Strandgården, Blåvandshuk

Strandgården er opført omkring 1850, men ejer oplyser at aftægtsboligen formentlig er fra sidst i 1700-tallet. Strandgården er restaureret i flere omgange første gang i 1967 og senest i begyndelsen af 1990erne.

Strandgården ligger i den sydlige del af Blåvand imellem nyere klitgårde og sommerhuse. Strandgården består af tre længer, hvoraf to er sammenbyggede mod syd og vest og en mindre fritstående længe mod nord. Stuehuset er den sydligste længe og er ni fag lang, grundmuret i en etage uden markering af sokkel. Murene fremstår i rød, blank mur og en hvidkalket gesims. Husets tag er et stråtækt sadeltag med trekvartvalm og i mønningen sidder to skorstenspiber med sokkel og tag. Hoveddøren er en ældre, bræddebeklædt revledør, der vender mod gårdspladsen. En nyere havedør sidder på stuehusets sydside. Vinduerne er overvejende nyere, men der sidder enkelte ældre på nordsiden. Vinduerne er enten et- eller torammede og er alle hvidmalede. I det indre er en delvis bevaret planløsning med en langsgående skillevæg, der adskiller to stuer og et værelse mod syd fra køkkenet, bryggers og et mindre rum samt badeværelse mod nord. Fra bryggerset er der direkte adgang til den tidligere staldlænge mod vest. Gulvene er i stuer og værelser traditionelt udførte bræddegulve, og i køkken og bryggers er nyere fliser. Dørene er ældre, enkelte formentlig oprindelige, fyldings- og revledøre, hvoraf flere er bemalede med et lille blomstermotiv øverst, der formentlig er en nyere tilføjelse. Dørene har overvejende ældre gang- og låsetøj og gerichter. Overalt er bræddelofter mellem synlige bjælker på nær i vinkelstuen, hvor den vestlige del er hævet til hanebåndsniveau med nyere bræddeloft. I niveauforskellen er en inddækning, der er malet med et moderne motiv. Ejer oplyser, at værket er tegnet af avistegneren Peder Nyman. I samme stue er en nyere kamin. Fra køkkenet er en nyere ligeløbstrappe op til den delvist udnyttede tagetage, hvor der er et mindre gavlværelse mod øst. Mod vest er den ældre tagkonstruktion synlig med skorstene samt det syede stråtag. I bryggerset er en lem i gulvet ned til en lille kælder. I det ene nordvendte værelse er ældre indbyggede skabe. Den tidligere staldlænge udgør vestlængen og er syv fag lang, men ellers som stuelængen, dog kun med en skorstenspibe i mønningen. Mod øst er taget let hævet over en nyere, to-fløjet port med et lille opsprosset vindue i hver fløj. Vinduerne er ældre enrammede og hvidmalede. I nordgavlen sidder en ældre gråblå luge. I det indre er vestlængen delt ved portrummet med en forstue, der giver adgang til bryggerset i stuehuset samt et par mindre kamre og et toilet. Desuden en nyere ligeløbstrappe af træ til den uudnyttede loftetage, der er gennemgående fra stuehuset. Gulvene er traditionelt udførte bræddegulve og væggene i værelserne er bræddevægge, mens der er kalkede og pudsede vægge i forstuen. Dørene er traditionelt udførte revledøre. I den nordlige ende er tegl- og stengulv, kalkede vægge og ældre bræddeloft mellem synlige bjælker. Den fritstående nordlænge udgør den tidligere aftægtsbolig. Bygningen er fire fag lang, men ellers som de andre længer. Det stråtækte sadeltag er med helvalm og en skorstenspibe med sokkel og krage i mønningen. I østgavlen er en tagskægskvist, hvori der sidder en grønmalet luge. I sydsiden sidder en nyere, blåmalet halvdør med diagonalstillet rude i den øverste del. Vinduerne er traditionelt udførte, hvidmalede og overvejende torammede. I det indre er en stue mod øst, hvorfra der er adgang til et kammer mod nord og køkken og toilet mod syd. Gulvet i køkken og badeværelse er støbt, mens stue og værelse har nyere bræddegulve. Dørene er ældre revledøre med ældre gang- og låsetøj samt gerichter. Der er ældre bræddeloft mellem synlige bjælker.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Strandgårdens beliggenhed i landskabet med stuelængen placeret traditionelt mod syd med direkte adgang til den mod vest beliggende staldlænge og en aftægtsbolig mod nord. Derved dannes et gårdrum, hvor mennesker og kreaturer kunne være i læ for den kraftige vestenvind.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til den trelængede gård som en repræsentant for den vestjyske klitgård, hvor den helt efter egnens skik er placeret med stuehuset mod syd, der er sammenbygget med en staldlænge mod vest, hvor der i det indre er adgang mellem længerne, så beboerne ikke behøvede at gå udenfor for at gå over i stalden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i stuehusets ydre til bygningens fremtræden som et typisk stuehus på en klitgård. Et gennemgående træk for denne bygningstype er facaderne, der står i rød blank mur med en hvidtet gesims, uden synlig sokkel og et afvalmet stråtag. Hertil kommer skorstenspiberne i rygningen og den taktfaste vinduessætning med torammede vinduer, der klart signalerer, at der er tale om en beboelseslænge. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den delvist bevarede planløsning med en langsgående midtskillevæg, der adskiller de sydvendte stuer og værelse fra køkken, bryggers og kammer, der ligger køligt mod nord. Hertil kommer de bevarede og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder de ældre bemalede fyldingsdøre, det indbyggede skab samt bræddeloftet mellem synlige bjælker, der alle vidner om bygningens alder og udvikling samt understreger længens funktion som bolig. Tillige den lille kælder under bryggerset, det vidner om, hvordan mad kunne opbevares køligt under jorden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i staldlængens ydre til dens fremtræden som en typisk staldlænge på en klitgård med facader i rød, blank mur og afvalmet stråtag samt til porten mod gårdrummet, så kreaturerne blev lukket ud til et gårdrum i læ. Hertil kommer de små etrammede vinduer og lugen i gavlen, der vidner om bygningens tidligere funktion som stald, hvor kreaturer stod i den nordlige ende og karlene boede i den sydlige, her ses en skorstenspibe, således at karlene kunne få varme fra en ovn. Dem kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den mere robuste materialeholdning med kalkede vægge og stengulv, så stalden stadig lader sig aflæse mod nord og de mindre værelser i den sydlige ende, der trods modernisering stadig indikerer, at karlene sov tæt på stalden. Desuden det uudnyttede tagrum, der sammen med revlelugen i gavlen vidner om, at tagrummet benyttedes til opbevaring af hø mv. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til aftægtsboligens ydre til dens fremtræden som en del af en vestjysk klitgård, hvor dens beskedne størrelse tydeligt viser, at bygningen er tidligere aftægtsbolig, der er opført til et specifikt behov adskilt fra resten af gården. Hertil kommer de traditionelle mure i rød blankmur med helvalmet stråtag med en skorstenspibe i mønningen. Ligesom stuelængen er vinduerne større og mere taktfaste, hvilket vidner om, at også denne længe var til beboelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med en gennemlyst stue, værelse mod nord og køkken mod gårdspladsen samt til de ældre døre, der vidner om aftægtsboligens alder og udvikling.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i Strandgårdens ydre til den trelængede gårds velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der former sig omkring port og luge på staldlængen og aftægtslængen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er uforstilt i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integrerede og begrænser sig til bygningselementer som gesims, vinduer, døre og skorstenspiber. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Tillige ligger der arkitektonisk værdi i udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på døre og skabslåger.

Læs videre om

• Hodde tidl. Skole
• Silasens Hus, Varde
• Store Hebo, Janderup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen