Skovsbo, Rynkeby

Skovsbos historie kan spores tilbage til 1369, hvor godset var ejet af den danske adelsmand Tue Nielsen Bild. Dernæst var Skovsbo i Lykke-slægtens eje, inden lensmanden og rigshofmester for Frederik II, Eilar Hardenberg, overtog godset i 1562.

Rigsråd Erik Hardenberg (1534-1604) arvede Skovsbo i 1565 efter sin far. I 1572 påbegyndte Hardenberg opførelsen af den nuværende hovedbygning, der stod færdig omkring 1579. Murbehandlingen på bygningens gavle peger på den italienske bygmester Domenicus Badiaz som arkitekten bag Skovsbo. Hardenbergs og hans hustru Anna Rønnows lykkelige tid på den nybyggede herregård blev imidlertid ad åre præget af flere ulykker. Adskillige af deres børn nåede ikke voksenalder. Hvor Anna Rønnow især søgte trøst i troen, hun rejste bl.a. Skovsbokrucifikset ved vejen (originalen findes på Skovsbo), så var Erik Hardenberg præget af sin rige uddannelse og opvækst i Melanchtons hus i Wittenberg, han levede mest i sine bøger og studier. Hans byrd og rigdom sikrede ham dog en plads i rigsrådet.

I 1881 lod den daværende ejer, Julius Ludvig Ahlefeldt-Laurvig-Bille, en ny nordre sidefløj opføre i to etager efter tegning af arkitekt August Klein.

I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Ved besigtigelsen var anlægget under restaurering, herunder med ny taglægning.

Skovsbo er beliggende i landlige omgivelser sydøst for Rynkeby. Hovedbygningen befinder sig mellem herregårdens avlsgård og park. Hovedbygningen er et trefløjet og fritliggende anlæg på 31,5 x 10,5 m bestående af en vestvendt hovedfløj i to stokværk med et ottekantet trappetårn midt på facaden mod gården. Til havesiden er en kort sydlig sidefløj i to stokværk samt en firkantet tårnbygning. Mod nord er en senere tilføjet, lidt længere sidefløj, der ligeledes er i to stokværk og forsynet med en firkantet tårnbygning i hjørnet nærmest hovedfløjen. Mellem tårnbygningerne er en terrasse i stueplan med en trappe, der giver adgang til haven. Hovedbygningen er opført i røde munkesten i krydsforbandt over en sokkel af granitkvadre. Hovedfløjen, trappetårnet og den sydlige sidefløj er pudsede og hvidkalkede, mens den nordlige sidefløj og dennes tårnbygning står i blank mur. I murfladerne er en del liljeformede murankre ved etageadskillelserne, herunder to med årstallene 1572 og 1579. Øverst har anlægget en profileret hovedgesims. Alle tre fløje er udstyret med svungne gavle, der vandret opdeles af bånd og er forsynet med volutter afsluttet med pinakler. Øverst er gavlene afsluttet med små trekantsfrontoner. Også de små tårnbygninger har svungne gavle udformet i stil med fløjenes gavle. Anlægget bærer stejle heltage hængt med røde vingetegl, mens trappetårnet bærer et skiferklædt, ottekantet og opskalket tag, der øverst krones af en morgenstjerne. Hovedfløjen er udstyret med skorstene ved gavlene samt to skorstene placeret asymmetrisk i rygningen, mens den sydlige sidefløj har en gavl- og rygningsplaceret skorsten, og den nordlige sidefløj har gavlplacerede skorstene. Skorstenene er af forskellig udformning. I det gårdvendte trappetårn er en let fremspringende indgangsportal med en spidsbuet dørniche flankeret af pilastre og med overliggende indfatninger. Øverst er en profileret frontispice med sideordnede kugledekorationer. I dørnichen er en tofløjet, lakeret fyldningsdør med et spidsbuet overvindue med farvede glas, begge historicistiske.

Umiddelbart nord for trappetårnet er en fremspringende kældernedgang med ensidig taghældning og en dyb, fladbuet kælderniche med en traditionelt udført, lysegrå fyldningsdør. Til havesiden er der ud til terrassen en havedør placeret nord for midteraksen i anlægget. Døren er en nyere, tofløjet og lysegrå fyldningsdør med glas i de øvre fyldninger samt et todelt overvindue. Trappen til terrassen er midtstillet og vifteformet, med granittrin, og både trappe og terrasse er forsynet med et rigt udformet smedejernsgelænder. Umiddelbart syd for trappen er en kældernedgang forsynet med en nyere, lysegrå fyldningsdør. Skovsbos hovedbygning har i overvejende grad en ældre vinduessætning. På hovedetagerne er firerammede vinduer, og disse har midtstillede tværposte og todelte rammer. I kælderetagen er torammede vinduer, mens der i gavle og tårn er ét- og torammede vinduer. Alle vinduer er malet lysegrå. På trappetårnet er mod gården placeret en urskive.

Skovsbos hovedbygning har i store træk en velbevaret etage- og planløsning. Under hovedfløjen og den sydlige sidefløj er en velbevaret renæssancekælder. Kælderen under den nordlige sidefløj samt under tårnbygningen hertil og terrassen mod haven er senere. Kælderen har en velbevaret planløsning med en langsgående gang, en række mindre rum mod syd og øst samt i hovedfløjen et større, nordvendt gavlrum. Kælderen er indrettet til bespisning og forskellige lagerformål. I trappetårnet er en vindeltrappe i historicistisk stil med trætrin, drejede og udskårne balustre og en profileret håndliste. Stueetagen omfatter en central vestibule, der mod nord giver adgang til anlæggets ridder- eller dansesal, der er en stor gavlstue. Herfra er adgang til en spisesal i den nordre sidefløj. Ved nordre sidefløjs vestvendte gavl er en toløbet bagtrappe i historicistisk stil med drejede balustre og mægler samt en profileret håndliste. Der er i forbindelse med spisesalen et anretter-rum i tårnbygningen. Fra anretter-rummet er tillige forbindelse til kælderen via en traditionelt udført ligeløbstrappe. Mod haven er der en mindre spisestue og et køkken placeret en-suite. Vestibulen giver mod syd og gennem en forstue adgang til den sydvendte gavlstue, kaldet kaminstuen, og herfra er adgang til et mindre rum i den sydlige tårnbygning, der tydeligvis har været et trappetårn ved opførelsen. Dertil kommer adgang til en kapellignende opholdsstue med hvælvinger i den sydlige sidefløj. Fra trappetårnet kommer man til førstes sal. Her er en gårdvendt fordelingsgang samt en forstue mod syd. Mod haven er i hovedfløjen to værelser, et anretter-rum, et centralt værelse og et havevendt toilet og badeværelse. Mod nord er der to mindre, gårdvendte rum samt en havevendt stue. Herfra er adgang til bagtrappen samt en domestikgang i nordre sidefløj. I sidefløjen er to værelser og i trappebygningen et lille rum. Mod syd er i hovedfløjen en gavlstue med et indbygget toilet og adgang til et nyere badeværelse i trappebygningen, og fra gavlstuen er adgang til en stue i den sydlige sidefløj. Skovsbo har på anden sal en udnyttet tagetage, der i den nederste del af det oprindelige styrterumsloft omfatter en meget velbevaret domestikafdeling.

I hovedfløjen er en lang fordelingsgang med forbindelser til sidefløjene, og såvel ved gavlene som til haven er i hovedfløjen værelser og arbejdsrum af forskellig størrelse. Havevendt, uden på værelserne, er i hovedfløjen en langsgående skunk. I sidefløjene er der uudnyttede loftsrum, men i den nordlige sidefløj afsluttes bagtrappen i et selvstændigt trapperum. En ældre ligeløbstrappe med adgang fra fordelingsgangen forbinder hovedfløjens domestiketage med spidsloftet over denne. Spidsloftet går i hele hovedfløjens længde og står uudnyttet. Midtfor er gennem et tagvindue adgang til tårnets loftsrum, hvor et urværk er placeret.

Skovsbo har i det indre en i overvejende grad ældre og traditionel materialeholdning, der på hovedetagerne samt på i tagetagen navnlig afspejler 1800-tallets historicisme med enkelte nyere indslag. Interiøret er de fleste steder indpasset i den ældre renæssanceskal i hovedfløjen og i den og sydlige sidefløj eller etableret i tråd hermed i den nordre sidefløj. I renæssancekælderen er der bevarede grathvæl, svære piller og dybe vinduesnicher. Der er ældre gulvlægning af pigsten og teglsten samt af nyere fliser og støbte gulve. Vægge og lofter er i overvejende grad pudsede og hvidkalkede og -malede, men enkelte steder står murværk, tilhugne kvadre og rå kampesten blottet. I anlægget er der bevarede skorstenskerner. Den ældre disposition fra renæssancen afspejler sig navnlig i placeringen af senere fajanceovne og pejse ved gavlene. Dertil kommer ovne i støbejern. Vinduerne er for størstedelens vedkommende forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer.

Der er i overvejende grad ældre døre, hvor de fleste er én- og tofløjede fyldningsdøre med greb og gerichter. Hovedparten af disse er i klassicistisk og historicistisk stil, men der er også enkelte barokke fyldningsdøre, enkelte indbyggede døre i vægge, og i øvrigt enklere fyldningsdøre, de fleste fra 1800-tallet. På hovedetagerne er der gulve af fliser, ældre og nyere plankegulve samt parketgulve af forskellig udformning. På hovedetagerne er stuerne udstyret med brystningspaneler, ligesom der i de større rum er lysningspaneler. Dertil kommer enkelte ovnpilastre. I den hvælvede stue i den sydlige sidefløj er pilastre med joniske kapitæler og profilerede overstykker samt ribbebesatte hvælv. Der er pudsede og malede vægge, vægge med lærredsfelter og lærredsvægge med gyldenlæder samt vægge med ældre tapet og tapetrester. På badeværelserne er en nyere materialeholdning. Der er en bevaret stukkatur i mange stuer og værelser, herunder i form af profilerede kantlister, gesimser, friser med tandsnit, rosetter, konsoller og bladslyng. Dertil kommer loftsrosetter og båndslyng. På domestiketagen er der ældre bræddegulve, og flere steder er der bræddebeklædning og ældre tapet. Der er mod tagvæggene en del fyldningslåger i gangen samt bræddebeklædte vinduesnicher. I sidefløjenes loftsrum samt på spidsloftet er generelt velbevarede tømmerkonstruktioner, undertag af brædder, ligesom tårnet har en ældre og synlig tagkonstruktion.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Skovsbos beliggenhed midt i det frodige sletteland syd for Kerteminde, mellem spredte rester af de skove, der har lagt navn til ejendommen. Afskærmet mod øst af sin landskabelige park, fra vejen af avlslænger og mod vest af den ældre bindingsværkslades mægtige længe har herregården endnu en imposant virkning i det flade landskab, ikke mindst i kraft af hovedbygningens stejlt knejsende spir. Ved den gamle alfarvej, der passerer forbi Skovsbo står en kopi af det berømte Skovsbokrucifiks rejst omkring år 1600. Det bidrager yderligere til kulturmiljøet omkring Skovsbos hovedbygning som et både historisk og stemningsfuldt, nærmest alvorsfuldt, herregårdslandskab, trods senere tiders udstykninger og forandringer.

Skovsbos hovedbygning er bygget mellem 1572 og 1579 og udmærker sig ved at være ét af de første, helt civile herresæder på det hidtil så forsvarsbetonede Fyn. Voldgrave synes aldrig at have eksisteret omkring anlægget.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til Skovsbos trefløjede hovedbygning, herunder med sokkeler i kvadre, mure i munkesten og de teglhængte tage. Tilsammen udgør anlægget et mindre, men yderst helstøbt byggeri fra renæssancen, og selv den nordre sidefløj fra 1881 er i sin udformning afstemt til renæssanceanlægget. Den nyere fløjs indpasning i renæssancestilen understreges især ved at stå i blank mur, og udgør herved lidt et paradoks ved at den oprindelige del af anlægget senere er overpudset og hvidkalket, hvor renæssancen foretrak blank mur med fremhævelse af ornamenter i natursten. De meget velkomponerede gavlkamme på fløjene med carnis- og volutsvungne afdækninger stigende fra de profilerede bånd af sandsten, der oprindelig yderst bar postamenter med kugler, var stilsættende og må derfor tilskrives betydelig kulturhistorisk værdi. Gavlkammenes udformning fandt således efterligning i næsten hele det følgende århundredes fynske herregårdsbyggeri, senest på portbygningen Adlerhus (1689) på Wedellsborg, foruden på ikke så få kirker. I renæssancen benævnes de svungne gavle ofte vælske gavle, dvs. af romansk eller italiensk oprindelse. Skovsbos gavle peger således også, sammen med murbehandlingens karakter og detaljerne, på den italienske bygmester Domenicus Badiaz som mulig arkitekt bag anlægget. Et af Badiaz kendetegn var netop hans murbehandling med brug af kvaderbånd i sandsten, og det er blandet andet dette træk, der knytter hans navn til andre fynske herregårde som Holckenhavn, Juulskov og Arreskov. Især Juulskovs (1589) gavle minder i form om det ældre Skovsbo. I 1700-tallets midte omtales, at en daværende ejer, Geheimerådindre F.L. Rosenkrantz, havde ladet bygningen anseelig renovere. Det var dog en senere ejer, Justitsråd Jens Magnus Berg, der i 1811 mest markant ombyggede og moderniserede anlægget. Herfra stammer antageligt de nuværende høje og smalle firerammede vinduer med midtsiddende tværposte og todelte rammer. Den ret uregelmæssige placering af vinduesfag på hovedfløjens haveside er dog fastholdt til i dag.

Foreningen af renæssance- og klassicisme i anlægget fik yderligere et stilsupplement i 1881, der navnlig knytter an til renæssancens festlige alvor: Den nygotisk-inspirerede hovedindgang i portalen på trappetårnet, der med sin spidsbuede niche fremhæver historicismen i anlægget. Hertil kommer den tofløjede dør og overvinduet med alle snedker- og glasdetaljer. Det samme gælder det skiferbeklædte spir. Af kulturhistorisk værdi er herudover trappen og terrassen med smedejernsgelænder, som også hører til de senere tilføjelser, der giver anlægget et galant og indbydende præg til havesiden. Til øvrige detaljer kommer alle de dekorative, liljeformede murankre placeret ved etageadskillelserne i anlægget, herunder de to med angivelse af opførelsesårene. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle skorstenene, herunder særligt til placeringen af skorstenspiberne i forbindelse med gavlkammene, hvad der er et typisk træk for renæssancens byggeri.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til Skovsbos generelt meget velbevarede etage- og planløsning, hvor anlæggets grundlæggende løsninger på helstøbt vis er fastholdt og suppleret af særlig 1881-ombygningens historicisme. Selvom Skovsbo i sit ydre ikke opviser forsvarsindretninger, afspejler hovedbygningen i sin plan en afsvækket udgave af de ældre fynske herreborges fortifikatoriske anlæg. Dette kommer til udtryk i hovedfløjens udstyring med det slanke, ottekantede trappetårn, ligesom den korte, sydlige sidefløj med dens oprindelige, tårnlignende trappebygning i hjørnet mellem fløjene introducerer denne nye bygningstype: Enkelthuset med tårn og tilhørende sidefløj med tårnkarnap. Anlægget er dog primært civilt af karakter, og det afspejler dermed et voksende fokus på boligkomfort i anden halvdel af 1500-tallet. Dette kommer til udtryk i den mere differentierede planløsning af Skovsbo, som det siden ses i bl.a. Holckenhavns østfløj og på Harridslevgård. Til de vigtigste bevarede elementer fra renæssancens etage- og planløsning på Skovsbo hører den delvist intakte kælder med grathvælv og murdetaljer under størstedelen af hovedfløjen og under den sydlige sidefløj. Der knytter sig derudover kulturhistorisk værdi til planløsningerne på hovedetagerne, herunder især til dispositionen med gavlstuer i hele husets bredde i stueetagen og i den sydlige del af stueetagen. Dertil kommer vestibulen i stueetagen med adgang fra trappetårnet, som anlæggets primære omdrejningspunkt, og stuerne i sidefløjene. Disse stuer og værelser kan betragtes funktionsmæssigt som forlængelser af en overordnet og generelt intakt plan, der yderst i anlægget har de repræsentative rum (eller sale) og i midten, primært vendt mod haven, de privatbetonede og funktionsbetingende rum.

Derudover kommer den velbevarede bagtrappe i den nordlige sidefløj samt ligeløbstrappen til kælderen fra anretter-rummet i stueetagen, der ligeledes afspejler en skelnen mellem den repræsentative og den funktionsbetingede passage mellem etagerne. Det samme gælder den smalle korridor i den nordlige sidefløj til diskret passage til betjening af spisesalen via bagtrappen fra et tidligere køkken i kælderen. Der knytter sig en særlig kulturhistorisk værdi til den velbevarede arbejds- og domestiketage indrettet i den nederste del af hovedfløjens gamle styrterumsloft. Her ses i høj grad et anlæg, hvor man får et helhedsindtryk af herregårdens hovedbygning som et minisamfund. 1800-tallets godsdrift byggede endnu på et stort folkehold med mange fag og funktioner samlet under ét tag. Ved gavlene er der lidt finere værelser, der tyder på gæsteindkvartering eller bolig for det overordnede personale, mens den lange gang med værelser og arbejdsrum har dannet ramme om bl.a. linnedrum og værelser til tjenestefolk.

Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre dele, detaljer og overflader, der er med til at give karakter til anlæggets etager og rum. Ingen af hovedetagernes rum står med renæssancens udtryk og materialeholdning, men flere steder er karakteren på harmonisk vis fastholdt og videreført i en klassicistisk og historicistisk form. De bevarede skorstenskerner ved gavlene illustrerer i flere sale placeringen af de oprindelige ildsteder, hvor nu fajanceovne og nyere pejse er at finde. Brugen af fliser og enkle, pudsede vægge i vestibulen samt den historicistiske vindeltrappe fastholder ligeledes bygningens ældre udtryk i det indre på centrale steder. Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til de i overvejende grad bevarede én- og tofløjede fyldningsdøre med greb, gerichter og hængsler i behold. Dertil kommer de såkaldt hemmelige døre, der navnlig muliggjorde tjenestefolkenes diskrete betjening af herskabet. Dernæst kommer de enkelte barokdøre og de talrige enklere fyldningsdøre, antagelig fra 1800-tallets slutning. Det klassicistiske og historicistiske udtryk dominerer de repræsentative rum, herunder især dansesalen og spisesalen i stueetagen, hvor sidstnævnte ved sin materialeholdning med blomstertapeter og mørkt træ vidner om en tidstypisk forkærlighed for et markant, lidt tilbageskuende udtryk. Den historicistiske indlejring i en ældre ramme gør sig ligeledes illustrativt gældende i den såkaldte kapelstue i den sydlige sidefløjs stueetage. Her er vægge og ældre ribbehvælv blevet ombygget til et ekspressivt rum med pilastre, rosetudsmykning og gesimser samt en dristig farveholdning, der står i kontrast til de lyse og hvide kulører andre steder i bygningerne. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle de velbevarede brystningspaneler, ovnpilastre samt alle lysningspanelerne, hvor sidstnævntes bredde afspejler renæssancens svære dimensioner i ydermurene. Dertil kommer alle øvrige paneler, forgyldte tapeter, blomstrede tapeter og øvrige vægdekorationer, der samlet set dækker en bred vifte af stilarter. Det samme gælder stukkaturen i form af profilerede kantlister, dekorative friser med rosetter, båndslyng og øvrig loftsudsmykning, der også omfatter bemalet træværk i vestibulen, der viser inspiration fra ældre tiders bemalede bjælkelag. Hovedvægten på stueetagens repræsentative rum er yderligere afspejlet af første sals i vid udstrækning mere nøgterne udstyr eller mangel på udsmykning.

Der knytter kulturhistorisk værdi til de ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, der især findes i de mindre rum, mens parketgulvene og nyere plankegulve dominerer i de større, repræsentative rum. Her har fornyelsen og stilskiftene været mest markant. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til anlæggets spidslofter, herunder til forskellen mellem den nye og den gamle sidefløj, til de åbne rum med tømmerkonstruktioner, skorstenskerner og ældre gavlmurværk. Endelig kommer tårnets loftsrum med ældre tømmerkonstruktioner, der synliggør spirets konstruktive udformning. Derudover kommer det velbevarede tårn-ur fra Bertram Larsen Taarnuhrsfabrik, Kjøbenhavn, dateret 1917.

Sammenfattende må det konkluderes, at Skovsbos indretning med hovedvægt på vindeltrappen og de repræsentative rum repræsenterer en håndværksmæssig standard på et højt og ambitiøst niveau inden for datidens, navnlig 1800-tallets herregårdsindretninger. I hovedtræk er denne fortælling bevaret og harmonisk indpasset i anlæggets renæssanceskal.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det grundmurede og markante trefløjede anlæg, der med sin hovedfløj med tårn og de to sidefløje med tårnkarnapper udgør et meget helstøbt og velproportioneret anlæg. Hovedbygningens stramme og klare linjer har især en opadstræbende og formmæssigt ekspressiv karakter, hvilket primært skyldes de karakterfuldt svungne gavle i forskellige skalaer, hovedfløjens højde og stejle taghældning samt det ottekantede tårn med det knejsende spir. De klart disponerede og velformede bygningsvolumener afspejler en form- og udtrykssans på højt arkitektonisk niveau, og den homogene og sammenhængende materialeholdning bidrager ydermere til anlæggets overbevisende helhedsvirkning. Den ensartede, ligeledes vertikalt orienterede, vinduessætning giver et harmonisk modspil til de svære mure. Det samme gælder brugen af sandstensbånd, gesimser og øvrige dekorative murdetaljer, der alle fremstår i sikker samklang med bygningernes grundformer.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til trappetårnet med den elegante vindeltrappe og den veldisponerede planløsning af især stueetagen med de gavlvendte sale og større rum i sidefløjene. Løsningen med gennemlyste rum af gode proportioner giver mange steder en udpræget harmonisk og generøs virkning på herregården, hvis øvrige udtryk er præget af soliditet og tyngde, ikke mindst med de dybe vinduesnicher og de udtryksfulde grathvælv i kælderen. Sidstnævnte har en skulpturel karakter, der effektivt formidler deres tektoniske betydning for anlægget.

Læs videre om

• Andresens Gård, Kerteminde
• Hverringe, Viby
• Kerteminde Museum

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen