Stærekassen, oprindeligt kaldet Nye Scene, er en tilbygning til Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv, i hjertet af København. Stærekassen blev opført for Det Kgl. Teater og Statsradiofonien. Huset hed oprindeligt ”Nye Scene”, men blev i folkemunde kaldt Stærekassen, der i dag er det officielle navn. Stærekassen blev fredet i 1995.

Bygningen blev gennemrestaureret fra 1999-2002, og i dag udlejes Stærekassens nedre etager til Den Kongelige Livgardes Musikkorps samt til diverse kulturarrangementer. De øverste etager benyttes af Det Kongelige Teaters Balletskole.

Tidslinje over Stærekassens historie
Tidslinje over Stærekassens historie
Af .

Bygningshistorie

Optakten 1886-1928

Allerede i 1886 dukkede de første reelle planer om en separat talescene op. Over de næste årtier skitseredes de første forslag til kunstarternes adskillelse, og med det nye århundrede intensiveredes både debatten og antallet af løsningsforslag betydeligt. I 1913 blev det slået fast, at det var nødvendigt med en talescene, og det væltede frem med forslag til mulige løsninger. Der var et stærkt ønske fra teaterets side om at holde kunstarterne ”under samme tag”, altså en dobbeltscene af en art.

I 1925 fremkom Holger Jacobsens første forslag til en ny scene placeret vinkelret på den gamle og med et højt scenetårn over Tordenskjoldsgade.

I slutningen af 1920’erne stod man med en nationalscene, der krævede sin talescene, men som havde en dårlig økonomi. Fra politisk side opstod ideen om, at realiseringen af en talescene med fordel kunne opnås ved at indgå fællesskab med Statsradiofonien, der var velhavende og havde akutte lokaleproblemer. I 1928 blev beslutningen om et kombineret teater- og radiofonibyggeri vedtaget, og Holger Jacobsens skitseforslag blev valgt til videre bearbejdning. Jacobsen fik nu den svære opgave at presse et stort dobbelt- funktionelt rumprogram ind på relativt få kvadratmeter.

Ramaskrig og opførelse 1928-1931

Forslaget til Stærekassen mødte fra begyndelsen massiv modstand. Kritikken haglede ned over forslaget, bl.a. fra den radikale Elna Munch, der ved en protesttale i folketinget i 1928 fik karakteriseret den projekterede teaterbygning på en sådan måde, at den i folkemunde aldrig kom til at hedde andet end ”Stærekassen”. Hun proklamerede at ’scenetårnet hang som en kæmpemæssig stærekasse over gaden, med sit blinde, forlorne vindue’.

Prominent i debatten var bl.a. udtalelserne fra PH, der i 1928 forudsagde at projektet ville blive ”et dødfødt bygningsværk i historisk stil”, og fra folkelig side lød protester over den ”vansiring” af det gamle, smukke teater som den ”nye, påklistrede gevækst” ville medføre. Stærekassen var altså både for moderne og for gammeldags på samme tid. Ikke desto mindre blev bygningen realiseret fra 1929-31, og den store mængde af kunst i det nye teaterhus blev muliggjort ved en donation på 230.000 kr. fra Ny Carlsbergfondet

Ved indvielsen i 1931 lå anmeldernes begejstring på et meget lille sted. Der var proppet alt for mange stole ind i salen, lyden var dårlig og radioens lokaler var for små. Holger Jacobsen selv præsenterede sit værk i nøgterne vendinger i tidsskriftet Arkitekten i 1931 og har ellers stort set holdt sig fra udtalelser om sit hovedværk.

En omtumlet tilværelse 1931-2018

Polemikken om Stærekassen fortsatte, men som tiden gik, affandt man sig mere eller mindre med dens fremtræden i bybilledet. Gennem årene fremkom der dog løbende forslag til nedrivning og erstatning af det omstridte byggeri.

Kort efter indvielsen blev det nøgne, lyst pudsede portrum under scenetårnet beklædt med den gyldne mosaik vi ser i dag.

Med undtagelse af Statsradiofoniens torsdagskoncerter stod huset ubrugt hen, og i 1945 blev hele bygningen overdraget til Det Kongelige Teater, efter radioens udflytning til Rosenørns Allé. De funktionelle mangler i form af dårlig akustik, elendige publikums-forhold i teatersalen samt dårlige logistiske forbindelser imellem de to teaterhuse gjorde driften særdeles problematisk.

Ønsket om bedre forhold for skuespilkunsten tog kun til med tiden, men for hvert nyt nedrivningsforslag der fremkom, var det, som om Stærekassen fik flere venner – især i arkitektkredse. I 1978 blev huset sågar grundigt gennemgået og præsenteret som ”et spændende eksempel på den modernistiske arkitektur” i tidsskriftet Arkitekten og i en udstilling på Københavns Bymuseum.

Den nødtvungne benyttelse af Stærekassen medførte mindre moderniseringer af interiøret, udført af Nils Koppel i løbet 60’erne og/eller 70’erne. Der blev bl.a. opsat ny belysning til erstatning for de oprindelige utilstrækkelige lampetter i art deco-stil. Koppel stod formodentlig også bag garderobeskrankerne i klar, blank orangerød, som vi stadig ser i dag, og den tilførte skiltning i guldbogstaver på vægge og pilastre. Reposer og gangarealer på de farvede etager blev udstyret med væg-til-væg gulvtæpper, og på reposerne blev der opsat spejle indrammet af flade lister. På bar-etagen skete der en lille, men interessant, ændring; bardisken samt de tre søjler omkring kuppelhvælvet havde oprindeligt en lys farve, men Koppel fik søjlerne mørknet, så de svarer til de øvrige søjler i foyeren, og han opsatte en ny, orangerød bardisk. Bag disken blev væggene beklædt med spejle.

I 1990’erne blussede debatten om nedrivning op igen, men i 1995 blandede Akademirådet sig, og en fredning blev gennemført. På trods af fredningen blev der alligevel i 1996 afholdt en prominent arkitektkonkurrence, der blev vundet af Sverre Fehn med projektet ”Teaterfuglen”. Projektet betød en total indpakning af Stærekassen samt et stort fremskudt vingetag over scenetårnet. Projektet faldt til jorden i 1998, og man var igen tilbage ved udgangspunktet.

Fra 1999 til 2002 gennemførte Kulturministeriet med Erik Møllers Tegnestue som arkitekt en gennemgribende renovering af den efterhånden stærkt forfaldne bygning. Projektet blev udført for at gøre Stærekassen brugbar til moderne teaterdrift og for at synliggøre de værdier der havde motiveret fredningen.

Udvendigt blev den ødelagte mønsterpuds genskabt, med undtagelse af de oprindelige markeringer omkring vinduerne på de øverste etager. Den store mosaik ved indgangen blev eftergået og renset, og scenetårnets skulpturer blev renset, så lueforgyldningen igen skinner.

Indvendigt blev teatersalen ombygget. Tilskuerpladserne blev reduceret fra 900 til 454 (oprindeligt var der 1.200), og der blev indsat nye behagelige stolerækker på et nyt gulv af mørkt egetræ. Alle overflader i stukmarmor og alle malerier blev renset og repareret, og de originale gulve blev fritlagt. Det snævre bar-område blev udvidet ved at inddrage bagvedliggende lokaler, og der kom en ny bardisk, tegnet i stil med Koppels, i klar, blank orangerød. Der kom også nye belysningsarmaturer overalt. Sidst, men bestemt ikke mindst, blev der installeret ny teknik til både lys, lyd og scene, der skulle gøre scenen anvendelig til moderne drift.

Bygningsbeskrivelse

Stærekassen ligger vinkelret på Gamle Scene og består af to bygningsafsnit; hovedbygningen i ni etager, der ligger langs Heibergsgade, samt et lidt højere scenetårn, der er placeret som en portalbygning over Tordenskjoldsgade, og som derved skaber August Bournonvilles Passage. Scenetårnet rummer drejescenen og snorrehus. Hovedbygningen er delt op i en teaterdel med scene og publikumsområder, samt en afdeling, der bruges af Det Kgl. Teaters Balletskole. Hovedindgangen til teateret ligger i passagen, under scenetårnet.

Bygningen er opført som en jernbetonkonstruktion med udmurede og pudsede facader. I stueetagen ses en søjlegang langs Heibergsgade, og søjlemotivet gentages i passagen under tårnet. På de første fire etager er den lyse puds dekoreret med et grafisk mønster bestående af diagonale former opdelt af lodrette striber. Overgangen mellem etageafsnittene er markeret af kraftige kordongesimser.

Scenetårnet er den mest markante bygningsdel, og silhuetten er markeret med sortgrå, riflede hjørnepilastre, der strækker sig i hele tårnets højde og foroven går over i kraftigt fremspringende gesimshjørner og et lavt, fladbuet tag. De flade portbuer hviler på brede piller af sort terrazzo i hjørnerne. Centralt på begge sider af tårnet ses en stor tredelt udsmykning med lueforgyldte bronzeskulpturer på en baggrund af draperier i irret kobber. Udsmykningen er indrammet af fremspringende kordongesimser over og under partierne. På tårnets facade mod Kongens Nytorv ses desuden en uheldigt camoufleret passagegang lige under relieffet.

Hovedbygningen er primært synlig fra Heibergsgade, men gavlfladen og bagsiden kan betragtes fra en lille smøge mod øst og skimtes også fra Charlottenborgs have. På gavlfladen mod smøgen er mønsterpudsen gentaget, men i en forenklet form, og der ses to udluftningskanaler udformet som kantede søjlestykker langs de øverste etager. På bagsiden er facaden aftrappet i flere niveauer og præges af diverse installationer og flugtvejsstiger.

På facaden langs Heibergsgade er endefaget mod øst markeret af sortpudsede pilastre, svarende til dem på scenetårnet. I dette fag ligger den sekundære indgang, og dette er yderligere fremhævet med to supplerende søjler i søjlegangen og en fremspringende dækplade nederst på facaden. Hele den øverste etage på hovedbygningen er trukket tilbage fra facaden, hvilket skaber en indhegnet tagterrasse langs gaden.

Hele bygningens eksteriør præges af et system af farvemæssig graduering, hvor en mørk stueetage går over i en mønstret sektion for derefter at afsluttes med et lysere afsnit. Søjler og flader i stueetagen er udført i poleret terrazzo i forskellige farver, sort ved bærende dele, og rødlig ved øvrige vægflader og gesimsprofiler. Under scenetårnet skifter terrazzoen til en lysere variant, der forer portrummets flader. I nichen ved indgangen ses en finere beton og søjlerne ved indgangen står i lysegrå poleret beton. Den fine beton ved søjlerne og dele af indgangspartiet virker usammenhængende med de øvrige vægflader, der alle står i grovere terrazzo. Loftet i portrummet er udsmykket af en kæmpemæssig mosaik med farverige figurer på en gylden baggrund.

Interiør

Planløsningen i Stærekassen præges af forskudte etager, en generelt lav etagehøjde samt utallige trappe- og elevatorforbindelser.

Hovedhuset er defineret af konstruktionens bærende betonsøjler/-skiver, og huset er symmetrisk opbygget, spejlet over en langsgående centerlinje. I den østligste tredjedel af hovedhuset er de bærende elementer placeret på rækker i forbindelse med trappekernerne. I den resterende del mod vest ses markante skråtstillede betonskiver, der rumligt skaber en indre og en ydre zone i planen. Den indre zone udgøres af foyer og bar på de første to etager og herefter af den åbne teatersal. Under teatersalen understøttes konstruktionen i den indre zone af søjlerækker.

I de publikumsorienterede rum er interiøret meget markant dekoreret og farvesat, og det er disse rum, der er karakteristiske for Stærekassen. Rummenes udtryk er en særegen blanding af stilarter; art deco-bevægelsens skinnende materialevirkninger og grafisk-ornamentale udsmykning kombineret med klassicistiske og endda barokke elementer, sidstnævnte især i kunstudsmykningen.

Det absolutte hovedrum, er, foruden teatersalen, den store foyer, der fører videre op til bar-etagen via en bred ligeløbstrappe centralt i rummet. Man ankommer direkte fra det gyldne, mosaikbeklædte portrum, hvorfra man føres gennem søjle- og pillerækker, der føres videre af søjler i rummet indenfor. Foyerrummet domineres af glittede sorte og mørkebrune vægge i stucco lustro, et gyldent tonet spejlloft, sekskantede fliser i sort og rød, poleret terrazzo samt detaljeringer i messing. For enden af den store trappe ses et stort polykromt marmorrelief. Over trappen er et oplyst kuppelhvælv med et freskomaleri.

Den mørke og blanke materialeholdning fra foyeren fortsættes på 1.sal, hvor en stor buet bardisk med en klar orangerød farve fanger øjet. Farven ses også på garderobeskrankerne i stueetagen. Fra bar-etagen fører dobbelte trappeløb til hver side videre til teatersalens parket og balkoner. Opstigningen sker en halv etage ad gangen i en gentaget kadence af skiftevis et større repos i midten og langs siderne smalle gangarealer langs med indgange til teatersalen.

I takt med opstigningen ændrer farverne sig etage for etage. Fra de mørkebrune ankomstetager passerer man gennem grøn, rød og til sidst gul. Væggene er fortsat udført i glittet stucco lustro. De har en spinkel udsmykning med smalle profiler og er kontrasteret af borter i sortgrå. Gulvene er belagt med rødgyldne planker af oregon pine lagt i et diagonalt mønster.

På reposerne er der kassettelofter udfyldt af skarpe, takkede stjerneformer udskåret i træ og bemalet. På reposernes vægge ses adskillige spejle indfattet i flade, brede lister, der ikke korresponderer med de øvrige profileringer på væggene. Både reposer, gangarealer og foyer belyses af nyere lamper i messing og glas.

Trappeløbene er af egetræ, og de bærende betonsøjler ved trapperne er holdt i sort stucco lustro på alle etager. På undersiden af hvert trappeløb ses perspektivmalede himmelmalerier udført parvis af forskellige kunstnere.

Dørene ind til teatersalen har en skrå overkant, der forvrider beskuerens perspektiv, når man kigger ned af gangen. Gangarealerne ligger hhv. ud mod Heibergsgade (syd) og ind mod nabobygningen (nord), og det er derfor kun de sydlige gangforløb, der har vinduer. De nordlige gange har kun et enkelt vindue for enden, i gavlfladen mod øst.

Gulvet i teatersalen hælder ned mod scenen, og overgangene fra gangareal til sal varierer derfor fra niveaufri adgang via skrånende og facetterede gulvflader til at have tre trin op.

Teatersalen fremstår stor og lys i kontrast til de ellers lavloftede rum. Det mere end trippelhøje rum farvegradueres opefter fra dyb orangerød til gul og afsluttes af et stort hvidt, skulpturelt stukloft. Stukken er formet som en grafisk stiliseret, riflet muslingeskal, der giver nybarokke associationer. De nyere stolerækker er røde og gule, korresponderende med vægfarverne. Næsten alle vandrette linjer i Teatersalen er udformet som profilerede gesimser, f.eks. loftets krongesims, lysafskærmninger og brystninger. I hjørnerne, på lofterne over balkonerne, ses malerier og relieffer.

De øvrige arealer i huset er forbeholdt Det Kongelige Teater og de øvrige lejere. I de tre øverste ses således lokaler til brug for Balletskolen, heriblandt tre større øvesale. Ankomsten til de øvre etager er adskilt fra teaterdelen via et indesluttet trappeløb langs husets østgavl. Disse arealer er alle funktionelt indrettet i nyere tid, med kun enkelte originale detaljer.

Kunsten

Den kunstneriske udsmykning, der repræsenterer et stort antal af samtidens kunstnere, er fordelt på Stærekassens mange værker. Kunsten er en vigtig del af bygningens udtryk, symbolik og historie.

Mosaikken i portrummet er tegnet af Ejnar Nielsen og er et af de få kunstværker, der ikke er udført på baggrund af arkitekten Holger Jacobsens skitser. Figurerne i mosaikken portrætterer otte prominente danske skikkelser, fra hhv. kunsten og videnskabens verden, hvilket afspejler husets oprindeligt tiltænkte dobbeltbrug mellem teater og statsradiofonien.

Scenetårnets store relieffer med lueforgyldte skulpturer er skabt af Einar Utzon-Frank og forestiller både mytologiske og mere moderne figurer, der alle henfører til forskellige aspekter af scenekunst.

Indenfor er det første kunstværk, man møder, den svulstige Radiogud, der kommer ridende på radiobølger med komediens og tragediens masker under armene. Skulpturen er udført i flerfarvet marmor med klare, barokke associationer. Holger Jacobsen tegnede skitser til motivet, men den endelige udformning er skabt af billedhuggeren Jean René Gauguin. Gauguin selv hadede radio og gav med vilje guden et bestialsk udtryk. Skulpturen er bevidst gjort for stor, og den rager næsten op i loftet.

I samme rum ses det store freskomaleri af ’Den skumfødte Venus’ og 'Neptun bag sit spand’ i kuplen over trappen. De to figurer kigger ned på os fra et dybblåt havdyb i kuplen og vender så at sige tyngdekraften på hovedet. Freskoen er malet af Harald Hansen.

Trappernes underløb er udsmykket med i alt 30 himmelmalerier, de såkaldte Skystykker, alle udført efter Holger Jacobsens grundskitser med et værn set i perspektivisk forkortning i forgrunden. Perspektivmalerier som rumligt virkemiddel kendes især fra barokken, som eksempelvis Musikanterloftet på Rosenborg. Skystykkernes 15 kunstnere var: Henrik Nielsen, Rostrup Bøyesen, Ludvig Jacobsen, Olaf Rude, Johan Behrens, Albert Naur, Knud Kyhn, William Stuhr, Ebba Carstensen, Niels Hansen, Axel P. Jensen, Oluf Høst, Jens Søndergaard, Mogens Lorentzen og Sigurd Swane.

I teatersalen præsenteres man også for kunst. Først og fremmest på det store fortæppe, der forestiller Apollon med sin lyre og en digter i et dramatisk himmellandskab. Tæppet er skitseret af Holger Jacobsen og Joakim Skovgaard og var oprindeligt udført af Stefan Viggo Pedersen. I dag ses en genmalet kopi.

I loftet over første balkon ses fire farverige malerier af Københavnske byprospekter udført af Kræsten Iversen. I loftet over den anden balkon ses fire malerier og fire marmorrelieffer, der parvis forestiller Musikken, Skuespilkunsten, Dansen og Digtekunsten. Malerierne er udført af hhv. Henrik Schouboue og William Scharff og reliefferne af Svend Jespersen, Axel Poulsen, Svend Rathsack og Mogens Bøggild, efter Holger Jacobsens skitser.

Det enorme muslingeskalsloft i teatersalen er udført af billedhuggeren Aage Nielsen Edwin efter Holger Jacobsens skitse.

Miljømæssige værdier

Stærekassen miljømæssige værdi knytter sig til den måde, bygningen indskriver sig i Københavns indre by som et bemærkelsesværdigt indslag i den historiske bykerne. Den sandfarvede puds passer til Det Kongelige Teaters sandstensfacader og adskillige øvrige huse i kvarteret. Dog er bygningen med sit høje scenetårn alligevel en markant anderledes tilføjelse i bybilledet. Hele huset bryder med de historiske omgivelser i kraft af den grafiske mønsterpuds og den store fladevirkning, huset har.

Tårnet danner en kæmpemæssig portal mellem det historiske Gammelholmkvarter og Kongens Nytorv. Fra havnen kan man skimte rytterstatuen gennem den buede portåbning og vice versa. Passagen under scenetårnet er desuden en særlig oplevelse for områdets kendere og de lokale beboere, da tilfældigt forbipasserende kun sjældent opdager den overvældende mosaikudsmykning, der gemmer sig her. Denne hemmelighedsfuldhed har en miljømæssig værdi i forhold til at gøre byoplevelsen mere levende og varieret.

Kulturhistoriske værdi

Stærekassens kulturhistoriske værdier knytter sig primært til fortællingen om den stilhistoriske brydningstid, den blev opført i.

Bygningens udtryk afspejler 1920’ernes brydning mellem et ældre historisk refererende udtryk og et nyt, funktionelt arkitektursyn. Både inde og ude kan man finde elementer med inspiration fra vidt forskellige stilmæssige epoker, der er forsøgt forenet i et moderne gesamtkunstwerk. Stærekassen eksemplificerer det tætteste vi kommer på art-deco i Danmark. Huset præges af grafiske fladevirkinger, men er bygget op om klassicistiske og barokke temaer. Det klassicistiske genfindes især i arkitektoniske elementer så som søjler, gesimser og pilastre, hvor det barokke tema primært giver sig til kende i udsmykningen. Indvendigt resulterer det i en vis stilforvirring, hvor klassicistiske og funktionalistiske virkninger i flade og farve blandes med perspektivmalerier og skulpturer inspireret af barokken.

Bygningen er også en meget personlig løsning på tidens krav om modernitet, og den besidder kulturhistoriske værdier i forhold til fortællingen om arkitekten Holger Jacobsens virke. Bevarede tegninger vidner om en lang skitseproces med mange forskellige udtryk undervejs. Der er ingen tvivl om, at Holger Jacobsens intentioner var at skabe et storslået helhedsværk; gennemtegnet i alle detaljer og fyldt til randen med kunst.

Arkitektoniske værdier

Stærekassen er et sjældent eksempel på 1920’erne og 30’ernes arkitektur, og bygningen bærer præg af at være skabt i en brydningstid mellem nostalgi og nytænkning. Stærekassen eksemplificerer denne brydningstid, fordi den stilmæssigt sætter sig mellem to eller flere stole. Formgivning af facader og rum samt materialevirkninger og udsmykning både inde og ude er de særlige karakteristika, der gør Stærekassen til et unikt bygningsværk i dansk sammenhæng.

Stærekassens arkitektur er en særegen blanding af klassicisme, barok, skønvirke og funktionalisme. Eksteriørets formsprog er domineret af klassiske elementer såsom buer, søjlegange, pilastre og kraftige profiler, men udført med funktionalistiske fladevirkninger. Den stringente grafiske dekoration i facadepudsen tilføjer et art deco-præg.

Farvebearbejdningen af de forskellige elementer knytter sig både til en konstruktiv og en funktionel kodning. Hele bygningen hviler på en mørk base, hvor bærende søjler i sort suppleres af rødlige flader og detaljer i stueetagen.

Farvemæssigt er den sorte terrazzo tydeligt bleget med tiden, og samhørigheden med de pudsede hjørnepilastrene er dermed svækket, hvilket bringer scenetårnets tyngdepunkt ud af balance. Ligeledes savnes de mørke søjler ved indgangen under scenetårnet.

Interiørerne domineres af det meget særegne oprindelige udtryk, hvor mørke og stærke farver kombineres med spejle og glittede overflader, kalejdoskopiske loftsdekorationer og skæve linjer i både vægprofiler og døre. Tilsammen giver det en oplevelse af at besøge en slags teater-hurlumhejhus. Dertil kommer mængden af kunstneriske udsmykninger med stærke farver og forvredne perspektiver, alt sammen presset ind mellem lave, forskudte etager og forbundet af firedobbelte trappeforløb i et labyrintisk samspil, der leder tankerne hen på M.C. Eschers illusionstegninger.

Ankomsten til foyerens dunkle, funklende, spejlede rum er en særdeles stemningsfuld, rumlig oplevelse. De efterfølgende etagers snævre arealer skaber en effektfuld kontrast til den høje, åbne og lyse teatersal, der kulminerer i det rigt udformede, hvide loft. Det er et tydeligt arkitektonisk gennemtænkt forløb, man som publikum føres igennem.

Der aflæses en svag tidsmæssig lagdeling og stilforvirring i interiøret. Hvor den bygningsfysiske ramme om kunstværkerne er stramt og grafisk bearbejdet, stritter nogle af kunstværkerne imod ved at være ”for bløde” og gammeldags i udtrykket. Tidsmæssigt er det især de brede, flade listerammer omkring spejlene på trappereposerne, der springer i øjnene som værende fremmede; de passer ikke til de øvrige, spinkle profileringer. De nyligt tilførte lamper og bardisken bygger videre på Koppels tilføjelser fra 1960’erne, men det er gjort med finfølelse og en sans for helhedsudtrykket, så tilføjelserne styrker den samlede arkitektoniske oplevelse.

Alt i alt er Stærekassen et unikt stykke dansk arkitektur, der med sit særegne udtryk måske altid vil fremprovokere diskussioner. Det er et værk, der er født med forstyrrende modsætningsforhold, og man vil derfor aldrig kunne komme tilbage til et teoretisk perfekt udgangspunkt. Der er stadig plads til at udvikle og styrke de overordnede velfungerende arkitektoniske greb både inde og ude.

Videre læsning

Læs mere om Teater og film i Københavns Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Teater og film

Eksterne links