Strandgade 53 ligger på Strandgade 53 i Svendborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Troense blev etableret i løbet af 1700-tallet på initiativ af kammerherre Niels Juel på Valdemars Slot. Byen er et tidligt eksempel på en planlagt landbebyggelse anlagt som ramme om frugtavl, skibsfart, skibsbygning og uddannelse. Særligt står strukturen omkring Strandgade, Grønnegade, Troense Strandvej og Lodsvej samt den indre del af Slotsalléen stadig velbevaret med mange af de oprindelige huse, ligesom det også ses i Strandgade 53.

Grunden Strandgade 53 har været bebygget siden 1768, hvor der lå en seks fag lang længe. I 1819 blev forhuset beskrevet som værende 10 fag langt og grunden var yderligere bebygget en 11 fag lang længe mod vest samt en længe mod øst på tre fag. På et ældre fotografi fra 1939 ses det, at bygningen tidligere har haft et stråtækt heltag med bræddebeklædte gavle og et vindfang af træ på bygningens østgavl. Forhuset har gennemgået en renovering omkring 1964, hvor der blandt blev støbt gulve i stuetetagen, skiftet vinduer, og hvor taget fik tilføjet brede kviste mod gade- og haveside. Den meget dekorativt udførte hoveddør er ligeledes tilføjet på dette tidspunkt, hvor den erstattede en mere enkelt udført dør.

Beskrivelse

Strandgade 53 ligger i den ældste del af Troense. Foran bygningen er en forhave med en lav hæk, der afgrænser haven mod gaden. Bag forhuset ligger et ældre stråtækt baghus og et udhus, der ikke er omfattet af fredningen. Strandgade 53 er et ti fag langt, enetages bindingsværkslanghus, der er opført i rødt opstolpet tømmer med hvidkalkede tavl. Bygningens fodrem hviler på en sortmalet støbt sokkel. Langsidernes bindingsværk har halvranker i undertavlene og gennemstukne bjælkeender, mens gavlene har stormbånd, der støtter åp anden stolpe. Taget er et halvvalmet stråtag med et halvt skifte teglsten nederst. Stråtaget har halmmønning med kragtræer og i rygningen sidder to nyere, hvidmalede skorstenspiber med sokkel og krave. I begge tagflader er en bred stråtagskvist midtfor. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med fint sprosseværk og ældre beslagværk samt fint forarbejdede gerichter med konsolbårent, tandsnitprydet overstykke. På havesiden er en grundmuret tilbygning med teglhængt halvtag, her i sidder en nyere køkkendør med ruder i øverste del. Tilbygningen har påmalet bindingsværk. Vinduerne er nyere opsprossede vinduer, der alle er blåmalede. Det indre præges af en ældre grundplan med en delvist bevaret midterskillevæg, der opdeler grundplanen i mindre rum, herunder badeværelse, køkken og bryggers mod havesiden og stuer samt trappe mod gaden. Via en nyere trætrappe, er der adgang til loftetagen, der indrettet i nyere tid. Her er en repos, der giver adgang til et værelse i hver gavl og mod gadesiden. I interiøret fremstår stueetagen med støbte gulve og loftets ældre bjælkelag synligt med ældre plader imellem. Der er bevaret ældre gerichter, og vinduerne har forsatsrammer samt ældre anverfere og stormkroge. I loftetagen er skorstenene bevaret og tagkonstruktionens hanebånd fremstår inddækkede.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Strandgade 53 knytter sig til ejendommens beliggenhed på Strandgade, der er blandt Troenses tidligst anlagte hovedgader og tillige fungerer som indkørselsvej til byen. Bygningen indpasser sig harmonisk i gadebilledet, hvor bygningerne præges af en traditionel materialeholdning og byggeskik. Strandgade 53 ligger ligesom flere af de oprindelige ejendomme i gaden med en kort indbyrdes afstand og med den for Troense karakteristiske lille forhave foran. Hertil kommer ejendommens traditionelle materialeholdning samt disponering, hvor forhuset er beliggende parallelt med vejen, hvilket er et gennemgående træk for en stor del af de oprindelige ejendomme i Troense. Således bidrager Strandgade 53 til fortællingen om Troenses oprindelse og anlæggelse og udgør dermed en væsentlig del af det samlede, velbevarede landsbymiljø i Troense.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Troenses kulturhistorie, hvor de velplanlagte, små bebyggelser stod som en samlet ramme om avl og skibsfart. Dette kan ses i grundens disponering og bygningernes placering, i bindingsværkskonstruktionen, skorstenspiberne og i den ældre, fint detaljerede hoveddør.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved forhusets enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, halvranker og stormbånd samt stråtaget med halmmønning, der vidner om at Strandgade 53 oprindeligt blev opført som en beskeden fæstebolig under den nærliggende herregård. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de genkendelige træk af den ældre grundplan med mindre rum mod haven og stuer mod gaden. Hertil kommer alle ældre bygningsdele, herunder bjælkeloftet, ældre gerichter og den traditionelle materialeholdning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i Strandgade 53 knytter sig til i det ydre til det fritliggende og velproportionerede længehus, hvis anselige længde fremhæves af facadens regelmæssige bindingsværk og tagets store flader. Dekorationen begrænser sig til indgangspartiet med den tofløjede hoveddør med den fint forarbejdede indramning, hvilket understreger bygningens værdige og solide udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links