Sprogø Fyr ligger på Sprogø 3 i Slagelse Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Lige siden stenalderen har man transporteret mennesker og last på kryds og tværs af Storebælt, og Sprogø var allerede i oldtiden beboet permanent. I 1100-tallet lod kong Valdemar den Store opføre en fæstning på Sprogø, som sammen med fæstninger ved Tårnborg ved Korsør og i Nyborg skulle bevogte sejladsen på Storebælt. For middelalderens kogger var Storebælt et vanskeligt farvand med de mange grunde og rev, og sejlruterne til og fra Østersøen blev derfor fortrinsvis lagt gennem Øresund, som var lettere sejlbar. Ruten gennem sundet blev foretrukket, selv efter at Øresundstolden var blevet indført i 1420'erne. Ved siden af skudefarten blomstrede færgefarten, i 1600- og 1700-tallet oftest med små smakker, der fragtede vogne, folk og fæ. Turen kunne vare ti timer. I 1624 oprettede Christian IV (1577-1648) det kongelige postvæsen, og over Storebælt blev oprettet en særlig forbindelse med postjagter, der også kunne medtage personer. Når der var isvinter anvendte man i århundreder isbåde som transportmiddel over Storebælt. Efter at en privat båd med 3 personer og 25.000 rigsdaler var forlist, blev isbådetrafikken i 1794 overtaget af Postvæsenet. Turen over Bæltet kunne i en isbåd tage fra seks timer til flere døgn, men der var mulighed for at overnatte og få forplejning på Sprogø. Mens den langsgående trafik i Storebælt var beskeden i 1800-tallet, var der livlig sejlads på tværs. Det mest almindelige fartøj i denne trafik var skuden, et lille, klinkbygget sejlskib med eller uden dæk, og produkter af enhver art: korn, smør, frugt, svin, kalk, tømmer, brænde, kul og tegl blev fragtet. Det var først med de meget store skibe, der var nødt til at benytte de dybere sejlruter i Storebælt, at den langsgående trafik i bæltet steg kraftigt. Man begyndte samtidig at kortlægge Storebælt, afmærke farlige grunde og forbedre fyrvæsenet. Således fik Sprogø i 1809 sit første fyr et blinkfyr, tegnet af søofficer og kartograf Poul de Løwenørn (1751-1826). Det var Postvæsenet, der lod fyret opføre, idet de ønskede hjælp til postrutens navigation over Storebælt. I 1822 lod Postvæsenet opføre en grundmuret længe nedenfor bakken, en isbådsstation til brug som nødhotel for rejsende, der ufrivilligt strandede på Sprogø. I 1867-68 blev blinkfyret afløst af det nuværende grundmurede fyrtårn, der oprindeligt var forsynet med et roterende spejlapparat. Samtidig med fyrtårnet blev en lille korridor imellem de to bygninger opført, så fyrassistenten og fyrpasseren, der også boede i huset indtil den lille fyrpasserbolig på østsiden af bakken blev opført, kunne komme frem inden døre. Af et ældre kobberstik ses det, at bygningerne stod ensfarvede, og at fyrassistentboligen havde halvvalmet tag. Fyrtårnet er formodentlig opført på fundamentet af fæstningsanlæggets tårn. I 1883 overtog Statsbanerne såvel Sprogø som isbådsstationen. I 1893 blev Sprogø Fyr ommuret med en ny skalmur bestående af gule og røde sten i mønstermuring som bælter. Samtidig fik fyrtårnet en kobberinddækket omgang med træriste og tagrende, og sandsynligvis var det ved samme lejlighed, at fyrassistentboligen fik heltag hængt med skifer. Fyrets spejlapparat var i drift helt frem til 1904, hvor det blev erstattet af et linseapparat med en glødenetsbrænder til petroleum, som gav en væsentlig forbedring af lysevnen. Sprogø Fyr var det sidste fyr i Danmark, som anvendte roterende spejlapparat. I 1917 blev der opført en fyrmesterbolig syd for fyrtårnet. I 1922 forpagtede De Kellerske Anstalter isbådsstationen på Sprogø og indrettede her et hjem til tugtelse af kvinder, der var på kant med loven eller kendt umyndige som følge af evnesvaghed. Fyrassistentboligen fik i 1941 en enetages tilbygning mod syd med pudset og bæltemalet murværk samt tagpaptag med lav taghældning. I stueetagen var en stue og i kælderen nedenunder et værelse og et badeværelse. I 1942 blev fyret udstyret med en elektrisk fyrlampe. Pigehjemmet på Sprogø blev nedlagt i 1961, og herefter var der i en kort periode feriehjem for københavnske skolebørn i den gamle isbådsstation. Efter en ændring af sejladsforholdene i Storebælt og etablering af mindre bundfaste fyr, blev Sprogø Fyr overflødiggjort, og den 9. august 1980 blev fyret slukket. Fyrmesteren blev dog boende i fyrmesterboligen indtil man påbegyndte opførelsen af Storebæltsbroen i 1989. I forbindelse med anlægsarbejderne blev Sprogø udvidet, og den er i dag cirka fire gange større end den var før broen blev bygget, og øen har et rigt dyreliv. I 1991 blev Sprogø Fyr istandsat af entreprenørfirmaet Dreier & Co. fra Nyborg, hvoriblandt facadernes mønstermurværk og bånd i røde og gule sten blev retableret, idet fyret og fyrassistentboligen en årrække havde fremstået hvidkalket. Den lave tilbygning mod syd blev revet ned og sydgavlen blev retableret, og vinduerne blev istandsat eller fornyede. I 1997 blev Sprogø landfast og i 1998 blev Storebæltsbroen indviet. På Storebælt konsortiets foranledning kom der lys i fyret igen, hvilket skete den 23. juni 1997. I dag fungerer fyrassistentboligen som ferieudlejningshus for Storebæltsforbindelsens ansatte, og på guidede rundvisninger er der adgang til fyrtårnet.

Beskrivelse

Sprogø ligger i Storebælt midtvejs mellem Nyborg og Korsør, hvor den fungerer som bindeled mellem Storebæltsbroens lavbro mod vest og højbroen samt tunellen mod øst. På den østlige og oprindelige side af Sprogø, på toppen af en 25 meter høj og stejl bakke, ligger fyrtårnet med tilhørende fyrassistentbolig. Syd for fyrtårnet ligger en fyrmesterbolig og øst for fyrtårnet, lidt nede ad skrænten, ligger en fyrpasserbolig. Neden for bakken, sydvest for fyrtårnet, ligger det gamle pigehjem samt en lille anløbshavn. Kun fyrtårnet med tilhørende fyrassistentbolig er omfattet af fredningen. Sprogø Fyr er opført oven på ruinerne af Valdemar den Stores borganlæg, der er omfattet af en fortidsmindefredning, og består foruden det 15 meter høje fyrtårn af en fyrassistentbolig og en lav mellembygning. Det runde, grundmurede fyrtårn er opført over en sokkel af tilhuggede granitsten og fremstår i blank mur, som er muret i bånd med henholdsvis røde og gule sten. Båndmuringen fortsætter ned over den høje base, og overgangen hertil formidles af tilhuggede granitsten. I tårnets øverste røde bånd er tillige mønstermurværk. Den udkragede omgang, der afsluttes af en gesims af tilhuggede granitsten, hviler på en rundbuefrise af røde sten og svungne granitkonsoller. Omgangen er kobberinddækket, har en gangbro af træriste og omkranses af et smedejernsrækværk. Lanternen er tikantet og består af trekantede, spejlglas i metalsprosser og krones øverst af en kobberdækket kuppel. En kobberklædt, ældre rammedør med bukkehornsbeslag fører ud til omgangen. På vestsiden leder et nedløbsrør af kobber regnvandet ned fra omgangen. Vinduesåbningerne er rundbuede med sålbænke af granit og heri sidder ældre, smalle, sprosseopdelte, etrammede vinduer, der er lakerede. I nordsiden er indmuret en tavle med Christian den IX's monogram samt årstallet 1868. Mod syd er den tidligere fyrassistentbolig, som er sammenbygget med fyrtårnet ved en lav og smal mellembygning. Både mellembygningen og boligen er en enetages, grundmuret bygning med granitsokler og facader i blank mur med røde og gule murstensbånd. Mellembygningens heltag med lav hældning er beklædt med tagpap, mens boligen har et skiferklædt heltag med udhæng og rødmalet træværk. I boligens rygning ses en muret skorstenspibe med sokkel i røde sten og skaft i gule sten, og i tagfladerne ses i alt tre nyere tagvinduer. På østsiden af mellembygningen er en bred og lav granittrappe, der fører op til hovedindgangen, som udgøres af en rundbuet, tofløjet fyldingsdør med en rude øverst i hver fløj. På både syd- og vestsiden er en udvendig, støbt kældertrappe, der fører ned til en nyere kælderdør med fyldinger. Vinduerne består af et- og torammede, sprosseopdelte vinduer, der i stueetagen er udformet som korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere, men traditionelt udførte vinduer. I boligen er stikkene over døre og vinduer fladbuede, mens de i mellembygningen er rundbuede. Døre og vinduer er malet røde, dog er vinduernes kitfalse malet hvide. Mellembygningen giver både adgang til fyrtårnet og til boligen. Inde i fyrtårnet snor en granittrappe sig mellem ydermuren og en hul, muret kerne op til et materialrum og et vagtkammer samt til lanternen. I lanternen står en elektrisk fyrlampe på en samtidig støbejernsbase. Gulvene er støbte og malede, trappens trætrin er belagt med linoleum, og væggene er hvidkalkede. Der er bevaret ældre revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter. En trappe fører fra mellembygningen op til boligen, der i stueplan består af en forstue, en stue mod øst og mod syd samt mod vest et køkken med tilhørende spisekammer, der er indrettet til toilet. En ældre toløbstrappe fører fra forstuen op til tagetagen, der er indrettet med to værelser, og til kælderen, som rummer en gang og fire rum, heraf et badeværelse. I forbindelsesgangen ligger der linoleum på gulvet og trappetrinene, vægge og loft er pudset og dørene til henholdsvis tårn og bolig er ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter. Boligen har en overvejende traditionel materialeholdning med pudsede vægge og lofter, dog ligger der laminatgulve på de fleste gulve, og i køkkenet er der et nyere klinkegulv og systempladeloft. Kælderen har støbte, malede gulve samt klinkegulve, vægge og lofter er pudsede og i det sydøstre rum er et fladbuet hvælv af gule sten. Der er bevaret ældre revle- og fyldingsdøre med gerichter, og i køkkenet er et gammelt forrammekøkken bevaret. I kælderen er en rundbuet, dobbeltfalset døråbning med bevarede ældre stabler imellem de to østlige rum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Sprogø Fyr knytter sig til den for Danmark unikke, isolerede og solitære beliggenhed på den lille øs højeste punkt, hvor lanternen i kraft af sin placering 40 meter over havet har været et vigtigt pejlemærke for sejladsen i Storebælt. Endvidere er der miljømæssig værdi i det samlede bygningsanlæg med fyr, mellembygning og fyrassistentbolig, der sammen med de øvrige nærliggende bygninger, herunder fyrmesterboligen, udhusbygningerne og fyrpasserboligen, danner et unikt og helstøbt kulturmiljø omkring den historiske fyrfunktion. Hertil kommer, at Sprogø Fyr ligger på den oprindelige del af Sprogø, der med sit uberørte udseende med få ældre bygninger og lille anlægshavn vidner om øens oprindeligt selvforsynende og isolerede minisamfund. Selvom Sprogø er blevet landfast med Storebæltsbroen og -tunellen, og i den forbindelse er blevet væsentligt forøget i areal, er Sprogø og fyret fortsat et yderst vigtigt pejlemærke i Storebælt, idet de dagligt passeres af et utal af skibe, men også af mennesker i tog eller bil i den nyere trafikale korridor, som Storebæltsbroen udgør.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til det samlede anlæg bestående af fyrtårn med tilhørende fyrassistentbolig samt udhusbygninger, fyrmester- og fyrpasserbolig, der sammen vidner om fyrfunktionens væsentlige, nationale betydning samt om det minisamfund, der opstod omkring fyrfunktionen. Fyrtårnets sammenbygning med fyrassistentboligen fortæller om vigtigheden af, at fyret var bemandet dag og nat Den kulturhistoriske værdi ved Sprogø Fyr knytter sig til fortællingen om, hvordan anduvningsfyrene blev højere i løbet af 1800-tallet, idet de blev designet til at kunne ses over større afstande med en udvikling af inventaret, hvilket kommer til udtryk i det nuværende, grundmurede fyr med inventar, herunder lanternens elektriske fyrlampe, der afløste linseapparatet med en glødenetsbrænder til petroleum, hvis rørføring er bevaret. Oprindeligt var fyret forsynet med et roterende spejlapparat, som blev opfundet omkring 1816. Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til Sprogøs Fyrs tidstypiske udformning og detaljering med anvendelsen af blank mur, opmuret i brede røde og gule bånd samt diagonalmønster, der ender i en rundbuefrise. Hertil kommer anvendelsen af tilhuggede granitsten til sokkeldetaljer, sålbænke og konsoller, vinduesåbningernes rundbuede form, smedejernsrækværket samt boligens lave udhængstag dækket af skifer. Fyrtårnet og boligen er således opført i samtidens toneangivende stilart, hvor den funktionsbetonede arkitekturs nøgternhed kom til udtryk i samtidens mange nyopførte industri- og økonomibygninger, der fremstod ærlige og gennemskuelige i deres puritanisme. Også industrialiseringens nye materieler som støbejern, pap- og skifertage havde en stor indvirkning på bygningernes arkitektoniske udtryk, herunder muligheden for væsentligt lavere taghældninger. Endvidere har Christian den IX's monogram med årstallet 1868 på den indmurede plade i fyrtårnets nederste del kulturhistorisk værdi, idet den angiver opførelsesåret for det første grundmurede fyr på Sprogø. Placeringen af Sprogø Fyr oven på ruinerne af Valdemar den Stores borganlæg fra 1100-tallet, der også tæller fæstningsanlæg i Nyborg, ved Korsør og i Vordingborg, vidner om Sprogøs strategisk vigtige placering midt i Storebælt, idet man herfra kunne overvåge overfarten mellem Fyn og Sjælland samt sejladsen til og fra Østersøen og dermed kontrollen af riget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Sprogø Fyr sig til den oprindelige hoveddisponering, hvor mellembygningen fungerer som bygningsanlæggets hovedindgang, der både giver adgang til fyrtårnet mod nord og assistentboligen mod syd. Assistentboligen har en ældre grundplan, der på traditionel vis er indrettet med en lille forstue med tilhørende trappe til første sal og kælder, samt oprindeligt to stuer mod øst (i dag er der kun en), en stue og et køkken med tilhørende spisekammer (i dag toilet) mod vest i stueetagen, to værelser i tagetagen og vaske- og depotrum i kælderen. Stuer og køkken er placeret omkring skorstenen, der således både kunne opvarme stuernes støbejernsovne og køkkenets støbejernskomfur samt gruekedlen i kælderen, der stod hvor badeværelset er i dag. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder kælderens fladbuede hvælv af gule sten og den rundbuede dobbeltfalsede døråbning med ældre stabler, revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter, trappen, som består af et lige løb og et kvartsvingsløb, samt køkkenets forrammekøkken, der alle vidner om bygningens alder og oprindelige udtryk.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det forholdsvis lave fyrtårns solide og monolitiske udtryk, der understreges af den runde grundplan og den let koniske form med få vinduesåbninger. Fyrtårnets enkle og samtidig yderst elegante mønstermuring i røde og gule bånd understøttes af den konsolbårne, udkragede omgangs rundbuefrise og den forfinede, kobberklædte top med prismatisk opsprosset lanterne og kuppelformet tag. De to sekundære bygninger underordner sig fyrtårnet, dels i kraft af deres lavere højde og rektangulære grundplaner, men også i kraft af den lidt lavere detaljeringsgrad. Fyrassistentboligen og mellembygningens arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til mønstermurværket med røde og gule sten i brede bånd samt granitsoklen, der styrker de noget forskelligartede bygningskroppes fremtræden som et samlet, homogent hele. Bygningsanlægget er på en gang rationelt og nøgternt i sit udtryk, men også elegant, hvilket giver Sprogø Fyr en monumental fremtræden. I fyrtårnets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til tårnets enkle, runde grundform med tykke mure, dybe og koniske vindueslysninger samt granittrappen, der snor sig mellem ydermuren og den hule, murede kerne. Hertil kommer kontrasten mellem det lukkede rumforløb i basen og den transparente lanterne med glas fra gulv til loft samt den traditionelle og enkle materialeholdning i granit, beton, stål, træ og kalk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links