Støvring var oprindelig blot en række gårde på begge sider af landevejen mellem Hobro og Aalborg. Byudviklingen har betydet, at byen i dag har en del mindre lokalcentre, men ikke et egentligt veldefineret centerområde.

Ved anlæggelsen af jernbanen mellem Randers og Aalborg blev der bygget en station umiddelbart øst for landevejen, tegnet af N.P. Holsøe. DSB lukkede bygningen i 1974, da togene ikke længere standsede i Støvring. Trods bevaringsforsøg blev bygningen revet ned 1981-82.

De mest markante bygninger i byen er fra nyere tid. I 1980 indviedes Støvring Gymnasium tegnet af Jacob Blegvads Tegnestue i Aalborg. Det blev 2013-14 renoveret af SAHL Arkitekter.

Støvring Kraftvarmeværk blev opført som et kulfyret varmeværk i 1973, men blev i 1994 ombygget til naturgas med Friis & Moltke A/S som arkitekter. Anlæggets mørke base er søgt indpasset i landskabet, og den 25 m høje aluminiumbeklædte akkumuleringstank er et markant vartegn for byen.

I industriområdet ved Hermesvej opførte virksomheden Mekoprint A/S 1998-2000 en bemærkelsesværdig industribygning med den nuværende Henning Larsen Architects som arkitekter. Ydervæggene er opbygget af metal-sandwichelementer med kobber på ydersiden. Østfacaden, et ca. 80 m langt og 7 m højt glasparti, er behandlet med serigrafiske tryk af mønstre fra virksomhedens produktion.

Videre læsning

Læs mere om Støvring

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur