til at omfatte de ca. 1.500 ha, som i dag udgør Jægersborg Dyrehave og Hegn. Dyrehavens åbne, let bølgede landskab betød, at man kunne ride næsten overalt uden at behøve veje. Den største forhindring var Mølleåen, som der blev lagt broer over.

Når der var jagt, spiste kongen og hans gæster i jagtpavillonen Hubertushuset, som lå centralt i dyrehaven. I 1694 blev Ole Rømers bordelevator installeret, så maden kunne hejses op fra køkkenet til spisesalen. Bordelevatoren blev kaldt en eremitagemaskine og betød, at Hubertushuset blev omdøbt til Eremitagen. Ibstrup Slot kom til at huse kongens jægere og fik navnet Jægersborg. I slottets midtakse blev Jægersborg Allé anlagt. Knap 800 m foran slottet er den runde høj, hvor jagtselskabet samledes og planlagde dagens jagt, stadig bevaret.

Parforcejagt forudsætter store, vildtrige arealer, et stort antal heste og hunde samt mange jægere. Aflivningen af byttet skete med lanse eller et kort jagtsværd, en såkaldt hirschfænger. Jagten var derfor både en demonstration af jægerens økonomiske magt og af hans eget mod og styrke. Christian 5. hentede personalet, hundene og endda hestene til sin parforcejagt i England, og sammen med det åbne landskab var det muligvis årsagen til, at der ikke blev anlagt jagtveje i Jægersborg Dyrehave.

Det eksisterende vildt i hegningen blev suppleret med kronvildt fra bl.a. Bornholm, og i begyndelsen af 1700-tallet omfattede det også en del dåvildt og råvildt. Hegnets tilstand og datidens vildtpleje betød dog, at bestanden af hjorte hele tiden måtte suppleres. I 1923 blev der også udsat sikavildt. I dag tæller vildtbestanden i Jægersborg Dyrehave ca. 300 krondyr, ca. 1.600 dådyr og ca. 100 sikaer.

Fra ca. 1685 inddrog man skovene ved Frederiksdal og Frederiksborg i parforcejagten. Her var terrænet kuperet, gruset og sumpet, så veje var nødvendige. Ved Frederiksborg Slot blev den firkantede Store Dyrehave udgangspunkt for vejsystemerne, som blev hugget i skoven som ottevejsstjerner. Måske derfor blev de otte veje ikke forbundet med runde veje, så vejsystemet kom til at ligne et spindelvæv, men i stedet med rette veje i et kvadratnet. Det var et nyt princip for jagtveje og var i tråd med tidens forestilling om, at matematik og geometri var et af de fornemste udtryk for Guds fornuft.

Stjernevejene fik numre, og vejkrydsene mellem stjerneveje og veje i kvadratet hed kors, fx Femvejskorset. I Store Dyrehave blev tallene hugget i sten, og i den centrale Kongestjerne satte man en firkantet sten med Christian 5.s navnetræk og en kompasrose. Så kunne alle se, at den enevældige konges gudgivne fornuft her havde skabt orden i naturens kaos. I de øvrige skove var der ingen sten, og navnene er dårligt bevaret, så vejnumrene har formentlig været skrevet på træerne. I Gribskov fortæller Ottevejs- og Femvejskorset dog, at vejene ligesom i Store Dyrehave har været nummereret mod uret.

Da Frederik 4. i 1720’erne anlagde Fredensborg Slotshave, kom havens længste allé til at ligge parallelt med den længste jagtvej i Gribskov. Her blev der anlagt yderligere en allé, Dronningens Bøge, lige over for parkens Eremitageallé. Alléernes placeringer understregede, at den enevældige konges magt omfattede hele landskabet omkring Esrum Sø.

I de kongelige skove betød oplysningstidens reformer, at fokus blev flyttet fra jagt til skovbrug, og i 1777 blev den kongelige parforcejagt nedlagt for altid. Skovene blev fredet, og jagtvejene bevaret som skovveje. I dag er de gamle parforcejagtskove nogle af Nordsjællands vigtigste rekreative områder.

I 2015 kom parforcejagtlandskabet i Nordsjælland på UNESCOs verdensarvsliste. Landskabet udgør en serie af tre skove, som dækker ca. 4.543 ha samt bufferzoner og omfatter ca. 125 km jagtveje. I sin helhed viser serien, hvordan barokkens europæiske herskere har udvekslet og udviklet idéer om jagten og dens landskab, og hvordan den særlige jagtform blev et led i enevældens pragtudfoldelse. Idéerne kommer særlig tydeligt til udtryk i designet af de jagtveje, som sidst i 1600-tallet blev anlagt til den kongelige parforcejagt.