Sofiebadet ligger på Sofiegade 15 A-B i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Badeanstalten, der var i funktion til udgangen af 1997, er en 11 fag lang, toetages længebygning i rød blankmur med skifertækket sadeltag. Facaden er udformet i et enkelt formsprog og symmetrisk opbygget med to sidestillede indgangsdøre – én til herrebadet og én til damebadet. En kraftig cordongesims med savsnit adskiller de to etager, hvoraf den nederste – badeanstalten – har store, rundbuede vinduer med originale, grønmalede rammer. I facaden har man desuden bevaret de oprindelige indgangsdøre med fyldninger, hvorimod bagsidens ene indgangsdør er udskiftet med en plan finérdør. På bagsiden har man endvidere adgang til kvindeafdelingen gennem et oprindeligt, lille bindingsværks-"udskud" med kobbertag. Endvidere bemærkes det, at den nederste meter af bagsidens murværk er udført i rødglaserede teglsten – en praktisk detalje set i lyset af, at badeanstalten deler (skole-)gård med den tidligere Dronningegades skole, nu Christianshavns Beboerforening. I det indre har man opretholdt den oprindelige plandisposition med badeafdeling i underetagen og i overetagen skolekøkken og en bestyrer-/lærerbolig, i dag indrettet til (ikke besigtigede) kommunale klubværelser og en lejlighed til den tidligere bademester. Badeafsnittene, hvoraf mandsbadet er på tre fag og kvindebadet på to fag, er adskilt af et to fag bredt, tværgående kedelrum. I badeafsnittene er planerne stort set som ved opførelsen: Fra en lille forstue, flankeret af et toilet og et opholdsrum til hhv. "bademesteren" og "badekonen", nås et større "venteværelse", fra hvilket man gennem en stor rundbuet åbning har adgang til selve badene. Begge bade består af et omklædningsrum og bag dette et egentligt brusebad. Damebadet har ydermere bevaret det ene af de to oprindelige fritstående badekar. Badene har fået nyt varmeanlæg med nye rørføringer, men er ellers bevaret med den oprindelige indretning i de originale materialer: Væggene er således beklædt med hvidglaserede fliser, dekorativt afbrudt af borter af grønsorte fliser, gulvene støbt med lys terrazzo, og omklædnings- og badekabinerne adskilt ved lysegrå marmorplader. Endvidere er en stor del af de oprindelige rør, beslag, knager etc. bevaret, dog ikke de gamle armaturer. Væsentligste ændring af badene er etablering af en træbeklædt sauna, i mandeafsnittet opsat i "venteværelset" og i kvindeafsnittet indsat i en omklædnings-/badekabine.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links