Slotsgade 24
.
Slotsgade 24
.
Slotsgade 24
.
Slotsgade 24
.
Slotsgade 24
.

Slotsgade 24 ligger på Slotsgade 24 i Aabenraa Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tingslyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Det grundmurede forhus blev opført ca. 1765 for borgmester Burchard Christian Kamphøvener. Gavlkvistens nuværende udseende synes at være fra tiden omkring 1800. Gadesidens øvrige udformning, dvs. hoveddøren med indramning, de profilerede sålbænke, vinduesbryn, gesims, trævinduer og støbejernsvinduer, er sandsynligvis fra tiden kort efter 1855, da jernstøber Andreas T. Stallknecht overtog huset i 1855. Derfor bærer huset initialerne af støbejern: "A. T. Stallknecht".

Beskrivelse

På nordsiden af Slotsgade, der er en af de sydligste gader i det gamle Aabenraa, ligger Slotsgade 24 som udgøres af et forhus, et fritliggende baghus og en pigstensbelagt gårdsplads.

Forhuset er et grundmuret, enetages langhus på 19 fag med gavlkvist mod gaden over det let fremspringende midtparti samt teglhængt heltag med tre murede skorstenspiber. I tagfladerne ses træklædte taskekviste og nyere ovenlysvinduer. Forhuset fremtræder pudset i en lys sandfarvet nuance over en delvis synlig sokkel af granitsten. Den kraftige gesims er hvid, og gavlen er beklædt med rødmalede, lodretstillede brædder, sternbrædder og knægtbårne vandnæser. Mod vest er en revleport med indgangsdør, mens de østligste fag udgøres af store, rundbuede støbejernsvinduer med hvide, trukne vinduesbryn. De øvrige vinduer udgøres af korspostvinduer med underdelt ramme, men vinduerne i kvistene og øverst i gavlen er torammede og tredelte. Omkring hoveddøren, som er en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue, er en dørindramning. Port, vinduer og døre er alle rødmalede. Forhusets øvrige døre er forskellige, herunder en nyere revledør med fast parti og overvindue samt tofløjede døre lig vinduerne, men med fylding nederst.

Portgennemkørslen har pigstensbelægning og fritliggende bjælkelag med loftsbrædder. Forhuset er inddelt i fem lejligheder. Der er én lejlighed i stueetagen mod vest, mens der mod øst er to lejligheder i to plan, og endelig er der to lejligheder i tagetagen mod vest, hvoraf den ene har en hems under kip. Indvendigt er dele af den oprindelige planløsning bevaret, herunder en gennemgående tværdiele med en ældre hovedtrappe. Det indre er domineret af ældre og traditionelle overflader, herunder ølandsfliser, klinkegulve, trægulve, pudsede vægge og lofter, samt bræddelofter med fritliggende bjælkelag. Der er bevaret ældre bygningsdele og detaljer så som fritstående støbejernssøjler, en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter og en kakkelovn. Vinduerne er forsynet med forsatsrammer eller optoglas.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til dens placering som en del af husrækken, hvor den er med til at fastholde Slotsgades karakterfulde og historisk dominerede gadeforløb. Hertil kommer den bevarede, traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, portgennemkørsel og baghus samt en pigstensbelagt gårdsplads.

Kulturhistorisk værdi

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den rige købstadsarkitektur som denne viser sig i bygningens volumen med et stort heltag og gavlkvist, klassicistiske korspostvinduer, øjenbryn og kraftig gesims samt det fremhævede indgangsparti med en ældre, detaljerig hoveddør med særegent overvindue, som alle beretter om Aabenraas opblomstringsperiode i 1700-tallet, hvor skibsfart, handel og fiskeri bragte velstand til byen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at dele af den ældre planløsning er bevaret, herunder den gennemgående tværdiele med ældre ølandsflisegulv og rokoko udformet hovedtrappe og fyldingsdøre. Fra dielen er der adgang til bygningens eneste oprindelige lejlighed, hvor køkken og bad er placeret mod gården. I lejligheden vest for dielen boede ejeren, og øst for dielen var butikslokalet, hvor lejlighedernes fritstående støbejernssøjler vidner om, at dette tidligere var ét stort lokale. Dette understreges tillige af de store støbejernsvinduer i facaden, der beretter om, at der siden midten af 1800-tallet var et jernstøberi i baghuset. Endelig er der kulturhistorisk værdi i de bevarede ældre bygningsdele og detaljer, herunder fyldingsdøre og gerichter samt i det traditionelt fremtrædende portrum.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Slotsgade 24 knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrops lange og enkle form med taktfast placerede vinduer, heltag og skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer bygningens let fremhævede midterparti, der med den let indrammede hoveddør og den simpelt udsmykkede gavltrekant samler den langstrakte bygning og giver den pondus. De homogene pudsede murflader, det røde tegltag og de skurede skorstenspiber samler bygningen til ét kompakt volumen. Den kraftige, svungne gesims og de forfinede, smalle øjenbryn giver bygningen et elegant udtryk, uden at være prangende. I det indre er der arkitektonisk værdi i den gennemlyste tværdiele og i særdeleshed i det ældre ølandsflisegulvs rustikke og slidte overflade, der danner en fin kontrast til den forfinede rokokotrappe og de detaljerede fyldingsdøre. Hertil kommer stuelejlighedens stuer en suite med dobbelte fløjdøre imellem. Endelig er der arkitektonisk værdi i den østre dels mere rustikke materialefremtræden med vandskurede vægge og stor loftshøjde, der understreges af det fritliggende bjælkelag med loftsbrædder samt ved det store lysindfald fra de lave støbejernsvinduer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links