Den sociale sikring er et væsentligt element i velfærdsstaten, og da velfærdsstaten er en implicit kontrakt mellem generationer, retter den sociale sikring sig også på forskellig vis mod de forskellige generationer: børn og unge, de erhvervsaktive og de ældre.
Den sociale sikring består af to hovedelementer: indkomstoverførsler og serviceydelser. Indkomstoverførslerne er de kontantydelser i form af forsørgelsesydelser (som pension og dagpenge) og andre ydelser (som boligstøtte og børnefamilieydelse), hvor der direkte overføres penge fra eksempelvis kommunen, a-kassen eller pensionskassen til den enkelte borger.
Serviceydelserne er de ydelser, man som borger kan blive visiteret til, fx behandling i sundhedsvæsenet, hjemmehjælp for ældre og forskellige former for støtteordninger for funktionshæmmede, på basis af en professionel behovsvurdering.
I de fleste tilfælde er både forsørgelsesydelserne og serviceydelserne noget, som velfærdsstaten, altså det offentlige, tager sig af. Organisatorisk ligger ansvaret for administrationen af forsørgelsesydelserne og produktionen af en stor del af serviceydelserne i de 98 kommuner, for at det kan ske så tæt på den enkelte borger som muligt. Det gælder dog ikke serviceydelserne fra sundhedsvæsenet, der administreres og produceres i de fem regioner.
Men der er områder, hvor især den finansielle byrde af den sociale sikring er mere blandet. Det gælder især på ældreområdet, hvor den stigende udbredelse af arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger betyder, at en ikke uvæsentlig del af ydelserne finansieres af andre end det offentlige.
Figuren viser finansieringen af de sociale udgifter fordelt på hovedområde og finansieringstype i 2019. Det ses tydeligt, at alderdomsområdet er det klart største inden for den sociale sikring. Det dækker over udgifterne til alderspension (især folkepension og arbejdsmarkedspensioner), men også udgifter til hjemmehjælp og plejeboliger for ældre.
Det næststørste område økonomisk set er sundhedsområdet. Ydelserne her er for alle borgere, men der er en klar overvægt af ældre, der bliver behandlet i sundhedsvæsenet, relativt til de ældres andel af den samlede befolkning.
En befolkningsudvikling som den danske, hvor en forholdsmæssigt større andel af befolkningen hører til blandt de ældre, er en udfordring for velfærdsstaten. Udfordringen har været kendt længe, og som nævnt tog man allerede i 1980’erne fat på den rent politisk ved at få skabt grundlaget for den videreudvikling af arbejdsmarkedspensionerne, der gjorde, at de også kom til at dække store dele af de ansatte i den private sektor.
Resultatet ses tydeligt (se figur), hvor en betydelig del af de sociale udgifter på alderdomsområdet finansieres af andre end den offentlige sektor. Betydningen af arbejdsmarkedspensionerne ses ved den finansieringsandel, der er på dette område, fra arbejdsgiverne og de sikrede selv. Uden denne rettidige omhu ville der sandsynligvis have været et betydelig større pres på de offentlige udgifter, end det er tilfældet i dag, og danske alderspensionister ville gennemgående ikke være så godt stillede rent økonomisk, som de er i dag.
Velfærdsforliget fra sommeren 2006 er et andet politisk element, der havde som målsætning at fremtidssikre det danske velfærdssystem i lyset af den demografiske udvikling. Ved det forlig blev det besluttet fremadrettet at regulere efterløns- og pensionsalderen, så den vil stige med udviklingen i befolkningens levealder. Og som nævnt har middellevetiden længe været stigende både for mænd og kvinder.
Efter de alderdomsbetingede udgifter og udgifterne til sundhedsrelaterede ydelser følger udgifterne til invaliditetsrelaterede ydelser og familierelaterede ydelser. De invaliditetsrelaterede ydelser dækker både forsørgelsesydelser og serviceydelser til personer med funktionshæmning og til familier, der har et familiemedlem – barn eller voksen – med funktionshæmning samt de offentligt finansierede institutioner, der findes for funktionshæmmede.
De familierelaterede ydelser dækker både det, man kalder normalområdet, og det såkaldte specialområde. En stor post inden for normalområdet er daginstitutioner, mens specialområdet bl.a. omfatter foranstaltninger over for udsatte familier samt anbringelse af børn uden for hjemmet.
Ydelser i forbindelse med arbejdsløshed, som er den af de sociale sikringsydelser, der alene retter sig mod den erhvervsaktive del af befolkningen, fylder finansielt relativt lidt. Omkring halvdelen af de midler, der anvendes på dette område, er betalt af de sikrede selv i form af de betalinger, som foretages af medlemmerne af de statsanerkendte arbejdsløshedskasser.
Den sociale sikring er løbende genstand for en ofte omfattende politisk reformaktivitet og har været det i årtier. Den genopretning af dansk økonomi, der fandt sted fra midten af 1980’erne, førte som nævnt til en voldsom stigning i arbejdsløsheden og dermed i antallet af offentligt forsørgede.
Fra 1986 til 1993 steg antallet af modtagere af arbejdsløshedsdagpenge – omregnet til helårsmodtagere – med ca. 100.000 personer, fra ca. 170.000 til ca. 270.000. Samtidig steg antallet af helårsmodtagere af efterløn fra lidt over 80.000 i 1984 til ca. 190.000, da tallet toppede i 2004.
I løbet af 1990’erne fortsatte genopretningen af dansk økonomi på en sådan måde, at det smittede positivt af på ledighedstallet, som, siden det toppede i 1993, efterfølgende faldt til ca. 90.000 i 2007. Desuden indførtes forskellige restriktioner i efterlønsordningen samt incitamenter til at forlade ordningen, som fik antallet af modtagere af efterløn til at falde fra 2004 og fremefter, således at det i 2019 var på ca. 45.000.
Der er dels sket et fald i antallet af offentligt forsørgede med omkring 250.000 helårsmodtagere, fra ca. 950.000, da det toppede i midten af 1990’erne, til ca. 700.000 i 2019, dels er der sket en ændring i sammensætningen af gruppen. Den består således efter 2019 af langt flere alderspensionister og langt færre potentielt erhvervsaktive, fordi arbejdsløsheden er faldet, og efterlønnen reformeret. En stor gruppe, der med visse fluktuationer har ligget på omkring 200.000 gennem hele perioden, er førtidspensionisterne.
Det er således lykkedes politisk at ændre både antallet af offentligt forsørgede, således at der i 2019 var betydelig færre, end der tidligere havde været, og sammensætningen af gruppen, så der var langt færre i den erhvervsaktive alder, der var forsørgede i det sociale sikringssystem.
