Sukkeret - Lollands hvide guld

I sidste halvdel af 1700-tallet blev den hvide sukkerroe, Beta vulgaris, med et sukkerindhold på 6 % fremavlet i Preussen. Dermed fik de sukkerglade europæere et alternativ til det kostbare rørsukker, der blev importeret fra de oversøiske kolonier. Under Napoleonskrigene blev egentlige sukkerfabrikker anlagt i Frankrig og Preussen, mens et kortvarigt forsøg på Langeland i 1810’erne mislykkedes.

Først i 1870’erne kom der gang i den danske roesukkerproduktion. Det var brødrene Johan Ditlev Frederiksen og Erhard Frederiksen, der satte gang i sukkerroedyrkningen og fra 1872 opførte Sukkerfabrikken Lolland ved Holeby. Også finansmanden C.F. Tietgen kastede sig ind i sukkerproduktionen og stiftede i 1872 aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker med produktion på Odense Sukkerkogeri.

For sukkerfabrikkerne blev de første år svære. I 1877 tvang et underskud brødrene Frederiksen til at indstille produktionen, og De Danske Sukkerfabrikker købte i 1880 fabrikken på Lolland. Frem mod år 1900 voksede forbruget af det billigere danske sukker imidlertid, og fra 1881 til 1920 steg arealet med sukkerroer fra 1.500 til 38.500 ha. Sukkerroedyrkningen blev koncentreret til de fede, kalkrige jorder på Sydfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn. Mellem 1880 og 1912 blev der opført ni sukkerfabrikker i Danmark, hvoraf fire kom til at ligge på Lolland og Falster i hhv. Nakskov, Nykøbing F, Maribo og Sakskøbing, og hertil kom den allerede etablerede ved Holeby.

Sukkerfabrikkerne blev opført umiddelbart uden for købstædernes bygrænser. De oprindelige fabriksanlæg bestod typisk af en hovedbygning, en bagvedliggende kedelbygning og tilhørende funktionærboliger. Størstedelen af de danske sukkerfabrikker er tegnet i engelsk herregårdsstil, typisk for industrianlæg fra 1880’erne. Igennem tiden blev fabriksbygningerne udvidet med værksteds- og lagerbygninger, tanke, siloer, opkørselsramper, vejerboder, betonkummer til roevask og transportbånd, der tilpassede og optimerede fabrikationen.

Under roekampagnen blev roerne transporteret til sukkerfabrikkerne eller til saftstationer, hvor roesaften blev kogt af roerne og i rør pumpet til sukkerfabrikken. Transporten af roerne foregik med hestevogn, pramme og skibe og fra 1894 med den første damptrukne roebane. De smalsporede roebaner blev anlagt i et vidt forgrenet net over Lolland og Falster og afløste efterhånden helt de hestetrukne kærrer. I 1920’erne var der på Lolland op mod 500 km roebane, som blev kaldt Danmarks længste privatbane. Banerne blev udbygget frem til 1950’erne, hvor traktorer og mere moderne transportudstyr efterhånden tog over. Det var også i disse år, at selve produktionen af roesukker blev effektiviseret og centraliseret, og i løbet af 1960’erne blev Højbygård Sukkerfabrik (den tidligere Sukker fabrikken Lolland) og sukkerfabrikken i Maribo nedlagt.

Dyrkningen af sukkerroer var og er en arbejdskrævende proces. Sukkerroefrøene blev sået i april, og efter spiring blev rækkerne tyndet for at opnå optimale vækstbetingelser for de tilbageværende planter. Derefter skulle roemarkerne luges og hyppes hen over sommeren, og i efteråret blev sukkerroerne høstet med specielle håndredskaber. Når roerne var gravet op, blev toppene hugget af, og roerne nedkulet i roekuler indtil leveringen til fabrikken.

I dag klarer maskiner det meste, men fra roedyrkningens begyndelse og frem til midten af 1900-tallet var det nødvendigt med mange markarbejdere. Igennem 1800-tallet blev det almindeligt, at danske arbejdsgivere gjorde brug af udenlandsk arbejdskraft. I begyndelsen var det ofte landarbejdere fra det sydlige Sverige, hvor der var et stort overskud i landbefolkningen, men i 1893 rekrutterede De Danske Sukkerfabrikker for første gang 400 østeuropæere til Vestlolland som sæsonarbejdere i roemarkerne.

Arbejderne, der som oftest var kvinder, blev rekrutteret fra områder i det nuværende Polen, Rusland og Belarus og var ofte billigere end den svenske arbejdskraft. De rejste fra deres hjemlande om foråret, når markarbejdet begyndte, og vendte hjem igen om efteråret, når høsten var overstået. Ud af 12.452 roearbejdere i 1914 rejste 4.858 til Lolland-Falster, mens resten fordelte sig over Sjælland, Fyn og Jylland.

Østarbejderne boede i kaserner, de såkaldte polakkaserner, der blev bygget ude på marken. Boligforholdene var meget simple, og arbejdsdagen varede ofte fra 6 om morgenen til 18.30 om aftenen med enkelte spisepauser i løbet af dagen. Arbejdet blev opført under opsyn af en tilsynsførende, der ofte også var den person, som havde hvervet arbejderne i deres hjemland og sørget for rejsen. Det bød imidlertid på en del problemer, da mange arbejdere op levede at blive snydt og mishandlet af de tilsynsførende, hvilket ledte til stor utilfredshed og strejker. Med fokus på de hårde arbejdsvilkår, den udenlandske arbejdskraft blev budt, blev Lov vedrørende Anvendelse af udenlandske Arbejdere til Arbejde i visse Virksomheder samt det offentliges Tilsyn dermed vedtaget i Folketinget i 1908. Loven fik tilnavnet »Polakloven«, fordi den især regulerede arbejdsforholdene for de østeuropæiske sæsonarbejdere til det bedre.

Udbruddet af 1. Verdenskrig i august 1914 vanskeliggjorde hjemrejsen for sæsonarbejderne, hvorfor en del af dem endte i flygtningelejre. Danmark fik en aftale, der gav mulighed for at rekruttere landarbejdere i flygtningelejrene mod at levere fødevarer til Østrig-Ungarn, og en del af disse arbejdere endte med at bosætte sig i Danmark.

Efter krigen var den østeuropæiske indvandring lille, og arbejdsgiverne manglede arbejdskraft. I løbet af 1920’erne blev der i et forsøg på at prioritere dansk arbejdskraft indført begrænsninger for antallet af udenlandske arbejdere, og der blev lavet flere bestemmelser for deres forhold. I 1929 kom 488 polske kvinder til Danmark som sæsonarbejdere, og det blev det sidste år, der blev rekrutteret polsk arbejdskraft. På dette tidspunkt havde den polske kultur dog sat sit præg på området, og næsten 4.000 »roepolakker« havde valgt at bosætte sig i Danmark.

De polske landarbejdere skilte sig synligt ud i 1890’ernes Danmark. I hverdagen var tøjet simpelt og slidt og skulle kunne tåle alt slags vejr. Helt anderledes farverige dragter fandt kvinderne frem, når de skulle i kirke og ved festlige lejligheder. Sådan var polakkerne letgenkendelige, hvad enten de bar deres slidte arbejdstøj eller strålende egnsdragter.

Religionen spillede en stor rolle for landarbejderne, der bragte de religiøse og kulturelle skikke med sig til Danmark som en forbindelse til hjemlandet. Allerede i 1895 blev der oprettet et katolsk sogn i Maribo, og året efter blev der bygget en kirke i byen. I Nykøbing F og Nakskov blev der opført kirker i hhv. 1919 og 1921. Her blev de katolske højtider fejret med processioner, hvilket gjorde den polske kultur meget synlig i lokalsamfundet.

Før 1. Verdenskrig mødtes polakkerne med deres landsmænd i den katolske kirke. De vendte hjem hver vinter og havde ikke brug for institutionaliserede polske fællesskaber i Danmark. Det ændrede sig imidlertid efter krigen, hvor en del af polakkerne bosatte sig i Danmark og giftede sig dansk, men dog stadig gerne ville værne om deres polske kultur. I 1925 blev der i Maribo, Nakskov og Nykøbing F oprettet polske foreninger, der drev polske biblioteker, brevskrivning, aftenskole og ungdomsgrupper. I 1916 blev Sankt Birgitta Skole i Maribo oprettet, og skolen drives fortsat som privat katolsk skole.

Den polske kultur på Lolland var markant i første del af 1900-tallet, men efterhånden forsvandt tilknytningen til mange af de tidligere traditioner. Kulturen viser sig stadig i polske efternavne, religiøs udsmykning på huse og til dels i traditionerne i områdets katolske kirker. Tilslutningen er dog svindende, og som det sidste af de tre tidligere polske forsamlingshuse på Lolland og Falster blev Det Polske Hus i Maribo nedlagt i 2016.

Selv om sukkerproduktionen langtfra beskæftiger så mange mennesker og er så omfattende og synlig som tidligere, betyder den stadig meget for den lokale identitet og selvforståelse, og i år 2000 blev Danmarks Sukkermuseum indviet i Nakskov.

I dag dyrkes årligt omkring 33.000 ha sukkerroer. Dyrkningen er koncentreret til Lolland, Falster og Sydsjælland i umiddelbar nærhed til de to tilbageværende sukkerfabrikker i Nykøbing F og Nakskov, hvor der årligt produceres 400.000-450.000 tons sukker.

Fabrikken i Nakskov var i mange år Danmarks største sukkerfabrik og er i dag den største sukkerfabrik i Nordeuropa. Selskabet Nordic Sugar A/S, der driver sukkerfabrikkerne, er en del af den tyske sukkerkoncern Nordzucker, en af verdens største sukkerproducenter. Nordzucker overtog i 2009 De Danske Sukkerfabrikker, der på daværende tidspunkt var en del af Danisco; siden er Danisco lukket efter at have solgt alle aktiviteter fra. I alt beskæftiger Nordic Sugar i Danmark ca. 350 ansatte, hvilket dækker over både fastansatte og de sæsonarbejdere, der ansættes under roekampagnen. Hertil kommer omkring 750 lokale roedyrkere og medhjælp.

Sukkerproduktion er meget energikrævende, og Nordic Sugar er Danmarks næststørste CO₂-udleder. Det skal der laves om på i fremtiden. Regeringen har besluttet at føre en gasledning frem til Lolland, så bl.a. sukkerfabrikkerne kan skifte fra kul og olie til gas, der ikke udleder nær så meget CO₂. Virksomhedens investering i denne omstilling løber op i ca. 100 mio. kr. Til gengæld vil det reducere CO₂-udledningen med 51.000 tons og samtidig nedsætte den lokale forurening.

Læs mere om historie i Lolland Kommune

Læs også om

• Oldtiden i Lolland Kommune
• Middelalderen i Lolland Kommune
• 1536-1850 i Lolland Kommune
• 1850-1920 i Lolland Kommune
• 1920-1970 i Lolland Kommune
• 1970-2007 i Lolland Kommune

Se alle artikler om historie