Stjernegade 31 og J.L. Tvedes Vej 1 ligger på Stjernegade 31, hj. af J.L. Tvedes Vej i Helsingør Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg.

Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur.

Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international. Forhuset på Stjernegade 31 blev opført i 1779, hvor det daværende hus var elleve fag bindingsværk med kælder. Seks af fagene blev nedrevet i forbindelse med opførelsen af forhuset langs J. L. Tvedes Vej i 1835. De fem tilbageværende fag i Stjernegade 31 har i det ydre ikke ændret sig væsentligt siden da, bortset fra, at bindingsværket er blevet overpudset. Det samme gør sig gældende med det andet forhus, der i det ydre heller ikke har forandret sig væsentligt.

Beskrivelse

Fredningen omfatter bygningen på hjørnet af J. L. Tvedes Vej 1 og det dermed sammenbyggede forhus ud mod Stjernegade 31. Forhuset på hjørnet er mod J. L. Tvedes Vej et ti fag langt hus med et smigfag og to fag mod Stjernegade. Forhuset er i to etager med kælder og uudnyttet tagetage, det er grundmuret, står på en sortmalet sokkel og har pudset og gulkalket facade. Bygningen bærer et heltag belagt med røde vingetegl, og i rygningen ses to skorstenspiber samt i tagfladerne flere nyere tagvinduer. Facaden er udsmykket af en smal kordongesims mellem stueetage og førstesal af og afsluttes af en kraftig, profileret hovedgesims. Begge gesimser er hvidmalede. Gårdsiden opdeles af et tyndt, hvidt bånd og afsluttes ligeledes af en kraftig, profileret gesims i samme farve som facaden. I det yderste fag på J. L. Tvedes Vej ses en ældre fyldingsdør med tredelt overvindue og granittrin foran. Mod Stjernegade er en kældernedgang som dækkes af en traditionelt udført, tofløjet revleluge. På gårdsiden ses ligeledes en kældernedgang med en traditionelt udført dør og to nyere rammedøre. I soklen mod gaden ses flere mindre kældervinduer, og de øvrige vinduer udgøres af traditionelt udførte, firerammede vinduer med tværsprosser. Vinduerne er grønmalede. Forhuset mod J. L. Tvedes Vej rummer i det indre tre lejligheder, to i stueetagen og en på første sal. En trappeopgang med en ældre trappe og vægpaneler er bevaret. Lejlighederne har kun delvist traditionelle planløsninger med stuer en suite mod gaden og sekundære rum mod gården. Enkelte bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder ildsteder, vægpaneler, vægge af bindingsværk, gerichter og fyldingsdøre med greb, anverfere og indbyggede skabe. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelt udførte og nyere, herunder brædde-, laminat- og flisegulve. I kælderen ses mure af kampe- og teglsten, pigstensbelagte gulve og adskillige revledøre. Forhuset mod Stjernegade er et fem fag langt hus i to etager med udnyttet tagetage. Bygningen, som er opført i bindingsværk, står på en sortmalet sokkel og har pudset og gulkalket facade i en lidt lysere nuance end nabohuset. Bygningen bærer et heltag belagt med røde vingetegl, og i rygningen ses en skorstenspibe med sokkel, gesims og dækplader. I tagfladen mod gaden ses en kvist og to nyere tagvinduer, mod gården ses fem nyere tagvinduer. På gårdsiden afsluttes facaden af en hovedgesims. Mod gaden ses en nyere, men traditionelt udført, grønmalet fyldingsdør med overvindue. Vinduerne udgøres af traditionelt udførte, torammede vinduer med seks ruder. Forhuset mod Stjernegade rummer i det indre to lejligheder, hvor den ene ligger i stueetagen, og den anden ligger på de øvrige etager. Der er adgang til lejlighederne via gadedøren, der fører ind til en gennemgående gang, der ligeledes giver adgang til gården og stuelejligheden i hjørnehuset samt via en trappe til den øverste etage. Lejlighederne har delvist traditionelle planløsninger med stue mod gaden og de sekundære rum mod gården. Der ses enkelte halve vægge, og i tageetagen er der delvist åbent til kip dels loft som er udnyttet til en hems. Enkelte bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder ildsted, vægpaneler, skillevægge af bindingsværk, gerichter og fyldingsdøre med greb. En nyere trappe ses mellem førstesal og tageetagen. Vinduerne har koblede rammer. Overfladerne er overvejende ældre eller traditionelt udførte, herunder bræddegulve.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusene som et væsentligt bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, der domineres af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning, hvor de således er med til at fastholde kulturmiljøet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved forhuset på hjørnet af J. L. Tvedes Vej 1 er i det ydre relateret til forhusets fremtræden som et gedigent borgerhus i Helsingør, der afspejler datidens velstand samt vidner om de tendenser, der gjorde sig gældende i Helsingør i første halvdel af 1800-tallet, hvor forhuset fik sit nuværende udseende. Fra omkring 1800 og frem blev klassicismen det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede og malede. I Helsingør gør en særlig håndværkerklassicisme sig positivt gældende, som især kommer til udtryk i to etages huse som J L. Tvedes Vej 1. Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til forskellen mellem de to forhuse opført i henholdsvis grundmur og bindingsværk, hvilket vidner om, at man i begyndelsen af 1800-tallet fik råd til at bygge med tegl i stedet for i bindingsværk, der var det mest anvendte byggemateriale i 1700-tallets Helsingør. I det indre knytter forhusenes kulturhistoriske værdi sig til de delvist traditionelle planløsninger med stuerne mod gaden og køkkenerne placeret mod gården. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer, herunder ildsteder, vægpaneler, vægge af bindingsværk, gerichter og fyldingsdøre med greb samt indbyggede skabe, der til sammen er med til at skabe et interiør, som vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved forhuset på hjørnet af J. L. Tvedes Vej er i det ydre knyttet til forhusets langstrakte bygningskrop mod gaden, hvor længden understreges af facadens horisontale opdeling med en let profileret kordongesims mellem stueetage og førstesal og den afsluttende hovedgesims. Den horisontale virkning understreges ligeledes af den stort set ubrudte tagflade. Der er tillige arkitektonisk værdi relateret til den velproportionerede bygningskrop, hvor det røde heltag afslutter bygningsvolumenet, og får forhuset til at fremstå som en helhed på trods af, at det smyger sig om hjørnet. Det overordnede udtryk er roligt og afbalanceret med en enkel, samlende farvesætning og få fine bygningsdetaljer, herunder vinduernes svage tilbagetrækning fra facaden og gesimserne, specielt den kraftigt profilerede hovedgesims. Især vekslen mellem facadedetaljerne, der springer frem eller er trukket tilbage, giver liv til den ellers enkle facade. Der er arkitektonisk værdi knyttet til forhuset på Stjernegade 31, hvor den enkle facade med de tre centralt stillede vinduesfag trækker opmærksomheden mod midten af bygningen. Hertil kommer, at farvesætningen med hvidmalede vinduer og grønmalet dør får de få arkitektoniske elementer til at stå frem mod den gulmalede facade, der afsluttes af det røde heltag.I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til stuerne en suite i lejligheden på første sal, hvor vinduerne giver et smukt lysindfald.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links