Storegade 65
.
Storegade 65
.
Storegade 65
.
Storegade 65
.
Storegade 65
.
Storegade 65
.
Storegade 65
.

Storegade 65 ligger på Storegade 65 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Huset blev opført af handskemager Andreas N. Kruse i 1852. I en lang årrække var der store kældervinduer i soklen og i 1928 blev der udført en udgravning således, at der var nedgang til kælderen fra gadesiden. I 1931 blev en lang gennemgående kvist tilføjet gårdsidens tagflade. Ved en registrering i 1987 fremstod bygningens facade gråmalet, vinduerne var grå og enkelte partier omkring kvistenes vinduer og hoveddøren var rødmalede. Tillige var nedgangen til kælderen i gadesiden stadig eksisterende og det samme var den lange kvist mod gården. Siden denne registrering har bygningen gennemgået en større restaurering og i den forbindelse blev kældernedgangen fjernet og den lange kvist på gårdsiden erstattet af to små kviste.

Beskrivelse

Bygningen ligger i Storegades husrække i en ældre bydel i Haderslev. Bygningen er et grundmuret, femfags forhus i to etager over en kælder. Murene er pudsede og fremstår hvidmalede over en gråmalet sokkel og øverst ses et teglhængt heltag med to skorstenspiber i rygningen, to nyere kviste i hver tagflade og enkelte små tagvinduer i gårdsiden. Facaden er rigt udsmykket med dekorationer trukket i puds, herunder blændingsfelter, fladbuede vinduesindfatninger, sålbænke, vinduesbryn, friser og gesims samt en fordakning over hoveddøren. Bortset fra en enkel trukket gesims bærer gårdsiden ingen dekorationer. I facadens midterste fag ses en ældre, tofløjet hoveddør med fyldinger i den nederste del og glas i den øverste del samt et halvrundt, opsprosset overvindue. Over dørens fordakning ses et blændingsfelt med påmalet navn: "A.N.Kruse" og foran døren er en tretrins granittrappe. I gårdsiden findes ligeledes midt for en ældre fyldingsdør med overvindue, og foran døren er en nyere ståltrappe og under denne en kældernedgang til en nyere kælderdør. Bygningens vinduer er nyere, hvidmalede korspostvinduer, undtagen kælder- og kvistvinder, der er torammede. Kvistene har tillige skrå vinduer i begge flunker.

I det indre har bygningen bevaret en ældre planløsning med en gennemgående diele mellem hoved- og bagdør. I dielen findes en ældre trappe, der giver adgang til de forskellige etager, som alle er opdelt med en lejlighed til hver side. På trappens repos og i flere lejligheder er ældre trægulve, ligesom der i flere lejligheder er ældre fyldingsdøre med gerichter. Mange af de øvrige overflader er nyere. I den nyindrettede tagetage ses den ældre trækonstruktion.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Storegade 65 knytter sig til placeringen i den traditionelle bebyggelsesstruktur, hvor alle bygninger er sammenbyggede med flugtende facader.

Kulturhistorisk værdi

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den rige købstadsarkitektur fra midten af 1800-tallet. Bygningens volumen og facadedetaljer fremstår dominerende i gaden, og vidner om byens udvikling i perioden. Hertil kommer at dekoration med; brystningsfelter, sålbænke, vinduesindfatninger, bånd og vinduesbryn er et tideligt eksempel på historicismens blanding af tidligere stilarter, som kom til at præge anden halvdel af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede grundplan med gennemgående diele, der er egnskarakteristisk i Sønderjylland. Hertil kommer den traditionelle opdeling med lejligheder til hver side, hvor stuerne er placeret mod gaden og de funktionsbetingede rum som badeværelser og køkken ligger mod gården. Tillige er der kulturhistorisk værdi i de bevarede bræddegulve, hovedtrappe og de ældre fyldingsdøre samt trækonstruktionen på loftet, da disse detaljer og overflader tilsammen bidrager til opretholdelsen af et traditionelt interiør, hvor man fornemmer bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Storegade 65 knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygning med de relativt store og høje vinduer og det markante opskalkede tag, der hviler let på muren. Facadens mange detaljer er med til at skabe en symmetri samtidig med en let og elegant dybdevirkning. Hertil kommer at hoveddøren fremstår som et integreret element, hvor det høje overvindue sørger for, at dørpartiet tangerer med overkanten af stueetagens vinduer. Endvidere sørger dørens todelte farveholdning for, at de forskellige fyldinger træder frem, hvilket giver et spinkelt og raffineret udtryk, der underbygges af overvinduets stjerneformede sprosseinddeling og de små korslignende detaljer i facadens bånd.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links