Sundorphs Hus, København

Byen, som oprindelig hed Havn og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, der var en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag Vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Husene ud til Ved Stranden har det privilegium at være fri for genboer i almindelig gadebredde. Gaden ligger ud til kanalen, og nærmeste "genbo" er Christiansborg Slot. Derfor har gaden kun lige numre, og de begynder ved Holmens Bro. Mellem Nikolaj Kirke og den senere Slotsholmen lå Dybet, som dog ikke var særlig dybt, og som derfor fra begyndelsen af 1500-tallet blev fyldt op etapevis, indtil "Dybet" til sidst var indsnævret til den nuværende kanals bredde. Navnet Dybensgade henviser netop til denne havnestrækning. Det var her, de første boder og skure for fiskere og handlende blev opført i den tidlige middelalder. En del af arealet tilhørte kongen, der stod for udfyldningen, og der blev bygget små "kongelige boder" på området, allerede i 1500-tallet talte man om "skipperboder". I slutningen af 1500-tallet blev en del af grundene udstykket og solgt til københavnske borgere, og på den måde opstod gradvis kanalgaden Ved Stranden. Navnet Boldhusgade har sin oprindelse fra det boldhus, som Christian IV (1577-1648) lod opføre i 1597. Boldhuset fungerede som hoffets bygning til boldspil og andre ridderlige idrætter og lå i den tidligere kongelige urtehave, omtrent det sted, hvor Boldhusgade 1 ligger. Boldhuset blev nedlagt i begyndelsen af 1600-tallet til fordel for Christian IV's skipperboder. Grunden hvorpå Sundorphs Hus ligger i dag har været bebygget siden 1500-tallet. Inden det nuværende hus lå der et prægtigt renæssancehus med svungen gavl ud til Ved Stranden, kviste mod Boldhusgade og med et sidehus af bindingsværk. Hans Pay fra Drammen, Norge, havde etableret sig som urtekræmmer i bygningen 1771, men døde i 1777. Enken giftede sig herefter med Søren Christian Sundorph, der udviklede forretningen til et stort handelsfirma, der blandt andet forhandlede the, sukker og porcelæn. Madam Sundorph blev dog atter enke i 1794 og huset nedbrændte ved Københavns brand i 1795. Madam Sundorph fortsatte handlen i en midlertidig bod på slotspladsen, mens den nuværende bygning blev opført. Sundorphs Hus blev brandforsikret i maj 1796, selvom det endnu ikke var helt færdigopført. Bygningen rummede forretning og lager i stue og kælder, mens beletage og anden sal fungerede som beboelse for Madam Sundorph og hendes familie. Beletagen var indrettet med festrum, mens anden sal rummede familiens daglige bolig. Tagetagen har på traditionel vis ligeledes fungeret som opbevaringsplads, hvilket lugen mod gården vidner om. Bygningen ejes endnu af Madam Sundorphs efterkommere og står, på nær indretningen af køkkener og badeværelser op til den store køkkenskorsten, i det ydre såvel som i det det indre stort set som i 1797. Enkelte ændringer er dog foretaget, eksempelvis er gadefacadernes vinduer udskiftet fra småsprossede vinduer til de nuværende storrudede, klassicistiske vinduer omkring 1850. Udformning af butikslokalerne vinduer har også varieret siden 1830, hvoraf nogle har haft et større format. I 1940 havde forretningen atter det vinduesformat, som ses i dag. Oprindelig var det udelukkende hjørne- og yderfag, der var refendfugede, dette blev ændret til det nuværende udtryk sandsynligvis omkring 1850. I anden halvdel af 1800-tallet blev de øvrige murflader pudset med rød puds og fugerne trukket op i den våde puds, som de står i dag. Tagetagen, mansardetagen, blev indrettet til lejlighed i 1918. Bygningens facader blev gennemgribende istandsat i midten af 1990'erne ved arkitekterne Ruth og Søren Lundqvist.

Sundorphs Hus ligger på hjørnet af Boldhusgade og Ved Stranden, hvor bygningen indgår som en del af husrækken i begge gader. Forhuset mod Boldhusgade er sammenbygget med et sidehus, der sammen med en enetages bagbygning langs naboskellet indrammer et lille gårdrum. Den lave bagbygning er ikke omfattet af fredningen. Huset er tre fag bredt mod Ved Stranden, et smigfag ved hjørnet og fem fag mod Boldhusgade. Sundorphs Hus er tre etager højt over en kælder; der er i nyere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. I første fag mod Ved Stranden er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med tre trin, og der er nedgang til en kældernedgang i tredje fag mod Boldhusgade. Der er tillige en indgang til erhvervslokalerne hævet over gadeniveau med tre trin i hjørnefaget. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er muret med let fremspringende yderfag mod Boldhusgade. Over en sokkel af nexøsandsten er underetagen pudset og refendfuget op til en cordongesims af sandsten, herover er muren filtset i rød mørtel. Midterfagene er mod begge gader forhøjet med gavlkviste op i tagetagen. Mellem første og anden etage er på begge facader et fladt, tilbageliggende parti af gips med mæanderbortdekoration. Hertil kommer et uudsmykket, tilbageliggende felt under midterfagene mod Boldhusgade. Indgangen i hjørnefaget er markeret med en indfatning samt en konsolbåren fordakning af rosa nexøsandsten, smigfagets vindue i beletagen er ligeledes fremhævet med en konsolbåren sålbænk, pudset indfatning og øverst en konsolbåren segmentfronton. Smigfagets øverste vindue har ligesom vinduerne i yderfagene mod Boldhusgade konsolbårne sålbænke og pudsede indfatninger. Midterfagenes vinduer mod Boldhusgade har derimod en gennemgående sålbænksgesims, hvilket også kendetegner hovedetagernes vinduer mod Ved Stranden. Murfladerne afsluttes øverst af en bred, udkraget og profileret hovedgesims, der er smallere over gavlkvistene. Farveholdningen er rød filtsning på murfladerne med opridsede fuger, mens underetage, gesimser, indfatninger og sålbænke og konsoller enten er pudset i sandstensfarvet nuance eller udført af nexøsandsten. Mod gården er forhuset bygget sammen med et fem fag langt sidehus, der bærer et rødt teglhængt halvtag. Gårdsidernes murværk murværk er pudset og kalket lys gul. Gesimsen, der består af to enkle, retkantede led er kalket hvid. Forhusets tagudhæng mod gården er ekstra bredt og dækker et vinduesfag, hvoraf det øverste er udført som en fransk altan med fladbuet overkant, den er flankeret af brunmalede revleluger. Tre døre, en i hver fløj, fører ud til gårdrummet, heraf én fra bagtrappen i sidehuset og én fra den gennemgående forstuegang i forhuset mod Ved Stranden. Der er ligeledes nedgang til en kælder gennem en brunmalet skråtstillet luge. Det lave baghus, er opført i bindingsværk med en række brunmalede døre, der fører til de tidligere retirader. Vinduerne mod gaden har hulposte med tilhørende profileret tværpost, med fire rammer med to ruder i underrammerne. Mod gården har lod- og tværposte samme udformning med glat forside med trekvartstaf på hjørnerne, men udført som firerammede med fire ruder i overrammerne og seks ruder i underrammerne. Vinduerne mod gaden er hvidmalede, mens vinduerne mod gården har brunmalede karme og hvidmalede rammer. Vinduerne både mod gade og gård er fra opførelsen. Indgangsdøren mod Ved Stranden er en oprindelig, mørkegrønmalet og tofløjet, beklædt revledør med seks fyldinger, hvoraf de øverste og nederste er kvadratiske og de midterste rektangulære. Mellem fyldningerne er to vandrette reliefbånd med mæanderbort og cirkelmønster. Herover er en riflet overligger og et tredelt overvindue. Smigfagets indgangsdør er en ældre, tofløjet dør med fyldinger nederst og store ruder øverst. Foran denne er en tofløjet yderdør med fire fyldinger i hver ramme. Dørene mod gården er ældre, brunmalede døre med to fløje, hvoraf den ene er bredere end den anden. De er udført med enkle, pålagte fyldinger og ældre håndsmedede beslag. De nederste fyldinger i dørene kan tages ud og fungerer som udluftningsluger. Taget er et mansardtag med sortglaserede vingetegl, mod gården dog hængt med røde vingetegl og udført uden mansard. I rygningen er to skorstenspiber med sokkel og krave. I sidehusets rygning er en stor blokformet køkkenskorsten. Fra hoveddøren mod Ved Stranden er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne har gadevendte stuer, der er forbundet en suite. En kort gårdvendt gang skaber forbindelse mellem stuerne og rummene i sidehuset. Stuernes disponering varierer lidt mellem lidt mellem lejlighederne, hvor det rigeste snedkerinteriør og dekorationer ses i beletagens lejlighed, der har en stor hjørnestue og en mindre sal mod Boldhusgade. Fra den gårdvendte gang er der passage til sidehuset, hvor køkken med bevarede ildstedskapper, et lille, i nyere tid indrettet badeværelse, et kammer og en bagtrappe er placeret. Tagetagens lejlighed er indrettet i 1918 og har en planløsning, der er beslægtet med lejlighederne på hovedetagerne, dog med en større fordelingsgang mod gården, der tillige fungerer som lejlighedens entré. Stueetagens planløsning er næsten lig den på de øvrige etager. Her fungerer stuerne mod gaden som serveringslokaler, mens rummene i sidehus og gård fungerer som kontor, lager og personalerum. En ældre trappe fører til kælderen under forhuset, der rummer lagerplads for erhvervslejemålet. Denne kælder har en enkel indretning med traditionelle materialer, pudsede, malede vægge, støbte gulve, lofter med synlige bjælker og pudsede lofter imellem. Vinduesåbningerne er muret til i nyere tid, mens kælderindgangen mod Boldhusgade er bevaret, dog med en ny dør. En separat kælder under sidehuset, der strækker sig ud til Boldhusgade, har både støbte gulve og gulve af mursten samt kalkede, tøndehvælvede lofter. Her er også bevaret et oprindeligt køkkenildsted. Fra tagetagen fører en ældre ligeløbstrappe op til spidsloftet, der anvendes til opbevaring med ældre, bræddeafdelte rum. Taget har et nyere undertag af banevarer. Trappen er en treløbstrappe med indstemte trin i vanger, der har riflede dekorationer mod durchsichten, slanke, smedede balustre og en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Trappetrinene og reposerne er af ferniserede brædder. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen, bortset fra lejligheden i tageetagen, stammer fra opførelsen. Indgangsdøren til beletagens lejlighed er tofløjet, mens de øvrige døre en enfløjede. I trapperummet ses også ældre vægbeklædning af brædder samt ældre, nagelfaste linnedskabe. Bagtrappen er en oprindelig toløbstrappe med indstemte trin, uden nogen dekoration, men med kvadratiske balustre og en malet håndliste. Trappen er brun og blåmalet. På hver repos er indbyggede skabe foran vinduerne. Bagtrappens rum har bindingsværksvægge med brunt opstolpet tømmer og gulkalkede tavl. I stuen, på første og anden etage er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, i stueetagen med indfældede skodder i vinduessmigene, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Flere lysningspanelerne er udført med riflinger, hvoraf nogle har cirkulære dekorationer. Væggene over panelerne er pudsede og tapetserede og beletagens vægge er i stuerne beklædt med opspændte lærreder, der indrammes af profilerede lister med riflinger og kannelerede pilastre med guldstaffering. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. I beletagens lejlighed er der pudsede og stukdekorerede ovnpladser i de fineste stuer, mens de øvrige ovnpladser til vindovne er kantet af en profileret indramning, bestående af en kanelleret liste med rombeformet kapitæl. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer. Beletagens stuer har en rig stukkatur i en Louis Seize-inspireret stil. Vinduerne har hulposte og trekvartstaf på hjørnerne, enkelte med tilhørende anverfere og stormkroge. Vinduerne er nogle steder forsynet med optoglas. De enfløjede døre har stadig to fyldinger samt indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing og ben. Dobbeltdørene mellem stuerne, der ses på beletagen, har tre til fire fyldinger og dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige. Over dørene ses flere steder dørstykker malet en grisaille i Abildgaards stil. Beletagens lille sal er tillige udstyret med pilastre med fint dekorerede kapitæler, der indrammer væggenes opspændte lærreder. Gulvene er primært ældre, og er udførte med synlig sømning og frisebrædder. Erhvervslokalerne, der er indrettet til vinbar, har en ældre indretning, der både stammer fra opførelsen og fra udvidelsen af butikslokalerne i slutningen af 1800-tallet. Foruden den nævnte panelering med skodder i vindueslysningerne har lokalerne både nyere og ældre bræddegulve pudsede vægge, vægge med beklædning af stafbrædder og vægge med opspændte lærreder. En skillevæg er udført som en glasvæg med panelering nederst og smagfuldt tilpasset opsprosning. De to største lokaler har glaslofter med diagonale guldfarvede lister, mens det mindre har et pudset loft med stukprofil. Dette rum har også en hævet gulvhøjde, da det er placeret over den hvælvede kælder. Endelig har erhvervslokalerne bevaret en den del ældre, nagelfast butiksinventar, der synes at stamme fra 1800-tallets slutning. Tagetagens lejlighed har en traditionel indretning fra omkring 1900, Her ses bræddegulve, panelering, fyldingsdøre med indstukne hængler og lofterne har synligt bjælkelag, hvorimellem, der er pudset.

Den miljømæssige værdi ved Sundorphs Hus knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Ved Stranden og Boldhusgade, hvor bygningen udgør et værdifuldt element i husrækken ud til kanalen. Med sin særegne kombination af klassicistiske og senbarokke træk er bygningen en vigtig del i rækken af større og mindre ejendomme i en klassicistisk præget bygningsmasse, der væsentligst er et resultat af genrejsningen efter branden i 1795. Sundorphs Hus er med sit bevarede anlæg af forhus med et sidehus, en vigtig repræsentant for kvarterets grundlæggende karakter, især med betoningen af visse monumentalitetskrav til forhusenes formsprog og udtryk, hvor ejendommen er med til at opretholde det historiske københavnermiljø på den prominente adresse. Hertil kommer den lille gård, hvor den enklere udformning og materialeholdning understøtter gårdrummets funktionelle og sekundære karakter.

Den kulturhistoriske værdi ved Sundorphs hus knytter sig til hele anlægget bestående af forhus og sidehus, der repræsenterer et fornemt og enestående byhus opført lige efter Københavns brand i 1796. Bygningen har mange træk, der afspejler den effektive og gennemtænkte genopbygningskampagne af høj kvalitet, der prægede genopbygningen efter branden, og fra hvilken en stor del af Øster Kvarters historiske og helstøbte bygningsmasse stammer. I Sundorphs Hus er det afskårne hjørne, den refendfugede underfacade, de glatte murflader herover, samt murdetaljer i form af gesimser, fordakninger og konsolbårne sålbænke således typiske klassicistiske træk, der afspejler genopbygningsperioden efter branden i 1795. Bygningen bærer dog også præg af byggestilen tidligere i 1700-tallet, hvor særligt mansardtaget og facadernes gavlkviste er eksempler herpå. Sundorphs Hus er således et særegent og sjældent eksempel på et enfamiliehus for en velstående borgerfamilie med tilhørende forretningslokaler og opbevaring opført kort efter Københavns brand i 1795. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og de mere funktionelt betingede gårdsider, der fremstår uden dekorationer, men i stedet med enkle, gulkalkede murflader og gesims. Gårdens funktionsprægede oprindelse ses endvidere i den fladbuede åbning med flankerede luger udfor tagetagen, der sandsynligvis har været andet anvendt til læsning af varer ind på bygningens rummelige loftetage. Hertil kommer bagdørenes aftagelige fyldinger, der har givet mulighed for udluftning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens indretning med butikslokaler og lager i stueetage og kælderetage samt beboelse på bygningens øvrige etager, hvilket endnu tydeligt afspejler bygningens oprindelse som et beboelseshus for en velstående familie med tilhørende forretningslokaler og lagerplads. Den kulturhistoriske værdi ved beboelsesdelen på beletagen og anden sal knytter sig overordnet til den velbevarede og traditionelle planløsning med den fornemt anlagte fortrappe i forhuset mod Ved Stranden og den sekundære bagtrappe i sidehuset. Hertil kommer lejlighedernes traditionelle indretning med repræsentative opholdsstuer og kabinetter mod gaderne, mens de sekundære funktioner som køkken, bagtrappe, kammer og bad ligger mod gården og i sidehuset. Indretningen af de to beboelsesetager som henholdsvis daglig bolig på anden sal og festrum på beletagen, kommer særligt til udtryk i beletagens fornemme aptering, hvor alle typer panelering, opspændte lærreder, ovnpladser og stukkatur i de rummelige stuer og kabinetter er udført med en stor detaljerigdom og en usædvanlig høj håndværksmæssig kvalitet og forbindes af fint udførte tofløjede fyldingsdøre. Her er særlig den trefags sal mod Boldhusgade et særligt fornemt og usædvanligt velbevaret interiør i en Louis Seizelignende stil. Anden etages interiør er også særdeles velbevaret, hvor særligt lysningspanelernes detaljering er særdeles høj, men hvor etagen får et mere alment og dagligt præg idet dørene her er enfløjede med to fyldinger. I begge beboelsesetager står køkkenregionerne med deres mere enkle og slidstærke overflader i kontrast til forhusenes veludstyrede stuer og kabinetter. Hertil kommer hovedtrapperummet, hvor de indbyggede skabe og flere døre fra reposerne ind til hovedetagernes lejligheder synes at understrege bygningens oprindelse som enfamiliehus. De mange indgangsdøre til lejlighederne har således lettet færdslen i huset, uden at man fra hovedtrappen har skullet passere igennem samtlige stuer for at nå eksempelvis køkkenregionerne. Hertil kommer tagetagens lejlighed, indrettet i 1918, der afspejler byens voksende behov for boliger, der steg med befolkningstilvæksten i 1800-tallets anden halvdel. Dette gjorde, at tagetagerne indrettedes til boliger og mange huse fik tilføjet ekstra etager. Lejlighedens panelering og fyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslagværk er typiske for samtiden og ligeledes udført med en høj håndværksmæssig kvalitet. Den kulturhistoriske værdi ved forretningslokalerne knytter sig til det velbevarede og tidstypiske interiør, hvor særligt glaslofterne, de indbyggede skuffer og skabe og fint udskårne paneler over skabsdørene afspejler rummenes oprindelige funktion som butikslokaler. Rummenes panelering og væggene med opspændte lærreder understreger rummenes repræsentative karakter. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til kælderen, hvor man har kunnet transportere varer direkte fra handelsskibene ned i kælderen via nedgangene fra gaden. Endelig knytter der sig betydelig kulturhistorisk værdi til kælderen under sidehuset, der med sit tøndehvælvede loft sandsynligvis stammer fra det renæssancehus, der lå på grunden før Københavns brand i 1795.

Den arkitektoniske værdi ved Sundorphs Hus knytter sig i det ydre til det bygningens særegene udtryk, der kombinerer klassicismens formsprog med senbarokke elementer, hvilket gør bygningen til et sjældent indslag i det Københavnske gadebillede. Hjørnehusets symmetrisk opbyggede facader mod begge gader gør, er enkeltstående harmoniske elementer hver især, der bindes sammen af det afskårne hjørnefag, der er særligt fremhævet gennem de konsolbårne fordakninger over indgangsdør og beletagens vindue. Øverst samles bygningen af det høje mansardtag, der sammen med den varme farvesætning i det røde murværk og den let rosa sandstenspudsning giver bygningen både elegance og tyngde. Den arkitektoniske værdi ved Sundorphs Hus knytter sig i det indre til de gennemførte og usædvanligt velbevarede interiører gennem hele bygningen, hvor detaljeringsgraden nøje følger rummenes forskelligartede brug, der for de flestes vedkommende stadig er den oprindelige. Særligt skal beletagens stuer og salen mod Boldhusgade fremhæves for deres helstøbte og formfuldendte fremtræden, hvor alle dele af indretningen tilsammen danner en udsøgt elegant helhed. Beletagens hjørnestue og sal mod Boldhusgade står ydermere som et rigt og fornemt detaljeret interiør, hvor rummenes tilstræbte symmetriske komposition i dørsætning, panelering og feltinddelte vægge, går op i en højere enhed, og kompletteres af de enkelte dele som eksempelvis de smalle, kannelerede pilastre med udskårne kapitæler, stukgesimsens fint skårne tandsnit og stukrosetternes pompejanske viftemotiver. Enkelte guldstafferede borter, kapitæler og stukelementer samt de sjældne og stemningssættende dørstykker i grisaillemaleri fuldender disse sjældent velbevarede og enestående interiører, der endnu står med det for et borgerhus en usædvanlig rig og fornemt udført aptering. Også hovedtrappens svungne trappeløb med de spinkle smedejernsbalustre og vangernes riflede dekoration omkring den firkantede durchsicht får sammen med de ensartede døre på reposerne, giver dette rum en storhed, der understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen. Sundorphs Hus er usædvanligt velbevaret og rigt udstyret der idet indre fremstår usædvanligt velbevaret og med let en patina, der giver interiøret et enestående og yderst stemningsmættet udtryk.

Læs videre om

• Antonigade 3, København
• Gråbrødretorv 5, København
• Vartov, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen