Geologisk tidslinje for Struer Kommune.

.
Kort over de overfladenære jordarter i Struer Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræneaflejringer, der blev afsat af isen under sidste istid. Mod sydvest findes såkaldte extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke har været overskredet af isen. Grænsen mellem moræneaflejringerne og de extramarginale aflejringer følger Hovedstilstandslinjen, der markerer Nordøstisens største udbredelse under sidste istid. Langs kysterne kan man flere steder se marine aflejringer fra Littorinahavet.
.
Kysten ud for Toftum Bjerge er under svag erosion, og det eroderede materiale føres mod nord, hvor det aflejres på Grisetåodde. Erosionen holder kystprofilet blottet, så man i klinten kan se aflejringer fra de tre seneste istider.
.

Landskabet i Struer Kommune er overvejende skabt af is og smeltevand under sidste istid. Det er meget varieret og veksler mellem bakkeøpartiet omkring Linde og Klosterhedens sletteland, over det bakkede og dalfurede landskab nord og syd for Struer til det jævne moræneland, som Limfjordens bugter og vige har opdelt i øer og halvøer. Hovedstilstandslinjen, som markerer sydgrænsen for Nordøstisens udbredelse under sidste istid for 23.000‑20.000 år siden, løber gennem den sydlige del af kommunen vest om Kilen og Asp Kirke. Kun få steder ledsages Hovedstilstandslinjen af randmoræner, men vest for Asp findes et bakkestrøg, som rummer kommunens højeste punkt på 62 m.o.h. Længere nordover findes endnu et bakkestrøg, der buer syd om Venø Bugt og fortsætter i Toftum Bjerge vest for Humlum. Ved Struer afbrydes det af den dal, der rummer Kilen. Den nordlige del af kommunen omfatter bl.a. istidslandskaberne på Venø, Jegindø og Thyholm. Landskaberne kantes af Limfjordens bugtede kyster langs Venø Bugt, Tambosund, Skibsted Fjord og Nissum Bredning.

Landskabets dannelse

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen, havde smeltevandet frit løb mod vest ud over de lavtliggende dele af det gamle morænelandskab fra forrige istid, Saale. Her blev sand og grus fordelt og aflejret af et forgrenet netværk af strømløb, hvilket skabte Klosterheden. Hedens toppunkt på 42 m.o.h. ligger nær Kjærgård Mølle, og herfra fossede smeltevandet ud fra en gletsjerport i isens rand. Fra dette sted breder Klosterheden sig i dag ud som en svagt skrånende kegleflade ind i Lemvig Kommune mod vest. På sin vej mod gletsjerporten løb smeltevandet i tunneler inde under isen. Vandet gravede dybe dale i underlaget, og i dag ses de bl.a. som den tunneldal, der strækker sig fra Venø Bugt gennem bakkelandet til toppunktet af Klosterheden. Bakkeøpartiet omkring Linde grænser op til Klosterheden, men ligger uden for Hovedstilstandslinjen. Det er en rest af det gamle istidslandskab, som overvejende blev dannet under forrige istid.

Nordøstisen smeltede efterhånden bort, men efterlod et bredt bælte af stilleliggende dødis langs randen. Med tiden smeltede også dødisen, hvorved der opstod et småbakket dødislandskab, som kan ses syd for Vejrumstad og Hjerm. Under et genfremstød skabte Nordøstisen den randmoræne, som strækker sig fra egnen syd for Venø Bugt til Toftum Bjerge ved Nissum Bredning. Venø Bugt og den sydøstlige del af Nissum Bredning udgør de inderlavninger, hvorfra isen hentede materiale til opbygningen af randmorænen. Under sin fremrykning virkede isen som en bulldozer, der brød jordlagene op i store flager og skubbede dem sammen til randmoræner. Det fremgår af den 20‑45 m høje kystskrænt i Toftum Bjerge, hvor man kan se skråtstillede lag af aflejringer fra de seneste tre istider. Lagenes stejle hældning mod nordøst viser, at isen kom fra denne retning.

Da de sidste rester af isskjoldene i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort, steg havniveauet, og Littorinahavet trængte ind over de lavtliggende områder. Derved opstod Nissum Bredning og Venø Bugt. Havet trængte videre ind i Resen Kær syd for Toftum Bjerge, hvor der blev skabt en forgrenet fjord. Tilsvarende blev tunneldalen med Kilen til en fjordarm. Thyholm opstod som ø med en fjordarm ind til Uglev, mens Venø og Jegindø hver blev delt i en hovedø og en mindre ø.

Under istiden havde de enorme ismasser presset jordskorpen ned, og da isen smeltede bort, begyndte landet at hæve sig. På Littorinahavets tid havde området været isfrit i mere end 15.000 år, men landet hævede sig stadig. Efterhånden vandt landhævningen over havstigningen, og havet trak sig tilbage. Siden da har landet i Struer Kommune hævet sig 1‑2 m over nuværende havniveau. I dag kantes istidslandskabet derfor af marint forland. Ved bl.a. Skibdal på Thyholm og langs vestkysten af Venø ligger det marine forland mellem Littorinahavets hævede og tilgroede kystklinter og nutidens kystlinje. Mange steder har fjordens bølger skabt strandvolde med bagvedliggende strandsøer. Det ses fx på Jegindø og det nordlige Thyholm. Andre steder har bølgerne transporteret sand og grus langs kysten og på den måde skabt odder som Katholm og Munkholm Odder på Thyholm, Bastholm Odde på Jegindø samt Torsodde og Bradser Odde, der omslutter Nørskov Vig på Venø.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Struer Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber