Skovsnogen – Deep Forest Artland er et skovområde, der dækker 25 ha i Døvling Meldgaard Skov. Projektet forbinder kunst og naturoplevelse. De 30 værker af 13 kunstnere, som Jes Brinchs HATE fra 2013, giver mange bud på æstetiske udtryk, og hvad man kan møde i skoven.
.

I den sydligste del af Herning Kommune tæt ved Skjern Å ligger Skovsnogen – Deep Forest Artland. En vandring ad en 3 km rute gennem et område på 25 ha kan begynde ved p-pladsen på Døvlingvej 200 m fra Sdr. Ommevej. Projektet blev etableret af Søren Taaning og René Schmidt i 2009 i samarbejde med Friluftsrådet. Skovsnogen kombinerer naturoplevelse med kunst, men den adskiller sig fra de traditionelle skulpturparker ved at invitere kunstnerne til at arbejde med deres vante praksisser helt inde mellem skovens træer. Området viser værker af bl.a. Anders Bonnesen, Jes Brinch, Jesper Dalgaard, Hesselholdt & Mejlvang, Henrik Plenge Jacobsen, Elle Klarskov Jørgensen, John Kørner, Peter Land, Johanne Skovbo Lasgaard, Katrine Naumann, Rikke Ravn Sørensen, Melou Vanggaard og Mette Vangsgaard. Skovsnogens kunstrum udgør et eksperimenterende alternativ til landets øvrige skulpturparker og land art-projekter. De tætte skovrum etablerer en anderledes intensitet og uforudsigelighed i kunstoplevelsen, ligesom de store træer går i dialog med værkerne. Således sættes eksempelvis kunstens midlertidighed i scene af træernes og skovbundens forgængelighed. Skovsnogen, der har navn efter en af stedets skulpturer udført af kunstnergruppen Monstrum, er åben året rundt.

Videre læsning

Læs mere om billedkunst i Herning Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Billedkunst