Store Kirkestræde 3 og Højbro Plads 3, København

Til ejendommen Store Kirkestræde 3 og Højbro Plads 3 knytter sig en tidstypisk tilblivelseshistorie, der blandt andet forklarer husets smalle grundplan og dets karakteristiske udformning og stil. Mens Øster Kvarter i 1728 overlevede den ødelæggende bybrand, gik det værre ved den følgende bybrand. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai Kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Såvel hjørnehuset som sidehuset i Store Kirkestræde 3 er opført 1798-99 for købmand og strømpefabrikant Aron Leon Warburg. Husets meget lange og smalle grundplan vidner om et tydeligt resultat af bestræbelserne på at gøre gaderne i det i 1795 nedbrændte kvarter bredere og mere passable, hvor det oprindelige hus før branden sandsynligvis har været flere fag bredere i dets facade mod Højbro Plads og hjørnehuset herved haft en dybere bygningskrop. Af kendte beboere kan nævnes organisten og komponisten C. E. F. Weyse (1774-1842) der fra 1804 til 1814 var bosiddende i hjørnehuset. Denne efter sigende madglade komponist var i 1820erne og 1830erne dansk musiklivs ledende skikkelse. Weyse var en kær gæst i flere hjem, heriblandt hos ægteparret Frederikke og Constantin Brun i Dronningens Tværgade. Ikke mindst som komponist til B. S. Ingemanns salmer og sange som bl.a. I Østen stiger solen op og Julen har bragt velsignet bud, men også med Den signede dag som salmedigteren Grundtvig lagde tekst til, står Weyse som en af 1800-tallets store danske komponister. Han blev i 1805 organist ved Frue Kirke og virkede som sådan til sin død i 1842. Til Store Kirkestræde ligger i ejendommen værtshuset Toga, som ofte frekventeres af politikere, politisk interesserede og andet godtfolk.

Ejendommen, opført 1798-99, er beliggende i husrækken i Store Kirkestræde og på hjørnet af Højbro Plads, hvor den korte facade er sammenbygget med naboejendommen. Den omfatter et langt grundmuret hjørnehus med tolv fag til Store Kirkestræde, hvoraf endefagene er trukket frem i bredere risaliter. Der er ét smigfag på hjørnet og to fag til Højbro Plads. Der er kælder, tre etager samt en mezzanin mellem stueetagen og 1. sal, og alle etager er i forskellig højde med en høj 1. sal som beletage. Der er i gården et med hjørnehuset sammenbygget sidehus i grundmur, som er også er i tre etager samt mezzanin. Forhuset er mod gaden forsynet med ældre firerammede vinduer, hvor de nederste rammer er opsprossede, mens der til gårdsiden er ældre småtopsprossede vinduer med flere gamle hængsler. På forhuset mod Store Kirkestræde er glatpudsede bånd over stueetagen og mezzaninen samt under mezzaninens vinduer. Over smigfaget på 1. sal er en segmentfronton med konsoller og indfatning samt en fordybning under vinduer med balustre. Endefagene til Store Kirkestræde er i alle hovedetager forsynet med indfatninger og sålbænke. Der er øverst en hovedgesims med sparrehoveder. Taget er et opskalket halvtag over ni fag, mens resten er et sadeltag. Overalt er taget lagt med røde tegl, og her er syv kviste med småtopsprossede vinduer samt fire skorstene. Facaden er pudset og malet i en varm hvid tone. Gårdsidens overflader står pudsede og orangemalede. Facaden er i stueetagen tillige refendfuget til Store Kirkestræde mellem de to siderisalitter. Mellem 1. og 2. sal, strækkende sig over seks fag, er et båndindrammet felt, hvor der står: Warburgs Hus gjenopført 1798.Der er i forhuset et centralt indgangsparti, placeret i faget til højre for facadens midterakse, med en tretrins stentrappe og en niche med en ældre dør samt cirkulært opsprosset overvindue. Døren er en ældre trefyldnings tofløjet hoveddør, der er hvidmalet med mørkegrå bemaling på dele af paneleringen. I forbindelse med entréen er ejendommens primære opgang, hvor en fireløbs trappe med durchsicht betjener to lejligheder på hver etage. Trappen, der hvidmalet med sort rækværk, har balustrering i løbene, hvis længder varierer efter etagernes højde, På løbene er panelering og trinene er beklædt med linoleum. Ejendommens stueetage og dele af mezzaninen er anvendt til henholdsvis café, værtshus og erhverv, hvorved de oprindelige rumforhold, detaljer og overflader er forandrede eller skjulte. I caféen omkring hjørnet er der dog en del ældre poste i vinduerne samt bevaret panelering under disse. I lejlighederne er den oprindelige planløsning i store træk bevaret på hovedetagerne med rum og stuer en filade i det smalle hus og hjørnestuer ud mod Højbro Plads mens sidehuset har rum, der afspejler de her typiske funktioner som køkken og adgang til en mindre fireløbs bagtrappe med ældre døre med gerichter og hængsler samt en nyere dør. I lejlighederne på 1. og 2. sal er bevaret en del vinduer med hulposte, anverfere og stormkroge, der sandsynligvis stammer fra husets opførelse. Der er forsatsvinduer de fleste steder. I lejlighederne er tillige bevaret helpanelering på væggene og kannelerede lysningspaneler i vinduesnicherne samt profileret og afrundet stukkatur i lofterne. I hjørnestuen på 2. sal er der på væggen mod syd endvidere et bemalet vægpanel med groteske-motiv. Af fyldningsdøre og gerichter er de fleste traditionelt udførte eller nyere kopier. Væggene er hvidmalede overalt, og der er på gulvet nyere belægning; sildebensparket i de fleste rum og i sidehuset plankegulv. Tagetagen, der er indrettet til bolig og pladebeklædt med synlige tværbånd, rummer en del ældre eller traditionelt udførte kvistvinduer med enkelte tilhørende hulposte og stormkroge. Rummene, der er opdelt af nyere vægge, er hvidmalede, og på gulvet er delvist ældre plankegulve, som i den østlige del af tagetagen er dækket af laminatgulve.

Der knytter sig miljømæssig værdi til det grundmurede forhus, der indgår i Øster Kvarters kompakte bebyggelse. Skønt naboejendommene i såvel Store Kirkestræde som på Højbro Plads er andeledes bygninger, understøtter ejendommen samhørigheden med den øvrige, lignende bygningsmasse i området med de gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Ydermere er det snævre hjørnehus med sin lange facade et næsten palæagtigt indslag i en ellers tæt struktur, der generelt får kvarteret til at fremstå som et hele, selvom de enkelte bygninger stammer fra forskellige perioder.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen Store Kirkestræde 3 / Højbro plads 3 knytter sig i det ydre først og fremmest til det velbevarede, grundmurede hjørnehus helstøbte og harmoniske facade, der afspejler bestemmelserne for de genrejste kvarterer København efter branden 1795 og de nyklassicistiske idealer, som her for alvor kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Der knytter sig her kulturhistoriske værdier til hjørnebygningens harmoniske ydre, trods den forsnævrede grund mod Store Kirkestræde, med den hierarkisk komponerede, pudsede facade, som med refendfuget underfacade mellem de bredere byggede risaliter danner et både tektonisk og udtryksmæssigt afbalanceret fundament for de øvrige etager og afspejler gennemtænkte løsninger inden for de givne rammer og formsprog. Hertil kommer de enkle, dekorative elementer med fint udformede detaljer, som er med til at betone yderfagene, smigfaget samt accentuere beletagen i forhuset. Hertil kommer det fine indgangsparti med den bevarede tofløjede trefyldningsdør med overvindue. Gadefacadens delikate linjer og fint harmoniserede bygningsdetaljer modsvares af den nøgterne gårdfacade, der tillige er vidnesbyrd om dispositioner og funktioner i et klassisk genrejst københavnsk borgerhus fra de sidste år af 1700-tallet. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger fra opførelsen, og til alle bevarede bygningsdele og detaljer i vinduer, døre, paneler og stukkatur. Endelig kommer det bevarede trapperum med en fireløbs trappe med balustre.

De arkitektoniske værdier ved ejendommen knytter sig til hele hjørnebygningens harmoniske ydre, trods den forsnævrede grund mod Store Kirkestræde, med den hierarkisk komponerede facade, som med den refend-fugede underfacade mellem bredere risalitter danner et både tektonisk og udtryksmæssigt afbalanceret fundament for de øvrige etager. Hertil kommer de enkle, dekorative elementer med fint udformede detaljer, som er med til at betone yderfagene og smigfaget samt accentuere beletagen i forhuset. Hertil kommer det fine indgangsparti med den bevarede tofløjede trefyldningsdør med overvindue. Gadefacadens delikate linjer og fint harmoniserede bygningsdetaljer modsvares af den nøgterne gårdfacade. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger, og til alle bevarede bygningsdele og -detaljer i vinduer, paneler og stukkatur. Endelig kommer det bevarede trapperum med en fireløbs trappe med balustre, der giver en helstøbt oplevelse på tværs af etagerne og binder disse sammen.

Læs videre om

• Pakhuset, Havnegade 39, København
• Rosengården 7, København
• Åbenrå 25, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen