Fønstrup Dam i den sydlige del af Gribskov af . Begrænset anvendelse

Skove i Hillerød Kommune

Med et samlet skovareal på 5.483 ha, svarende til godt 26 % af kommunens areal, er Hillerød Kommune en af landets skovrigeste kommuner. Langt størstedelen er statsskove, som overvejende drives naturnært med plukhugst, så arealerne altid er trædækkede.

De største skove er Gribskov samt Store Dyrehave på 1.087 ha, Freerslev Hegn på 247 ha, Lystrup Skov på 200 ha og Brødeskov på 180 ha. Siden Reformationen var det meste af Gribskov og Store Dyrehave kongernes skove, og de blev begge udgangspunkt for den parforcejagt, som Christian 5. indførte efter sin indsættelse i 1670.

Med deres bynære placering har især Gribskov og Store Dyrehave stor rekreativ værdi og besøges hvert år af flere hundrede tusinde mennesker. Der er fem hundeskove i kommunen, heriblandt Præstevang nær Hillerød.

Chasse à courre – den nordsjællandske parforcejagt

Under parforcejagten forfulgte man til hest og med hunde et enkelt dyr, indtil hundene kunne holde det, og jagtherren eller en fornem gæst kunne ride frem og aflive det. Det fineste bytte var store hjorte og vildsvin. Gouache af Johan Jacob Bruun, ca. 1750.

.

I skovene i Nordsjælland dyrkede de danske konger i 1600- og 1700-tallet en særlig jagtform, hvor et udvalgt byttedyr blev jaget til udmattelse af hunde og ryttere og efterfølgende dræbt af en udvalgt jæger. Denne parforcejagt blev drevet i både Store Dyrehave, Gribskov og Jægersborg Dyrehave.

Parforcejagten var særlig moderne ved hoffet i Frankrig i 1500-tallet, og for at lette de fornemme jægeres ridt under jagten lod Frans 1. Compiègneskoven gennemskære af otte rette veje i 1521. De otte veje mødtes i en stjerne på en central plads og blev senere forbundet indbyrdes af såkaldte runde veje i et spindelvævsmønster. Det gjorde det bl.a. lettere for tilskuerne at følge jagten i området, og da Ludvig 14. gjorde parforcejagten til en del af pragtudfoldelsen ved sit hof, kom der stadig flere jagtvejsstjerner i skovene. Omkring år 1700 blev Solkongens hof et forbillede for de fleste europæiske hoffer, og overalt i Europa blev parforcejagten og dens landskaber snart en del af enevældens magt- og pragtudfoldelse.

Jagt på stort vildt var god krigstræning i fredstid, og parforcejagten blev allerede i middelalderen en jagtform, som var forbeholdt stormænd; i barokken udviklede den sig til et rent magtskuespil.

Parforcejagten i Danmark

I 1663 besøgte Danmarks kronprins Christian Solkongen og deltog med succes i en parforcejagt ved Paris. Hans begejstring for jagtformen var så stor, at Frederik 3. i 1669 overdrog ham den nyligt hegnede Boveskov nord for Ibstrup Slot til at drive parforcejagt i. Da Christian 5. overtog tronen i 1670, udvidede han hegnet. Således blev landsbyen Stokkerup nord for skoven og en del af Nærums overdrev inddraget i dyrehaven, der kom til at omfatte de ca. 1.500 ha, som i dag udgør Jægersborg Dyrehave og Hegn. Dyrehavens åbne, let bølgede landskab betød, at man kunne ride næsten overalt uden at behøve veje. Den største forhindring var Mølleåen, som der blev lagt broer over.

Når der var jagt, spiste kongen og hans gæster i jagtpavillonen Hubertushuset, som lå centralt i dyrehaven. I 1694 blev Ole Rømers bordelevator installeret, så maden kunne hejses op fra køkkenet til spisesalen. Bordelevatoren blev kaldt en eremitagemaskine og betød, at Hubertushuset blev omdøbt til Eremitagen. Ibstrup Slot kom til at huse kongens jægere og fik navnet Jægersborg. I slottets midtakse blev Jægersborg Allé anlagt. Knap 800 m foran slottet er den runde høj, hvor jagtselskabet samledes og planlagde dagens jagt, stadig bevaret.

En ressourcekrævende jagtform

Dådyret er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men stammer fra Lilleasien. Det er dokumenteret, at der fandtes dådyr i Danmark i middelalderen, men formentlig blev de allerede indført til landet i vikingetiden. Der blev også drevet parforcejagt på dådyr, og i vore dage rummer Gribskov og Jægersborg Dyrehave nogle af landets største bestande.

.

Parforcejagt forudsætter store, vildtrige arealer, et stort antal heste og hunde samt mange jægere. Aflivningen af byttet skete med lanse eller et kort jagtsværd, en såkaldt hirschfænger. Jagten var derfor både en demonstration af jægerens økonomiske magt og af hans eget mod og styrke. Christian 5. hentede personalet, hundene og endda hestene til sin parforcejagt i England, og sammen med det åbne landskab var det muligvis årsagen til, at der ikke blev anlagt jagtveje i Jægersborg Dyrehave.

Det eksisterende vildt i hegningen blev suppleret med kronvildt fra bl.a. Bornholm, og i begyndelsen af 1700-tallet omfattede det også en del dåvildt og råvildt. Hegnets tilstand og datidens vildtpleje betød dog, at bestanden af hjorte hele tiden måtte suppleres. I 1923 blev der også udsat sikavildt. I dag tæller vildtbestanden i Jægersborg Dyrehave ca. 300 krondyr, ca. 1.600 dådyr og ca. 100 sikaer.

Kongernes Nordsjælland

Planen for parforcejagtlandskabet i Nordsjælland fremgår tydeligt af kortet fra ca. 1685. I udsnittet ses Store Dyrehave med Kongestjernen i centrum, mens man i Gribskov mod nord kan se Ottevejskorset samt Ottevej.

.

Fra ca. 1685 inddrog man skovene ved Frederiksdal og Frederiksborg i parforcejagten. Her var terrænet kuperet, gruset og sumpet, så veje var nødvendige. Ved Frederiksborg Slot blev den firkantede Store Dyrehave udgangspunkt for vejsystemerne, som blev hugget i skoven som ottevejsstjerner. Måske derfor blev de otte veje ikke forbundet med runde veje, så vejsystemet kom til at ligne et spindelvæv, men i stedet med rette veje i et kvadratnet. Det var et nyt princip for jagtveje og var i tråd med tidens forestilling om, at matematik og geometri var et af de fornemste udtryk for Guds fornuft.

Stjernevejene fik numre, og vejkrydsene mellem stjerneveje og veje i kvadratet hed kors, fx Femvejskorset. I Store Dyrehave blev tallene hugget i sten, og i den centrale Kongestjerne satte man en firkantet sten med Christian 5.s navnetræk og en kompasrose. Så kunne alle se, at den enevældige konges gudgivne fornuft her havde skabt orden i naturens kaos. I de øvrige skove var der ingen sten, og navnene er dårligt bevaret, så vejnumrene har formentlig været skrevet på træerne. I Gribskov fortæller Ottevejs- og Femvejskorset dog, at vejene ligesom i Store Dyrehave har været nummereret mod uret.

Da Frederik 4. i 1720’erne anlagde Fredensborg Slotshave, kom havens længste allé til at ligge parallelt med den længste jagtvej i Gribskov. Her blev der anlagt yderligere en allé, Dronningens Bøge, lige over for parkens Eremitageallé. Alléernes placeringer understregede, at den enevældige konges magt omfattede hele landskabet omkring Esrum Sø.

Verdensarv

I de kongelige skove betød oplysningstidens reformer, at fokus blev flyttet fra jagt til skovbrug, og i 1777 blev den kongelige parforcejagt nedlagt for altid. Skovene blev fredet, og jagtvejene bevaret som skovveje. I dag er de gamle parforcejagtskove nogle af Nordsjællands vigtigste rekreative områder.

I 2015 kom parforcejagtlandskabet i Nordsjælland på UNESCOs verdensarvsliste. Landskabet udgør en serie af tre skove, som dækker ca. 4.543 ha samt bufferzoner og omfatter ca. 125 km jagtveje. I sin helhed viser serien, hvordan barokkens europæiske herskere har udvekslet og udviklet idéer om jagten og dens landskab, og hvordan den særlige jagtform blev et led i enevældens pragtudfoldelse. Idéerne kommer særlig tydeligt til udtryk i designet af de jagtveje, som sidst i 1600-tallet blev anlagt til den kongelige parforcejagt.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Hillerød Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Skove