Studiestræde 14 ligger på Studiestræde 14 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.
Studiestræde 14, København
Bygningshistorie
Gadenettet i og omkring Studiestræde er en historisk del af det gamle latinerkvarter, som opstod omkring Københavns Universitet ved Frue Plads fra 1479. Latinerkvarteret har sit navn, fordi der her igennem århundreder blev talt latin, som var universitetets og også kirkens sprog frem til reformationen. Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bygninger fra denne periode, og i dag afspejler bydelen arkitektonisk 1800-tallets begyndelse. De københavnske gader i latinerkvarteret præges frem for alt af bebyggelsen efter de to store brande i 1728 og 1795, samt af englændernes bombardement af København i 1807, som gik hårdt ud over latinerkvarteret, da englænderne især sigtede efter Vor Frue Kirkes spir. Bygningen i Studiestræde 14 skal særligt ses i lyset af branden den 5. juni 1795, der udbrød på holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Først seks år efter 1795-branden var der råd til et nyt hus i Studiestræde 14. Murermester Johan Joachim Schlage har nok selv udført murerarbejdet på sit hus i 1801-02. Han var sekondløjtnant i borgervæbningen og medlem af byens brandkorps. Det var almindeligt, at håndværkere med borgerbrev og laugsmedlemskab var aktive i brandbekæmpelsen. Hans lejere i året 1809 var pæne folk: En konferencerådinde, en legationssekretær i udenrigsministeriet, i 1813 postmesteren på det helsingørske postkontor og en overkrigskommissær. I stuen havde en høker sin forretning. Schlage nåede at blive oldermand for murerlauget og hans enke fik overdraget ejendommen efter hans død omkring 1830. Facadens stærkt udkragede og dekorerede taggesims kan være fra slutningen af 1800-tallet, hvor det må formodes, at tagetagen indrettes til beboelse. Hovedtrappen og dørene ud til trappen samt portrummet og portfløjene kan være fornyet ved samme lejlighed.
Beskrivelse
Ejendommen Studiestræde 14 er beliggende i Københavns Nørre kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I ejendommens stueetage er restaurant, mens der på de øvrige etager er erhverv og beboelse. Kælderbutikken, stuen med tilhørende rum over porten samt første sal er besigtiget. Forhuset er sammenbygget med et langt sidehus med et rundet smigfag. I forlængelse af sidehuset ligger et baghus som med et smigfag fortsætter som et tværhus. Det er kun forhuset, der er omfattet af fredning. Forhuset er fem fag bredt og tre etager højt over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Bygningen er grundmuret og pudset og malet mørkegrå i stueetagen og lysegrøn herover. De to yderste fag springer en kvart sten frem og er yderligere markeret ved to portbuer, den venstre er blændet, men begge har en fremhævet, hvidmalet topsten. I midterfaget er der nedgang til kælderen, som er indrammet med en sandstensindfatning med en konsolbåren fordakning over. I yderfaget er førstesalens vinduer tillige ekstra fremhævet med en pudset indfatning med en fordakning over og en sålbænk med to retkantede konsoller under. Mellem stuen og første sal er et profileret kordonbånd, og under stueetagens tre midterste vinduer er et retkantet sålbænksbånd. Murene afsluttes foroven af en gesims med en usædvanlig stor udkragning. Gesimsen består af en platte, tandsnitgesims, volutkonsoller samt yderligere ét led inden taget. Taget er et skifterklædt heltag med to blokformede skorstenspiber i rygningen. I tagfladen mod gaden er tillige fire traditionelle kviste med trekantfront og zinktag. På gårdsiden er en tilsvarende kvist over portfaget, men den sidste del af forhusets tag er her hævet og inddækket med zink, således at det hænger sammen med sidehusets mansardetage, der ligeledes har zink på mansarden. Vinduerne er ældre af korsposttype med uopdelt nedre ramme, og de er hvidmalede. Porten er tredelt med to faste partier og en bred ganglåge. Porthammeren er høj og har et cirkelfelt i midten, en sparrenkopgesims inden det halvcirkulære overvindue, der er opsprosset som et blomsterhoved. Portfløjene har fyldinger med kraftige, pålagte lister, der yderligere forkrøppes. Fløjene er antagelig fornyet i slutningen af 1800-tallet, mens portoverligger og vindue kan være fra opførelsen. Alt træværket er malet mørkegrønt. Selve portrummet har plankegulv, glatpudset loft og panelvæg forneden, antagelig fra samme periode som portfløjene. Gårdsiden står pudset og har ældre vinduer af korsposttype med uopdelt underramme, men spor i rammen viser, at der har været en sprosse. Over porten er der trefagsvinduer, mens de øvrige vinduer er med fire rammer op til tredje etage, der kun har to rammer. I det buede smigfag er vinduerne også med seks rammer. Træværket her er malet mørkebrunt, og alle vinduer har skiftersålbænke. Der er en støbt kældernedgang langs bagsiden af for- og sidehus. Kældernedgangen fører ned til en kælder, der ligger under hele gårdens asfalterede flade. I det indre er forhuset disponeret således: Mod gaden er en sal på tre fag med et kammer på ét fag på hver side. Mod gården er hovedtrappen over to fag, mens der i det brede portfag er et kammer. Der er fra hovedtrappen adgang til kammeret mod gården, til trefagsstuen midtfor og til en smal og irregulær forstue til højre. Forstuen har en skæv vinkel, fordi smigfagsstuens delvis rundede form medfører et skråt forløb. Mellem stuerne mod gaden og smigfaget er en dobbeltvæg, som dels skjuler skorstenen, dels anvendes til indbyggede skabe i vægtykkelsen. Det er en typisk løsning i klassicistisk tid, fordi der blev tilstræbt symmetri i de repræsentative rum. Ved at indført en dobbeltvæg kunne skorstenens form skjules og dørplaceringer lettere placeres i midten af væggen. Hovedtrappen i forhuset er udformet som en treløbstrappe med rektangulær durchsicht. Den har indstemte trin og en forvange med et kvartstafsprofil på kanten. Den mørktlakerede håndliste bæres af overdådige støbejernsbalustre med rige slyngninger. Trappen må ud fra en stilistisk vurdering sættes til at være fra slutningen af 1800-tallet eller lidt yngre. Vinduerne på trappen har glat lodpost med en kvartstaf på kanten, det samme gælder karmen. Selve vinduet er formentlig oprindeligt, men rammerne nok nyere eller ombyggede, beslåningen er lidt ældre, men nok ikke mere end fra 1800-tallets midte. Døren ind til hovedtrappen og alle dørene på trappen med deres indfatninger stammer antagelig fra slutningen af 1800-tallet, ligesom selve trappen. I det indre er en del snedkerinteriører samt gulve, lofter og vinduer, som må være fra opførelsen. Der er helpanellerede vægge med lysningspaneler med spejlfyldinger, ovnpilastre samt fyldingsdøre med to fyldinger og samme profilering som panelerne. Indfatningerne svarer til dørene i tid, og der er indstukne hængsler. Dobbeltvæggenes skabslåger består af fem kvadratiske fyldinger, og i stueetagen er loftgesimserne høje og enkle, men i de repræsentative stuer mod gaden er der volutkonsoller i loftsgesimsen. I kammeret over porten er bevaret en formentlig oprindelig gesims med tandsnit og æggestavbort. I stueetagen er lysningspanelerne i stuerne mod gaden forsynet med riflinger samt feltopdelte overvægge, og der er lysningspaneler i det buede smigfagsvindue. På første sal er loftsgesimser og rosetter i trefagsstuen af en yngre type, som antagelig er kommet til i slutningen af 1800-tallet.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historiske gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, og et traditionelt gårdmiljø sammen med sidehuset og baghuset, der dog ikke er omfattet af fredningen.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi for Studiestræde 14 knytter sig til ejendommen som et eksempel på klassicismen, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Studiestræde 14 viser, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved facadens symmetri og sandstensfordakningen over kældernedgangen, vinduernes regelmæssige takt og den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med volutkonsoller. Ligeledes er facadens korspostvinduer, som tidligere har haft opdelte nedre rammer, kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Studiestræde 14 ses det i de delvist bevarede etage- og planløsninger, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri: I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som køkken, pigeværelse og lignende overvejende er placeret i sidehuset. De bevarede skorstenskerner, som ligger op ad midtskillevæggen og skjules af den dobbelte væg med indbyggede skabe fortæller om klassicismens stræben efter symmetri og dermed bygningens historiske alder. De generelt velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer.
Arkitektonisk værdi
Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims, der giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det skiferklædte heltag. Den horisontale deling af kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den høje underfacade og den enkle overfacade med vinduesfordakningerne i yderfagene. Den kraftigt udkragede, og nok senere tilkomne taggesims, afslutter markant facaden i overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer rytme og balance i facaden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, tofyldingsdøre med indstukne hængsler og indfatninger med Harsdorff-profil, helpanellerede ydervægge og lysningspaneler samt vægpaneler med listeinddelte felter. Hertil kommer den bevarede stukkatur, som i stuerne mod gaden har volutkonsoller, der er udført efter tidens stilmæssige idealer.
