Store Kannikestræde 15, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der i modsætning til efter branden i 1728 ikke givet dispensation. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Det var ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine elementer helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Den 16. august 1807 gik englænderne i land ved Vedbæk nord for København. Under bombardementet i København sigtede Englænderne efter Vor Frue Kirkes tårn, og om morgenen den 5. september ramte en raket, og tårnet brød i flammer og styrtede ned, så hele kirken blev ødelagt. Det udviklede sig til en såkaldt fladebrand med ildstorm, der betød at branden hurtigt spredte sig i det omkringliggende kvarter. Latinerkvarteret og gaderne inden for Nørreport, herunder Fiolstræde blev hårdest ramt under Københavns bombardement, som ødelagde i alt 305 beboelseshuse og anrettede større eller mindre skader på et stort antal andre ejendomme. Hjørnebygningen Store Kannikestræde 15 blev opført i 1828-29 af muremester C. Aagaard.

Ejendommen ligger på hjørnet af henholdsvis Store Kannikestræde og Lille Kannikestræde i det indre København og består af en hjørnebygning, der i begge gader er en del af husrækken. Forhuset er opført i grundmur i tre etager over en høj kælder med syv fag mod Store Kannikestræde, et skråt hjørnefag og fire fag mod Lille Kannikestræde. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag, der følger smigfaget. I rygningen ses i alt tre skorstenspiber, hvoraf den ene sidder ved brandkarmen mod naboejendommen i Store Kannikestræde. Der er tillige zinkinddækkede kviste i tagfladerne mod gaderne, mens der er teglhængte kviste mod gården. Facaden er pudset og malet i en lys sandfarve og har en let fremspringende sortmalet sokkel. Facaden opdeles af en hvid, glat kordongesims mellem stueetage og første sal, og herunder er muren refendfuget. Der er tillige refendfuget lisener i hele bygningens højde ved yderfagene og omkring smigfaget. Øverst afsluttes facaderne af et glat murbånd og en udkraget sparrenkopgesims. Mod Store Kannikestræde findes i det midterste fag et markant indgangsparti bestående af en ældre, grønmalet, tofløjet fyldingsdør med rundbuet overvindue med vifteopsprosning. Omkring døren er en portal bestående af pilastre, artistrav, medaljon med portræt af Peter C.F. Faber og øverst en lav frontispice. Der er i øvrigt en kældernedgang i smigfaget til en nyere, brunmalet, tofløjet dør med blyopsprossede ruder. Over kældernedgangen er et muret skur. Vinduerne er mestendels ældre korspostvinduer med opdelt nedre ramme. I førstesalen er vinduerne forhøjede således, at de har tre ruder i de nederste rammer i stedet for to. Vinduerne er alle grønmalede og udført med ældre hjørnebånd og øvrige detaljer. Førstesalens vinduer har tillige en muret gennemgående sålbænksgesims og i smigfaget har vinduet en profileret indfatning samt sålbånd og fordakning. Til kælderen er nyere, mørkebrune, torammede vinduer med blysprossede ruder, og mod Store Kannikestræde er der nyere markiser over vinduerne. Gårdsiden er filtset og har samme farve som facaderne, men uden pudsdetaljer. Gesimsen er enkel og består af en række retkantede led. Vinduerne er udført som på facaden, dog med skifersålbænke. Adgangen til gårdrummet sker gennem et portrum i naboejendommen i Store Kannikestræde nr. 13. Bygningen rummer en restaurant i kælderen, og herover er der to lejligheder på hver etage fra stueetagen til og med tagetagen. Lejlighederne til højre er femværelses, mens de til venstre er treværelses. Hovedtrappen ligger mod gaden i det midterste fag mod Store Kannikestræde og har originale, drejede balustre og håndliste omkring et ovalt durchsicht. Trappetrinene er tæppebeklædte. Øverst i trapperummet er der adgang via en lem i loftet til spidsloftet, der er uudnyttet. Køkkentrappen, der ligger modsat hovedtrappen mod gårdsiden, har trætrin, enkel håndliste og enkle balustre. Lejlighederne har en oprindelig planløsning med stuer mod gaderne og køkken, badeværelser og mindre kamre samt køkkentrappe mod gården. I lejlighederne til højre er der bevarede ildsteder i køkkenerne, mens der i lejlighederne til venstre er bevaret de oprindelige overlæggere over ildstederne. I lejlighederne og i trapperummet er interiøret velbevaret og præget af et anseeligt antal oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af bræddegulve, høje fod-, brystnings-, hel og lysningspaneler, indbyggede skodder i stueetagen, ildstedspilastre og ovnnicher samt loftsstukkatur og rosetter. Hertil kommer oprindelige en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler samt tilhørende, klassicistiske gerichter og vinduesrammerne har håndsmedede anverfere og stormkroge. I køkkener og badeværelser er der overvejende en nyere materialeholdning. Tagetagen er hovedsageligt præget af nyere, men traditionelle overflader og bygningsdetaljer, og her er bjælkelaget synligt i lofterne. I kælderens restaurant er der en del ældre bygningsdetaljer i form af fyldingsdøre med gerichter, enkle bræddepaneler og ovnpilastre. Der er tillige et større industrikøkken samt nyere toiletter mod gården.

Den miljømæssige værdi for forhuset knytter sig til beliggenheden på hjørnet af Store Kannikestræde og Lille Kannikestræde, hvor bygningen indgår som en integreret del af husrækken i begge gader, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og klassiske facadeproportionering skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som en velbevaret helhed omkring Vor Frue Kirke. Hertil kommer den miljømæssige værdi af bygningens sammenhæng med de øvrige bygninger omkring gården, der danner en traditionel karréstruktur.

Den kulturhistoriske værdi for Store Kannikestræde 15 knytter sig til, at hjørnebygningen fremstår som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede Københavnske borgerhuse i tiden efter både Københavns brand i 1795 og efter bombardementet i 1807. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet.Hjørnebygningen er i kraft af dens proportionering, struktur og facadeopbygning et velbevaret eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til byens nye bygninger efter den anden store brand i København. Efter 1800 blev borgerhusenes facader gradvist forenklet: de tidligere frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at betoningen af midterpartiet og de flade forsænkede murfelter mellem etagerne faldt bort. Empirens facader var enkle i deres formsprog og viser, ligesom klassicismens facader, en sikker proportionering. Netop denne udvikling ses tydeligt i det senklassicistiske hjørnehus med refendfuget underfacader, lisener, kordon-, sålbænks- og hovedgesims, ved brugen af sparrenkopmotivet og den lav frontispice over hoveddøren. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte, nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den enkle gårdside uden dekoration. Det borgerlige, senklassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. Den velbevarede planløsning i lejlighederne er kendetegnet ved disponeringen med de repræsentative stuer mod gaden, mens de mere private og funktionsbetingede rum ligger mod gården. Opdelingen underbygges ved placeringen af hoved- og køkkentrappe, hvis indbyrdes hierarki aflæses i den forskellige fremtræden, hvor hovedtrappen er størst og har rigest snedkerdetaljer. Tillige aftegnes den oprindelige placeringen af køkkenet ved de bevarede åbne ildsteder. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappernes detaljer, stuernes forskellige paneler, vinduesindfatninger, loftsstukkatur, en- og tofløjede fyldingsdøre med enkle små fyldinger og klassicistiske gerichter. Ydermere har mange af dørene bevaret de oprindelige indstukne hængsler og greb, og de ældre vinduer har bevarede anverfere og stormkroge, hvilket igen kan påvise bygningens alder. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange ildstedspilastre og -nicher, der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition, der både med vandrette og lodrette linjer giver facaden et afbalanceret og velproportioneret udtryk. Særligt kordongesimsen og den gennemgående sålbænksgesims er vigtige elementer i den samlede arkitektoniske komposition, da de sammen med refendfugernes linjer og vinduernes taktfaste placering skaber de for perioden så vigtige horisontale opdelinger af facaden. Ydermere danner facadekompositionen mod Store Kannikestræde en gennemført symmetri omkring indgangspartiet, der fremtræder markant i kraft af portalen og dørens detaljer. Hertil kommer værdien af dørens tilbagetrækning i muren og den fremspringende gesims og frontispice, som er en effektful dybdevirkning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer og hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig og klassicistisk elegance. Den arkitektonisk værdi styrkes af de højloftede etager, der sørger for, at lejlighederne fremtræder lyse og herskabelige. Hertil kommer, at paneler, døre og væggenes feltinddelinger med lister er vigtige for, at rummene fremstår velproportionerede og sammenhængende. Helpanelerne betoner ydervæggene mod gaden, ligesom der i flere lejligheder er indbyggede skabe, der elegant indrammer sengens plads i soveværelset. I de største lejligheder er der hele fire stuer en suite mod gaden, hvoraf den største af stuerne, hjørnestuen fremtræder tydeligt som den mest elegante med lysindfald fra flere retninger og med en centralt placeret rundbuet ovnniche. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi i trappernes gennemgående ovale durchsicht, der giver muligheder for, at lyset kan fordele sig ned igennem trapperummet, samtidig med at man ved et kig op igennem fornemmer den ensartede detaljering omkring trappens balustre og håndliste.

Læs videre om

• Gråbrødretorv 4, København
• Gråbrødretorv 5, København
• Stellings Hus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen