Sorte Hest, København

På Vesterbrogade 148 i København har der været gæstgiveri fra slutningen af 1600-tallet, og forhuset, som er fra 1771, står formentlig på 1600-tals bygningens fundament. I 1700-tallet hed værtshuset Den forgyldte Løve, og først fra 1825 blev det benævnt Sorte Hest og endvidere Kongelig Privilegeret Gjæstgivergård 1825. Bønderne fra omegnens landsbyer nåede ikke altid at komme inden for Københavns volde, før Vesterport lukkede om aftenen. Derfor gjorde de holdt ved et af de mange gæstgiverier på Vesterbro. Et af dem var Sorte Hest. Her fik de slukket tørsten, fyldt maven og hygget sig på keglebanen, og i 1700-tallet fik gæsterne sig også et gys ved at kigge over på byens galge og de hængte. I 1788 blev mellembygningen opført blandt andet til brug som kakkelovnsfabrik. I 1797 blev hjørnebygningen opført. Omkring 1825 blev forhuset forhøjet med en etage i form af den lange fabrikskvist i taget. Som erstatning for en ældre nedrevet staldbygning lod enkefru Johanne Larsen i 1872, i forlængelse af hjørnebygningen, opføre en ny grundmuret, enetages bygning indrettet til vognremise samt maler- og bødkerværksted. I 1875 blev lejligheden i mellembygningens mansardetage ombygget til karetmagerværksted, og i 1877 lod enkefruen et halvtags bræddeskur østligt i gården forandre til den eksisterende, grundmurede værkstedsbygning, som ikke er omfattet af fredningen. I begyndelsen af 1890'erne købte smedemester Julius Petersen Sorte Hest, og i 1892 lod han arkitekt Rogert Møller forandre stueetagens facade i forhuset ved at erstatte den gamle fagdeling med fem brede åbninger og nye murpiller. Efter en brand i mellembygningens tagetage i 1922, fik denne en ny tagetage i nogenlunde samme form som tidligere, dog nu med jerndragere. Det var arkitekt Kristen Gording, som forestod denne opgave. I 1928 blev sidehuset, også ved arkitekt Gording, forhøjet til de nuværende to etager plus mansardtag. Gording stod også for opførelsen af et værkstedsbaghus i nordskel samt en lille butiksbygning mod Vesterbrogade. Ud over landbrug og gæstgiveri har Sorte Hest haft et bryggeri, en brændevinshandel, en kakkelovnsfabrik og en købmandsforretning. I 1930'erne lukkede gæstgiveriet, og det blev afløst af en farvehandel. På et tidspunkt har der været bageri i forhusets stueetage. I 1980 truede en nedrivning Sorte Hest, og samme år blev ejendommen fredet. Men bygningerne stod tomme indtil bz-bevægelsen flyttede ind i de forfaldne bygninger, hvorefter de åbnede Café Morgenstjerne. I 1990 smed Københavns Kommune bz'erne ud, og herefter blev Sorte Hest gennemgribende istandsat og indrettet med butikker i stueetagen mod Vesterbrogade og andelsboliger i den resterende del.

Sorte Hest ligger på nordsiden af Vesterbrogade og består af et toetages forhus, der er sammenbygget med en toetages hjørnebygning med smigfag, som er forlænget med et toetages sidehus, der begge ligger ud mod en lille pladsdannelse. Mod nord afgrænses den store, brolagte gårdsplads af en fritliggende enetages mellembygning. Bygningerne i Sorte Hest er alle grundmurede og gulkalkede over en lav, let fremspringende, sort sokkel og bygningerne bærer røde, teglhængte mansardtage. Facaderne afsluttes af murede, gulkalkede gesimser, og vinduerne er nyere og traditionelt udførte med koblede rammer, der varierer i størrelse og udformning. Der er både to- og trefags korspostvinduer med og uden opdelte nedre rammer, tofags to-, tre- og seksdelte vinduer samt høje, etrammede butiksvinduer. Dørene er nyere og traditionelt udførte et- og tofløjede fyldingsdøre med en eller flere ruder øverst. Samtlige døre og vinduer er malet mørkegrønne. Forhuset bærer som den eneste bygning et heltag, og i hver tagflade er seks kviste med torammede vinduer, lave trekantsfordakninger og zinktage. Mod gården ses tillige et antal udluftningshætter, og i rygningen er to grupper af sammenbyggede, gulkalkede skorstenspiber af varierende højde. Mod gaden er en let tilbagetrukket anden etage, der fremstår som en langsgående fabrikskvist i overkalket bindingsværk. Mod gaden er en ældre, tofløjet revleport med pålagte, bosserede fyldinger og profilerede lister. Portrummet er brolagt, soklen er sortmalet, bindingsværksvæggene er gulkalkede over stok og sten, loftet er bræddebeklædt, og døre, indfatninger og portfløje er malet mørkegrønne. Hjørnebygningen har en tofags, teglhængt frontkvist mod vest, og i tagfladerne er der kviste med torammede vinduer og flade zinktage, samt et par nyere tagvinduer og mod gården flere udluftningshætter. I smigfaget er øverst en trefags kvist med buet zinktag og nederst en butiksdør. På hjørnebygningens facader er opsat i alt tre elektriske markiser. I sidehusets tagflader er i alt syv kviste med to- og trefags korspostvinduer, lave trekantfordakninger og zinktage samt mod gården flere udluftningshætter. I rygningen ses en høj, gulkalket skorstenspibe med krave. I mellembygningens lange tagflader er i alt 22 kviste med tofags vinduer, lave trekantfordakninger og zinktage samt flere udluftningshætter. I rygningen ses to høje, gulkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. Langs mellembygningens vestre gavl er en nyere, ligeløbstrappe i stål. Bygningerne i Sorte Hest komplekset er mod Vesterbrogade og den lille pladsdannelse indrettet med butikker i stueetagen, mens de øvrige etager samt mellembygningen er indrettet med lejligheder. I alle bygningerne er bevaret dele af en ældre planløsning, som dog ikke træder så tydeligt frem i mellembygningen, idet dens oprindeligt store rum er blevet inddelt ved indretningen til lejligheder. I både forhus og hjørnebygning er de ældre hovedtrapper bevaret, dog har trapperne har fået erstattet enkelte dele med nyere. De øvrige indvendige trapper er nyere og traditionelt udførte med indstemte trin, trævanger, -balustre og -håndlister. Samtlige lejligheder har et nyere, men traditionelt materialevalg med klinke-, teglstens- og bræddegulve, pudsede eller berappede vægge, pudsede lofter med og uden synligt bjælkelag og stukkatur. Døre og gerichter er en blanding af ældre og nyere samt nyere udført med forlæg i de ældre. Der er således både fyldingsdøre, plane pladedøre, pladedøre med kannelering og franske døre. Skorstenskernerne er generelt bevaret og i forhuset er der endvidere bevaret murede ildstedskerner med krumme hammerjern. Butikslokalerne står med flise-, klinke-, brædde- eller parketgulve, pudsede vægge, vægge beklædt med klinker eller fliser, pudsede lofter og gipspladelofter. Alle døre er nyere pladedøre med og uden kanneleringer, og den opsatte stuk i bagerforretningen er af nyere dato.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Sorte Hests placering langs Vesterbrogade, hvor forhuset og hjørnebygningen dels indgår i gadens husrække, og dels tegner den lille pladsdannelse vest for hjørnebygningen og sidehuset. Sorte Hest er grundet sin størrelse og udformning en markant ejendom i bybilledet, hvilket også understreges af placeringen, hvor Vesterbrogade knækker samt forhusenes opretholdelse af den gamle bebyggelseslinje mod gaden. Hertil kommer den miljømæssige værdi ved den store grunds traditionelle bebyggelsesmønster med forhus med portgennemkørsel mod gaden sammenbygget med et hjørne- og et sidehus samt en bagvedliggende mellembygning, der alle ligger omkring det store gårdrum. Det samlede hesteskoformede bygningskompleks udgør en yderst homogen og sluttet helhed grundet bygningernes homogene materialeholdning, der understøttes af gårdrummets ældre brolægning. Sorte Hest er således en meget vigtig del af Vesterbros historiske kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Sorte Hest knytter sig til bygningsanlæggets traditionelle proportionering og højde, der afspejler dens opførelse i 1700- og 1800-tallet. Ligeledes er Sorte Hest en velbevaret repræsentant for en typisk gæstgivergård, som tidligere kendetegnede Vesterbro, der var den bydel uden for Københavns volde, som tidligst blev bebygget, og Sorte Hests placering langs Vesterbrogade er således et vidnesbyrd om, at Vesterbrogade tidligere var Københavns vigtigste indfaldsvej fra Roskilde. Hertil kommer, at forhuset er den ældste bevarede bygning på Vesterbro, idet den er opført i 1771. Men portens kurvehanksbuede åbning mod gården kunne være et levn fra 1600-tallets bygning. At gæstgivergården var et velbesøgt sted med mange overnattende vidner de mange små og store udvidelser om, heriblandt hjørnebygningen, dernæst forhusets forhøjelse i form af en lang fabrikskvist i taget og senere sidehusforlængelsen, der også sidenhen blev forhøjet med en etage samt en mansardetage. Forhusets kraftige skorstenspiber er et bevaret vidnesbyrd om måden, hvorpå man opvarmede boligerne samt at madlavningen foregik i ildsteder. Hertil kommer de høje skorstenspiber, der er et vidnesbyrd om, at der i stueetagen har været et bageri. Den kulturhistoriske værdi for forhusets og hjørnebygningens indre knytter sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner, som kan genkendes i bygningernes langsgående hovedskillevægge og taktfaste placering af tværskillevægge for omtrent hvert andet fag. Hertil kommer placeringen af trapperummene samt lejlighedernes sekundære funktioner som køkken og badeværelser mod gården. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer som brystningspaneler, fyldingsdøre, profilerede gerichter med og uden fodklodser samt de opmurede ildsteder med krumme ildstedshammere af jern. Hertil kommer den rundbuede dørindfatning af træ med udskæringer i det vestre trapperum samt begge hovedtrapper med samtlige detaljer. At begge trapper er oprindelige, henholdsvis fra 1771 i forhuset og 1797 i hjørnebygningen, kan aflæses i deres udformning med tre løb omkring en bred durchsicht, håndlistens asymmetriske profil, de rundede hjørneposter, vangesnirklen samt at trappetrinene er indstemte i vangerne, som dels er udsmykket af cirkelslag, dels af aflange blændingsfelter. Trappen i hjørnebygningen repræsenterer endvidere flere stilperioder, idet den nederste del af værnet samt mægleren stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvilket kan aflæses i deres drejede form. De følgende løb har derimod et værn udformet af slanke, kvadratiske træbalustre, der øverst udsmykkes af krumme lister, som alle holdes sammen af en profileret liste, hvilket kendes fra begyndelsen af 1800-tallet. Trappens alder kommer dog tydeligst til udtryk i den øverste del, som fører op til loftet, hvor trinene er slidte af mange års brug. En fin detalje er, at man stadig kan se, at trappen tidligere har endt i et dobbeltløb. Den kulturhistoriske værdi ved sidehusforlængelsen knytter sig i det ydre til portåbningerne, der vidner om, at bygningen blev opført som vognremise og værksted. Mellembygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til, at den blev opført som kakkelovnsfabrik, hvilket stadig kan aflæses i bygningens ydre, hvor den imponerende, lange bygningskrop, det store mansardtag, de kraftige og høje skorstenspiber sammen med facadens variation af vindues-, dør- og portåbninger vidner om, at der her er en bygning, som oprindeligt havde en førindustriel funktion. Den kulturhistoriske værdi i mellembygningens indre knytter sig til de bevarede dele af den ældre planløsning. Hertil kommer det ældre teglstengulv og de berappede vægge, som med deres rustikke fremtoning understreger bygningens oprindelige fabriksfunktion.

Den arkitektoniske værdi ved Sorte Hest knytter sig til bygningsanlæggets sluttede og kraftfulde udtryk, der opstår trods bygningernes varierende størrelse, udformning og højde. Den homogene og enkle materialeholdning med pudsede, gulkalkede mure og røde, teglhængte tage bevirker, at de forskellige bygninger har en klædelig tyngde og fremstår som en samlet helhed. Bygningernes detaljering er sparsom, men virkningsfuld, kun en profileret hovedgesims udsmykker alle bygninger. De mørkegrønne vinduer giver en god kontrast til de pudsede, gulkalkede murflader, og den taktfaste placering af vinduerne giver det ellers sammensatte bygningskompleks en rolig og harmonisk fremtræden. Mod gaden træder forhuset frem for hjørnebygningen i kraft af forhusets højde og særegne bygningsvolumen, der opstår på grund af tagfladens todelte forløb foranlediget af den senere tilkomne, gennemgående fabrikskvist. Hertil kommer de meget markante og høje skorstenspiber med tidstypiske jernbånd omkring, der rejser sig over bygningen. Facadens eneste dekoration begrænser sig til den tofløjede revleport med pålagte fyldinger og inddelinger af profilerede lister, der gør at opmærksomheden samler sig om indkørslen til det bagvedliggende gårdrum. Med sit skrå smigfag mod gaden og det karakteristiske mansardtag formidler hjørnebygningen på fornem vis bygningskompleksets overgang fra Vesterbrogade til den lille pladsdannelse mod vest. Mellembygningens arkitektoniske værdi knytter sig til det særegne bygningsvolumen, der træder i karakter på grund af bygningens enorme længde, høje mansardtag og markante, høje skorstenspiber samt det ustrukturerede facadeskema med varierende placering af vindues-, dør- og portåbninger. Mellembygningens funktionsbetingede form og udseende bidrager således til et særegent æstetisk udtryk.

Læs videre om

• Badstuestræde 10 A, København
• Kongens Have, København
• Larsbjørnsstræde 7, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen