Storegade 82
.
Storegade 82
.
Storegade 82
.
Storegade 82
.
Storegade 82
.

Storegade 82 ligger på Storegade 82 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Storegade 82 blev opført i 1834 af Hans Petersen Schmidt, som forhus til en købmandsgård, der lå på den plads, der nu fungerer som parkeringsplads. På et ældre kobberstik fra 1854 ses det, at købmandsbutikken har været indrettet i rummene til højre for hoveddøren. Den øvrige del har sandsynligvis fungeret som bolig for købmanden. Bygningen gennemgik en større restaurering i 1984. I dag anvendes bygningen som kontorlokaler.

Beskrivelse

Storegade 82 er placeret fritliggende i husrækken langs Storegade, der er grusbelagte indkørsler på begge sider af bygningen, disse fører til parkeringspladsen bag bygningen. Storegade 82 er et syv fag bredt, toetages grundmuret forhus, der hviler på en gråmalet sokkel og bærer et halvvalmet tag hængt med røde vingetegl. Der sidder to kviste i begge tagflader og to skorstene med sokkel og krave i rygningen. Facaden er symmetrisk opbygget med hoveddøren i midterste fag. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med ruder samt opsprosset overvindue. Foran døren er en sekstrins granittrappe med ældre smedejernsgelændere. Murværket fremstår glatpudset med en glat kordongesims i etageadskillelsen og afsluttes øverst af en trukket hovedgesims. Alle vinduer er nyere, hvidmalede korspostvinduer med torudede underrammer og forsatsrammer. I kælderen sidder ældre torammede vinduer med tremmer for og kvistenes vinduer er nyere og torammede. Gavlene fremstår glatpudsede uden udsmykning med tre vinduer i loftetagen og varieret vinduessætning i de øvrige etager. Bagsiden har samme udformning som facaden, dog er indgangsdøren en nyere, glat, tofløjet dør med en femtrins granittrappe med ældre smedejernsgelændere foran. Alle sålbænkene er nyere, indmurede fliser. I det indre er den ældre grundplan bevaret i store træk med en diele, med trappe til første sal og lukket med en nyere dør mod den bagerste del af huset. Fra dielen er der på begge sider døre til store rum mod gaden og mindre rum mod bagsiden. En beslægtet grundplan gælder for første sal. Interiøret er på begge etager præget af nyere overflader: gipsplader, savsmuldstapet, akustikplader og gulvtæpper. Nogen steder er der opsat nyere tynde skillevægge for at inddele stuerne til mindre kontorer. Der er også bevaret enkelte ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og stukkatur i stuen på første sal. Et stort antal nye fyldingsdøre er lavet i kopi efter ældre forlæg. En del døre fremstår som glatte døre med indfræsede riller som fyldinger og alle dørgreb er nyere. Skorstenene er bevaret i det indre. Loftet er indrettet i nyere tid til store rum, der præges af nyere overflader og installationer. I disse rum fremstår de ældre hanebånd synlige. Kælderrummene fremtræder med pudsede overmalede vægge og det gamle køkkenildsted er bevaret med originale luger til indfyring, en stor niche med indmurede riller til hylder, basen til den anden skorsten og det ældre bjælkelag er bevaret synligt.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Storegade 82 knytter sig til bygningens beliggenhed i den traditionelle bebyggelsesstruktur, hvor den skiller sig ud fra den næsten udbrudte husrække gennem sin fritliggende placering. Den fritliggende placering får Storegade 82 til at stå frem i gadebilledet. De brolagte indkørsler på begge sider af bygningen, harmonerer godt med bygningens traditionelle materialeholdning.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Storegade 82 knytter sig til facaden i klassicistisk stil, der er kendetegnende for arkitekturen i Haderslev i første halvdel af 1800-tallet, hvor borgerskabet tog den klassicistiske stil til sig. Kendetegnende for klassicismen er den ofte glatpudsede facade, hvor symmetrien og de vandrette forløb understreges gennem fremhævet midterfag eller sidefag og med enkle bånd samt gesimser som udsmykning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede grundplan, med den egnskarakteristiske gennemgående diele og store stuer mod gaden samt mindre rum mod bagsiden, der viser at repræsentative stuer og butikslokaler har ligget mod gaden og de sekundære funktioner vendte mod gården. Hertil kommer de bevarede ældre fyldingsdøre og nyere kopier, der vidner om bygningens oprindelse i 1800-tallets første halvdel.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Storegade 82 knytter sig i det ydre til den fritliggende og velproportionerede brygningskrop, hvor den karakterfulde og stringent symmetriske facade udmærker sig ved sin prunkløse elegance, der er tilvejebragt med ganske få virkemidler i form af en høj sokkel, glat kordongesims og enkelt profileret hovedgesims. Hertil kommer de næsten ubrudte tagflader af røde vingetegl. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan og til de store stuer mod gaden, hvor de store vinduer gør rummene særdeles velbelyste. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele som fyldingsdøre og stukkatur, der fastholder den traditionelle stemning i de moderniserede rum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links