Stolberg-monumentet ligger på Sdr. Jagtvej i Hørsholm Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Det første monument på stedet blev rejst i 1766 af Christian IVs enkedronning Sophie Magdalene og var udformet af den franske billedhugger Nicolas-Henri Jardin. Monumentet blev rejst til minde om ophævelse af hoveriet på Hørsholm Gods. Monumentet, som var udført i norsk marmor, blev i 1895 nyhugget i schlesisk marmor, formentlig som følge af, at inskriptionerne og udsmykningen med tiden var forvitrede.

En del af årsagen til nyhugningen af monumentet var, at det gamle monument brød sammen i 1894, da man ville istandsætte det. Det nuværende monument skulle være udført som en nøjagtig kopi af det oprindelige.

Beskrivelse

Stolberg-monumentet (Hørsholms Frihedsstøtte) står på Søndre Jagtvej på en lille pladsdannelse i umiddelbar forbindelse med Folehavevej. Indkørslen til pladsen fra Folehavevej flankeres af henholdsvis husar-/kavalerstalden og den store magasinbygning (begge Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum), og pladsen afgrænses mod henholdsvis nord og syd af Hørsholm præstegård og Hørsholm Egnsmuseum. Monumentet står på en græsklædt helle mellem Sdr. Jagtvejs to vejbaner. Omkring monumentet er et kvadratisk, sandstensbelagt areal kranset af sandstensborner i de fire hjørner, forbundne med jernkæder.

Stolbergmonumentet er en obelisk på omtrent 5 meter, udført i schlesisk marmor. Selve postamentet er i ligeledes udført i marmor, i tre skifter, for oven afsluttet med en bladstav med egeløv omvundet med bånd. Mod belægningen afsluttes med et let fremspringende fodstykke, ligeledes i marmor.

På den nederste del af obelisken er et fremspringende felt, opad til afsluttet med båndomvundne egeløvsranker, som på siden mod Folehavevej bærer følgende inskription: Til Evig Hukommelse af en priselig Indrettning efter hendes kongelige Majestets Sophia Magdalena Befaling Da paa det vise Raad af herr Christian Günther Græve af Stoltberg hendes Ober hofmester alle Undersaatter i Hirichholms Amt befriedes af Hoverie Fæstegaarde forvandledes til Eiendomme

Under årstallet 1761 og på modsatte side er inskriptionen:

FORNYET AF HØRSHOLM DISTRIKTS OEKONOMISKE SELSKAB og herunder årstallet 1895.

Udsmykningen består af et knækket åg bundet omkring et anker, hvilket symboliserer det afskaffede hoveri, og herover er placeret to overflødighedshorn hvorfra flyder henholdsvis mønter og frugter.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til placeringen som den første frihedsstøtte og formentlig også den eneste, der stadig står, hvor den oprindelig blev placeret, centralt i forhold til den avlsgård der hørte til Hirschholm Slot, og hvorfra de bygninger der omkranser pladsen, stammer.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Stolberg Monumentet som monument for de omfattende reformer enkedronning Sophie Magdalene gennemførte på Hørsholm Gods, og som førte til at fæstebønderne blev befriet for hoveriet og fik gårdene som arvefæste. Samtidig er monumentet også et minde over grev C. G. Stolberg, der gennemførte reformen på vegne af kongehuset i 1759-61, hvilket monumentets kaldenavn også vidner om.

Valget af en af datidens ledende skikkelser indenfor arkitekturen og billedkunsten, som kunstner for monumentet, vidner om vigtigheden af mindesmærket. Hertil kommer inskriptionerne og reliefferne, som vidner om bondens nye position i samfundet. Inskriptionen om nyhugningen af monumentet understreger monumentets fortsatte betydning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den klare, sluttede, geometriske og velproportionerede form. Mindesmærket fremtræder harmonisk ved de udhuggede relieffer og inskriptioner samt ved sammenstillingen af postamentet og obelisken. Obeliskens vertikale orientering og relieffernes motiver understreger mindesmærkets fremadskuende orientering, hvor obelisken som symbol på evigheden forstærker følelsen af monumentets betydning.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links