Strandgade 8, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Selve ejendommen Strandgade 8 har en for Christianshavn forholdsvis typisk udviklingshistorie: Den oprindelige storgrund omfattede både nuværende nr. 8 og 10 og en del af nr. 12, som den ene halvdel af den oprindelige, store hjørnegrund på hjørnet af Torvegade. I 1632 var stedet, hvor den nuværende ejendom ligger, endnu ubebygget. I 1642 overtog borgmester Jacob Madsen grunden, og dennes enke solgte i 1666 videre til Jonas Trellund. Han opførte på de nuværende nr. 8 og 10 de såkaldte Trellundske gårde. Begge bygninger var i tre fag og to etager med kælder og gavlfront over alle tre fag. Allerede før 1731 var nr. 8 udbygget til fem fag som nu, herunder med portgennemkørsel i de sydligste to fag. En kaptajn Ytrecht lod huset ombygge mellem 1756 og 1773, hvorved huset fik heltag med glaserede tegl og en midtplaceret kvist i tre fag med stukkaturprydet segmentfronton. Forhuset stod herefter væsentligst uændret indtil 1839, hvor facadens kvist blev ændret til en tredje etage. Samtidig fik huset antagelig sin nuværende hovedgesims. Sidehuset nærmest forhuset blev ligeledes til omkring 1839 til afløsning for en ældre bindingsværksbygning. Det blev bygget i syv fag samt et rundt smigfag, i to etager med kælder og halvtag. Forlængelsen med sidehuset i tre fag, bl.a. med stald i stueetagen, kom til i 1853, også som erstatning for et ældre bindingsværkshus. Baghuset opførtes 1933 og samme år skete der ombygning af det andet sidehus.

Ejendommen er beliggende i Strandgade på Christianshavn i København. Den omfatter et forhus sammenbygget med to sidehuse i forlængelse af hinanden. Herudover ligger i gården et baghus opført i 1933, og dette er ikke omfattet af fredningen. Forhuset er beliggende som et integreret led i gadens østlige husrække. Forhuset er grundmuret, i fem fag, og er i tre etager med kælder samt en udnyttet tagetage. Over anden sal er en hovedgesims med sparrehoveder, og facaden er pudset og kalket over en sortmalet sokkelmarkering. I de to sydligste fag er en portgennemgang med en rundbuet niche, og heri er en ældre, tofløjet fyldningsport med en profileret overligger samt et halvrundt overvindue med radiær og koncentrisk opsprosning. Port og overdele er malet mørkegrønne. I det andet fag fra nord er en kældernedgang med en fladbuet, falset kælderhals, og heri er en nyere, tofløjet og grønmalet dør med bræddefyldninger. I facaden er ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er hvidmalede. I kælderen er torammede, opsprossede vinduer, mens der i stueetagen og på første sal er firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. På anden sal er torammede, opsprossede vinduer. Forhuset har et heltag med sortglaserede vingetegl i tagfladen mod gaden. I tagfladen til gaden er to heltagskviste med fladbuede, torammede og småtopsprossede vinduer. Forhuset omfatter til gårdsiden to fag, og har én etage mindre end til gaden. Gårdsiden, både omfattende forhuset og sidehusene, er pudset og gulkalket, og der er øverst en enkel profileret hovedgesims. Over porten er i forhuset en lav etage. Tagfladen til gården er hængt med røde tegl, og heri er en fabrikskvist i ét bredt fag, og over sidehusets hjørne er en pultkvist. Dertil kommer i tagfladen mod gården en høj skorsten. Der er ældre og traditionelt udførte to- og firerammede vinduer samt et lille en-rammet vindue. I hjørnet mellem for- og sidehuset er et afrundet smigfag med tre- og seksrammede, opsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede, undtaget kvistenes, der er rødmalede. I forlængelse af smigfaget og sammenbygget med forhuset er et grundmuret sidehus i syv fag opført med kælder og to etager og har en udnyttet tagetage. I det yderste fag fra forhuset er et indgangsparti med adgang via en ældre udvendig trappe med et stentrin og tre trætrin. I nichen er en ældre, tofløjet og grønmalet fyldningsdør. I henholdsvis første og i sjette fag efter smigfaget er fladbuede kældernedgange. I den første er en nyere, tofløjet, mørkegrøn dør med termoglasfyldninger, i den anden er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn fyldningsdør. I det syvfags sidehus er hovedsageligt ældre og traditionelt udførte samt enkelte nyere vinduer, alle er hvidmalede. I kælderen er torammede, opsprossede vinduer, mens der på hovedetagerne er firerammede, opsprossede korspostvinduer. Sidehuset har et tag med ensidig taghældning hængt med røde tegl, og heri er tre pultkviste med traditionelt udførte, opsprossede vinduer. I forlængelse af det syvfags sidehus er et trefags sidehus i tre brede fag, opført i tre etager, også pudset og gulkalket med den samme profilerede hovedgesims. I stueetagen er midtfor en indgang med en nyere dør med glaspartier. Der er ældre og traditionelt udførte, en-, to- og trerammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. I det indre er i forhuset og i en del af det første sidehus en nyere erhvervsindretning med pladedøre og fliser på gulvet, og bagerst i sidehuset er et fyrrum og depot uden nævneværdige ændringer. Fra det flisebelagte portrum er adgang til trappeopgangen via en traditionelt udført, hvidmalet dør med et opsprosset glasparti og indfatninger. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe med afrundet durchsicht, fyldninger på vangerne, drejede balustre og en profileret håndliste. På reposen til stueetagen er et ældre, afrundet indgangsparti, på første sal er der to regulere indgangsdøre, og på tredje sal, tagetagen, er en repos med et toilet og to døre. Lejlighederne har overordnet set en velbevaret planløsning: Stueetagen omfatter en gadevendt stue samt et lavt rum over porten med adgang via en nyere trappe. Hertil kommer en smigfagsstue, og i sidehuset er to værelser samt toilet og badeværelse, og bagerst er køkken med adgang til bagtrappen i første sidehus, en ældre, toløbet trappe med enkle balustre og profileret håndliste. Lejligheden på første sal minder herom, dog med to gadevendte stuer og et køkken, der rykket fra bagerst i sidehuset til smigfagsstuen. Herudover er et par værelser og et bryggers på køkkenets plads. Den indrettede tagetages lejlighed på anden sal har en moderniseret planløsning, herunder er to gadevendte stuer delvist lagt sammen og tavl fjernet i væggen til rummet ved smigfaget, der er køkken mod gården, og i sidehuset er en hovedsageligt nyere planløsning med værelser, toilet og bad. Første og anden sals lejligheder har som stueetagens lejlighed adgang til bagtrappen bagerst i det første sidehus. Fra taglejligheden på anden sal er adgang til et inddraget spidsloft over forhuset via en nyere ligeløbstrappe fra den gadevendte stue. Spidsloftet omfatter en hovedsagelig nyere planløsning, herunder med to gadevendte rum og et badeværelse. Der er i for- og sidehuset gennemgående traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de yderste vinduer er en del ældre stormkroge og anverfere. Der er i stueetagen og på første sal både ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldningsdøre, herunder i stueetagen en ældre, buet, tofløjet dør i en dobbeltkonstruktion med en flad, tofløjet entrédør. Der er bevarede skorstenskerner, og i stueetagens køkken er en kogeniche, der på første sal er indrettet med et indbygget skab. På anden og tredje sal er nyere fyldnings- og pladedøre. Der er en del ældre dørgreb. Der ligger i stueetagen og på første sal ældre plankegulve i stuer og værelser, mens de oprindelige, funktionsbetingede rum har nyere gulvbelægning. På anden sal er nyere bræddegulve samt linoleum, og på spidsloftet. Der er i stueetagen bevaret barokke, paneler mod gaden i stuen, og herudover er ligesom på første sal klassicistiske brystnings- og lysningspaneler samt ovnpilastre. Hertil kommer i stueetagen felter med profilerede lister, og på første sal er der mellem stuerne udsmykkede overstykker over dørene. Stueetagen og første sal har en del bevaret stukkatur, både profilerede eller konsolbårne kantlister og rosetter. På anden sal samt tagetagen er synligt bindingsværk og tømmerkonstruktioner flere steder, men ellers glatte og hovedsageligt nyere overflader.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Strandgade, hvor forhuset – mellem højere nabohuse – indgår som et integreret led i gadens østlige husrække. Dermed er forhuset med sit klassiske udtryk og materialeholdning med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld husrække over for den vestlige gadesides nyere, monumentale byggerier. Til gårdsiden danner for- og sidehusene med deres konsekvente udtryk og materialer ligeledes et stemningsfuldt og ensartet gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg bestående af forhuset og de i forlængelse heraf sammenbyggede to sidehuse. Med sin mere beskedne etagehøjde og enklere udformning end mange af de øvrige ejendomme i nabolaget udgør ejendommen et eksempel på den variation, der knytter sig til det historiske område omkring Strandgade. Mens det dominerende stiludtryk i det nuværende anlægs ydre absolut er domineret af klassicismen, så er ejendommens ældre oprindelse alligevel sporbar med den større murtykkelse og lidt særprægede proportionering af facaden. Til forhuset knytter der sig kulturhistorisk værdi til den pudsede facade uden andre udsmykninger end hovedgesimsen med sparrehoveder. Dernæst kommer den tofløjede fyldningsport med alle detaljer, den profilerede overligger og det halvrunde overvindue med radiære og koncentriske sprosser. Alt i alt udgør denne halvrunde portniche et meget tidstypisk element i et københavnsk forhus af denne type, ligesom den fladbuede og falsede kælderhals udgør et ligeså typisk indslag i datidens facadeskema. Dertil komme alle de ældre og traditionelt udførte vinduer, hvor den oprindelige hierarkiske disposition er bevaret: lave, torammede, opsprossede vinduer i kælderen, mens der i stueetagen og på første sal (de finere beboelsesetager) er de typiske og repræsentative, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Over disse vinduer markerer de noget mindre, torammede og opsprossede vinduer en mere beskeden bolig. Tilsammen giver denne vinduessætning et klassisk og harmonisk udtryk, der til trods for bygningens ældre oprindelse i et barokhus, klart er i tråd med det klassicistiske formsprog, der især udgik fra Harsdorffs skole i tiden efter de store ødelæggelser ved branden i 1795 og bombardementet 1807, der i øvrigt begge gik uden om Christianshavn. Hertil kommer kvistene med de torammede, fladbuede vinduer, der overraskende nok er under heltagskviste. Det samme gælder forhusets heltag, der i tagfladen mod gaden er hængt med glaserede, sorte tegl, mens der er røde tegl på gårdsiden af ejendommen. Denne differentieringen tjener yderligere til at fremhæve den repræsentative karakter af facaden i forhold til gårdsidens mere prunkløse og funktionsbetingede udformning, herunder med en etage mindre og dermed større tagfald. En højere facade gav et roligere og mere herskabeligt udtryk. Til gårdsiden knytter der sig således primært kulturhistorisk værdi til den grundlæggende ensartede pudsede og gulkalkede mur med kældernedgange og den typiske dørniche med trappe, den tofløjede fyldningsdør samt det opsprossede overvindue. Mest markant er det brede, afrundede smigfag, der på typisk vis formidler overgang fra forhuset til det første sidehus, der udgør et typisk træk i klassicismens enkle men sikre geometriske reservoir. Dertil kommer alle gårdsidens ældre og traditionelt udførte to-, tre-, og seksrammede vinduer samt fabriks- og pultkvistene med tilhørende vinduer, der udfylder den til gårdsiden større tagflade. Endelig kommer de ældre skorstenskerner af forskellig størrelse, der afspejler datidens former for opvarmning og madlavning. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til ejendommens grundlæggende velbevarede etage- og planløsning, der afspejler sig i den klassiske disposition på hovedetagerne med gadevendte stuer og værelser, en smigfagsstue, og i sidehuset værelser og bagerst køkken, der i stueetagen er på sin oprindelige plads tillige med en bevaret kogeniche. Dertil kommer bevarede skorstenskerner i ejendommen. Hvad der yderlige forstærker det helstøbte indtryk af ejendommen er de bevarede trappeopgange: hovedtrappen med sin klassiske, afrundede toløbstrappe med profilerede vanger, drejede balustre og profileret håndliste, og bagtrappen, bagerst i sidehuset, hvortil lejlighederne alle har adgang, med alle detaljer. Hvad der særligt kan tilskrives kulturhistorisk værdi i det indre er, at der i stueetagens lejlighed er bevaret en oplevelse af ejendommens oprindelse i et barokhus, hvilket ses i forhusets store stue, hvor en barok panelering har fået lov at indgå i det klassicistisk dominerede udsmykningsideal. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle de klassicistiske dele, detaljer og overflader, herunder ældre en- og tofløjede fyldningsdøre, hvor særligt må nævnes de afrundede to dørfløje på indersiden af den dobbeltdørs indgang til stueetagens lejlighed. Dertil komme de ældre plankegulve, alle ældre paneler, ovnpilastre og profilerede kantlister, de udsmykkede fordakninger over dørene, den ældre og varierede stukkatur med lister, gesimser og rosetter. I tageetagerne knytter der sig primært værdi til de bevarede og delvist synlige tømmerkonstruktioner.

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets enkle og kraftfulde skema, det fyldige og kompakte bygningsvolumen, der i facaden samler fokus om de to høje etager med kælderetage og anden sal som sekundære samt porten over to fag, der afbalancerer facaden. At forhuset ikke er højere muliggør en oplevelse af en rolige og harmonisk, ubrudt flade, hvor et højere hus ville have savnet en opdelende kordongesims. Her hersker det diskret elegante udtryk, hvor overgangen til tegltaget ved tagfoden desto tydeligere markeres af hovedgesimsen. Til gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig primært til det helstøbte og enkle udtryk, der knytter forhus sammen med de sammenbyggede sidehuse, med det afrundede smigfag som væsentligste berigelse af det retvinklede og regulære anlæg. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til de generelt helstøbte etage- og planløsninger, der orienterer sig i et hierarkisk forløb mellem hovedtrappe og bagtrappe i for- og sidehus, herunder med de store gadevendte stuer og mindre rum mod gården.

Læs videre om

• Højbro Plads 17, København
• Nybrogade 20, København
• Telefonkiosken, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen