Spar Nord Bank har hovedsæde i Aalborg. Banken var i 1824 det første pengeinstitut i Jylland, bar navnet Aalborg Bye og Omegns Sparekasse og blev stiftet i Kjellerups Købmandsgård i Aalborg. Efter mange fusioner op gennem 1970’erne opnåede banken en stærk position i Nordjylland. Ved flere fusioner og nye filialer har banken spredt sig til at kunne betjene kunder i det meste af landet. Spar Nords strategi har været at drive en bank med fokus på almindelige privatkunder og lokalområdets små og mellemstore virksomheder, og den har i dag omkring 400.000 kunder og ca. 1.500 ansatte (2016).

I slutningen af 2016 præsenterede banken en plan, der skal styrke indtjening og reducere omkostningerne ved at modernisere og reducere antallet af filialer fra 70 til 58 i løbet af 2017.

Da sparekassen blev omdannet til et aktieselskab i 1990, blev den såkaldt herreløse egenkapital opsamlet i en fond – Spar Nord Fonden – der i dag ejer 18,5 % af aktiekapitalen. Da resten af aktiekapitalen er spredt på omkring 112.000 aktionærer, har fonden en stor ejerindflydelse på Spar Nord. Fondens aktieudbytte bruges til uddelinger, bl.a. til kultur, forskning og frivilligt arbejde. Fonden har annonceret, at den i 2017 vil uddele 40 mio. kr.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Aalborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked