Stensagergård ligger på Gydeagre 2 i Ærø Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Den eksisterende fredning omfatter en vinkelbygning indeholdende stuehus og stald, en fritliggende udhuslænge (begge ca. 1836) samt de brolagte gårdspladser mellem længerne og foran stuehuset. Gården blev fredet i 1992 som et egnskarakteristisk eksempel på den een-længede gård. Videre blev der ved fredningen lagt vægt på, at bindingsværkskonstruktionen var relativt intakt. Umiddelbart inden fredning blev en ladebygning, som var placeret vinkelret på hovedlængens østgavl, revet ned. Der er i dag opført en utlipasset carport ved gavlen.

Gården er opført af opstreget bindingsværk med murede tavl og valmet stråtag. Hovedlængen har stald i østenden og beboelse i den øvrige del. I den lille vinkelbygning er stald, og udhuslængen indeholdt svinestald samt bryggers og to værelser (aftægtsbolig) i vestenden. Bindingsværkskonstruktionen er generelt af eg og har en karakteristisk Ærø-detalje i samlingen mellem stolpe, tagrem og bindbjælke, således stolpens tap er ført igennem tagremmen og op i en tværgående udsparing i bindbjælken.

Den vestligste halvdel af udhuslængen er styrtet sammen mens den østligste del er i meget dårlig tilstand. Tømmeret er svært beskadiget i såvel bindingsværk som tagkonstruktion. Udhuslængens konstruktioner kan kun i et meget begrænset omfang bevares. Hovedlængens stråtag er relativt nyt og i god stand. Der er foretaget delvise reparationer på bindingsværket, men yderligere vedligeholdelsesarbejder er nødvendige, idet især gårdsiden har store udbulinger i ydervæggen. Uheldige reparationer af blandt andet bindingsværk, der er erstattet af murværk og et par nyere vinduer samt hoveddør bør retableres.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links