Spentrupstenen 2 er en runesten fra 970-1020 i yngre vikingetid. Stenen nævnes første gang i 1767 af Abildgaard, hvor den lå i en bred bæk ved enden af en stenbro ved Jennum By. I længere tid var man uvidende om runestenens plads. I 1913 blev stenen genfundet, men sprængt i syv stykker, før man opdagede runerne, hvorefter den blev samlet og rejst i den daværende museumshave ved Randers Museum. Spentrupstenen 2 er udstillet på Museum Østjylland i Randers. Ved flytningen i 1960’erne fra det gamle museum skete et uheld, så stenen gik i 14-15 stykker og måtte restaureres af billedhuggeren Vitus Nielsen. Den består af granit og er 132 cm høj, 110 cm bred og 18 cm dyb.
Inskriptionen, der er skrevet på olddansk og med runer fra vikingetid, lyder: "Āskatla rēsþi ... ...-[gī]sl, (?)Spīka/Spika sun, stēn þannsi."
Oversat lyder indskriften: "Askatle rejste denne sten ..., Speges/Spækkes(?) søn."
Ved Erik Moltkes og Marie Stoklunds undersøgelse af stenen efter genkonserveringen afvistes læsningen sbaka. Den mest oplagte etymologi til mandsnavnet 'sbika' (genitiv) er et svagtbøjet tilnavn dannet til maskulinumsordet spīkr 'søm' eller neutrumsordet spik 'spæk', der er overleveret som tilnavnene Spegh og Spek i den gammeldanske periode. I givet fald sigter tilnavnene til en lang og tynd eller en fedladen person.
