På Skovbjerg Bakkeø, ca. 3,5 km nord for Videbæk, ligger den lille moseomkransede Solsø. Pollenanalyser fra søens aflejringer har vist, at de ældste lag er ca. 130.000 år gamle. Det vil sige, at søen har eksisteret siden mellemistiden Eem, op gennem sidste istid, Weichsel, og frem til i dag. Til sammenligning er Danmarks andre søer højst 20.000 år gamle.
Søens ubrudte lagserie gør den til et vigtigt arkiv over klimaets og plantelivets udvikling gennem de seneste 130.000 år. Sedimenter blev aflejret på søbunden år efter år, og da Solsø var dyb og havde et springlag, der forhindrede omrøring og frigivelse af næringsstoffer fra bunden, forblev bundlagene uforstyrrede. Under istiden blev der aflejret vekslende lag af ler og sand. Det groveste materiale blev aflejret om foråret og sommeren. Her var afsmeltningen størst, og smeltevand førte sand ud i søen. Om vinteren var søen derimod dækket af is, og der var derfor kun begrænsede aflejringer i form af ler og organisk materiale. Den rytmiske, årstidsbetingede variation i aflejringerne kaldes for varv. Varv ses også i nutidige søer, hvor de bl.a. opstår pga. algeopblomstringer og stigende organisk produktion om foråret og sommeren.
I dag er Solsø næsten udtørret, og de åbne vandflader, som omkranses af mose og rørsump, er reduceret til mindre end en hektar. For at bevare bundlagene med deres værdifulde arkiv af pollen blev Solsø fredet i 1980.
