Midt i Storebælt ligger den ubeboede Sprogø, der har en kerne af istidsaflejringer, et marint forland mod vest og en odde mod øst. Ved anlæggelsen af Storebæltsforbindelsen blev øens areal udvidet ca. fire gange, og det kunstigt skabte areal er omkranset af et stort stendige nord for jernbaneforbindelsen og et mindre areal mellem motorvejen og jernbanen. Øen fungerer i dag som forbindelsesled mellem Vestbroen og Østbroen. Der er begrænset adgang til Sprogø på guidede ture.
Sprogø
Nogle kvinder er her samlet ved sommerhuset Friheden i 1953. Hvis kvinderne havde opført sig ordentligt, kunne de få lov til en slags ferie i en kortere periode i Friheden. Her kunne de fx bade, og det var tilladt at ryge. Bygningen, der antagelig stammer fra 1820’erne, lå yderst på vestsiden af øen. Den havde tidligere fungeret som karantænestation.
Oversigtsbilledet giver et indtryk af udvidelserne af Sprogø med motorvej mod Højbroen i østlig retning og jernbaneanlægget i nordøst, hvor togene kommer op fra tunnelen. Midt i billedet ses kvindeanstaltens bygninger. På den 24 m høje Fyrbanke står fyrtårnet, der blev opført i 1868 og var i funktion indtil 1980. I 1997 blev det tændt igen på foranledning af Storebæltskonsortiet. Det har dog ingen praktisk betydning, men tjener som vartegn for øen.
Naturen på Sprogø
De nyskabte områder, skabt af opfyld, fremstår i dag som skrænter og strandvolde med nydannede strandengsområder. De oprindelige moræneknolde omkring Fyrbakke er bevaret. Det er også på hver side af Fyrbakke, på sydsiden af motorvejen, at man finder de største strandengsarealer med en række større og mindre vandhuller.
Øens planteliv er i høj grad bestemt af beliggenheden i den varme og tørre Storebæltsregion. Særlig bemærkelsesværdig er en stor bestand af svalerod, som er levested for båndfluen Euphranta connexa. På strandvoldene vokser bl.a. strandkål, tykbladet mælde og blågrøn gåsefod, mens de våde strandenge er voksested for alm. salturt, strandannelgræs og druegåsefod.
Fuglelivet er rigt, og der er iagttaget lige knap 200 forskellige fuglearter på øen. Hættemåge og splitterne yngler i store kolonier, som i 2021 talte hhv. ca. 2.800 og knap 900 fugle. Af andre ynglefugle kan nævnes havterne, dværgterne, stormmåge, sølvmåge, klyde, strandskade, vibe og tejst. Derudover huser øen en stor bestand af grønbrogede tudser, hvis fløjtende kvækken lyder over strandengene sidst på foråret. Sammen med Halsskov Rev er Sprogø udpeget som fuglebeskyttelsesområde.
Befæstningen på Sprogø
Storebælt spillede en væsentlig rolle i middelalderen, både i forhold til rigets infrastruktur og i forhold til sikringen mod udefrakommende trusler. Her havde Sprogø strategisk betydning, fordi øens placering gjorde den til et bindeled mellem befæstningerne i hhv. Nyborg og Tårnborg.
Kong Valdemar den Store befæstede i 1160’erne Sprogø ved at opføre et kvadratisk tårn af munkesten på en høj banke omgivet af en ringmur. Denne mur målte 26 x 32 m og omkransede et areal på 832 m2. Langs indersiden af ringmuren fandtes tidligere bygninger til borgens mandskab og udstyr. Tårnet er ikke bevaret i dag, men det nuværende fyrtårn på øen er opført på ruinerne af middelalderens militære befæstning, og dele af ringmuren kan endnu ses. Tårnet betød sikkerhed ved oversejlingen mellem Fyn og Sjælland og var ligeledes med til at dæmme op for pirateri og angreb fra rigets fjender, hvilket på Valdemars tid især ville sige venderne.
Anlægget på øen skal både ses som et ønske om konkret at sikre Storebælt og som en repræsentant for en generel tendens i Valdemarstiden i Danmarkshistorien: befæstningen af riget. Dermed kan byggeriet på øen ses i forlængelse af byggerier i Kalundborg, Helsingborg, Vordingborg osv.
Anstalten for kvinder
I 1923 blev der på initiativ af overlæge Christian Keller oprettet en anstalt på Sprogø for »moralsk åndssvage kvinder«; anstalten lå sydvest for fyrtårnet. En tilsvarende anstalt for mænd havde ligget på Livø siden 1911. Keller var inspireret af samtidens teori om eugenik og racehygiejne. Mænd og kvinder, som pga. kønsdrift, kriminalitet og vagabondering var til fare eller gene for samfundet, skulle isoleres og forhindres i at få børn.
Anstalten på Sprogø blev styret af en forstanderinde og havde plads til op til 50 »letfærdige og løsagtige« kvinder med erotiske og kriminelle tilbøjeligheder. Ofte var der tale om kvinder fra de nederste samfundslag, og de første beboere var i alderen 16‑42 år. Anbringelsen var tidsubestemt, og kvinderne levede, i hvert fald teoretisk, helt isoleret.
Hverdagen var præget af disciplin og moralsk belæring, og tiden blev brugt på landbrug, husgerning og gartneri. Kvinderne måtte gå frit rundt og bruge det lille hus Friheden til sommerhus. Trods isolationen kom nogle kvinder i kontakt med sømænd og stak af eller blev gravide. Ved graviditet sendtes kvinden til Brejning ved Vejle Fjord, hvor De Kellerske Anstalter havde en afdeling, for at føde og amme barnet et halvt år. Derefter blev barnet fjernet, og kvinden kom retur til Sprogø.
De første kvinder var der i gennemsnit syv år, senere faldt gennemsnittet til tre, og den, der sad der længst, var der i 38 år. Flere blev genindsat efter flugt eller mislykkede forsøg på at fungere i plejefamilier. Efter Sterilisationsloven af 1934 var sterilisation ofte en forudsætning for, at kvinderne måtte forlade øen. Institutionen på Sprogø lukkede i 1961, ligesom den på Livø, og beboerne blev anbragt andre steder. Øen nåede at huse ca. 500 kvinder.
Videre læsning
Læs mere om Kyster i Slagelse Kommune
Læs videre om
Læs også om
- Slagelse Kommunes geologi
- Slagelse Kommunes landskaber
- Slagelse Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Slagelse Kommune
- Skove i Slagelse Kommune
- Det åbne land i Slagelse Kommune
- Ferske vande i Slagelse Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Slagelse Kommune
Se alle artikler om Kyster
