Store Pottergade 9
.
Store Pottergade 9
.
Store Pottergade 9
.
Store Pottergade 9
.
Store Pottergade 9
.

Store Pottergade 9 ligger på Store Pottergade 9 i Aabenraa Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Langhuset blev opført før 1744 som et firefags bindingsværkshus, der blev delvis grundmuret mellem 1815 og 1825. I 1857 ejet af skibstømrer Peter Nielsen.

Beskrivelse

Store Pottergade 9 er beliggende i husrækken i en lille gade i den ældre del af Aabenraa by bagved kirken og kirkepladsen. Bygningen er grundmuret og opført i én etage. Murene og gesimsen er gulkalkede mens soklen er sorttjæret. Bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt heltag med en lille pultkvist i tagfladen mod gaden samt enkelte små tagvinduer i støbejern. I tagrygningen ses en skorstenspibe med sokkel og krave. I facadens vestligste fag findes en ældre dekoreret, tofløjet fyldingsdør med runde ruder øverste samt et overvindue. I gårdsiden findes en nyere dør med termoruder. Bygningens vinduer er torammede, delvist ældre, delvist nyere udført med koblede rammer. Alle vinduer samt døren i gårdsiden er malet mørkegrønne, mens hoveddøren er både gul og grøn. Indvendigt er en ældre grundplan delvist bevaret med en forstue og stue mod gaden, mens køkken og bad ligger mod gården. Fra forstuen går en ældre trappe op til første sal, hvor der er to værelser og en lille repos. Overfladerne er traditionelt udført med trægulve, klinkegulv i forstuen og bræddelofter mellem de synlige ældre loftbjælker. Flere ældre fyldingsdøre og gerichter er bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for bygningen relaterer sig til placeringen i den smalle gade, hvor bygningen indgår naturligt i rækken af ældre huse. På modsatte side af gaden findes en lille plads, der giver lys og luft til bygningen. Gårdsiden vender, som de øvrige bygninger i Store Pottergade ud til en lille, lukket smøge, putgyden, der er byens mindste gyde. Via små trapper er der fra gårdhaverne adgang til gydens højtliggende sti, der snor sig om til kirkepladsen. Stien, trapperne og de mange halvmure samt små udhuse skaber tilsammen et unikt baggårdsmiljø, med en utrolig høj autenticitet, der ikke findes andre steder i byen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens størrelse, der sammen med de mange andre, mindre beboelseshuse i gaden, vidner om Aabenraas tidligere boderækker i et af byens ældste kvarterer. Endvidere knytter værdien sig til de traditionelle bygningsdetaljer som vinduerne, gesimsen og særligt hoveddøren, som er udført i Louis-Seize stil, der tydeligt understreger den herskende tendens i midten af 1700-tallet. Hoveddøren indskriver sig tillige i rækken af udsmykkede døre, der er et gennemgående træk for Aabenraas huse. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede grundplan, hvor forstuen og placeringen af bygningens to yderdøre antyder den tidligere gennemgående diele, der er et egnskarakteristisk træk for Sønderjylland. Hertil kommer den traditionelle placering af stuen mod gaden og køkkenet mod gården. De enkle og traditionelle materialer, herunder trægulve, bræddelofter med synlige bjælker og fyldingsdøre er tillige værdier, der sammen med bygningens størrelse afspejler opførelsen som bolig til byens mindrebemidlede klasser.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle bygningskrops proportioner og det stejle tag, der indskriver bygningen i en naturlig sammenhæng med de øvrige huse i gaden. Hertil kommer den enkle facade med de næsten kvadratiske vinduer, der ligeledes proportionelt passer til den lille pultkvist. Louis-Seize døren skiller sig ud og fremstår som et unikt og yderst dekoreret element, der løfter bygningen arkitektoniske fremtræden. Tillige fremhæver dørens farveholdning den rige detaljering og symmetrien med de to pilastre, som virker slanke og vertikale. Dette underbygges af dørens overvindue, der skærer sig ind i gesimsen, så døren med trappen spænder fra gadeniveau til tagfod. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de små rum, som grundet de mange vinduer og den traditionelle materialeholdning, fremstår lyse.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links