Sværtegade 9, København

Der mangler en egentlig forklaring på Sværtegades navn, men der er gennem tiden gættet på, at årsagen skulle være de tilsværtede arbejdere fra det nærliggende kanonstøberi, Gjethuset, som lå i det tidligere Sankt Clara Kloster, lige rundt om hjørnet i Gammel Mønt. Sværtegades nuværende gadeforløb var oprindelig kun et led i byens åbne kloaksystem i middelalderen, men med tiden udviklede det sig i lighed med andre kloakrender til en egentlig færdselsåre. I 1577 kaldtes gaden det lidet stræde, som løber ud med Clare møntermur. Indtil 1661 hed gaden Gjethusstræde, derefter Regnegade og siden 1773 hed den Sværtegade. I 1877 søgte beboerne i Sværtegade, under henvisning til dets ilde Klang at få ændret gadens navn til Ny Kronprinsensgade, men ansøgningen blev afvist. Forhuset blev opført i 1756 for havnefoged Johan Engelbrecht som et tretages hus med grundmur til gaden og resten i bindingsværk med mansardtag. I 1847 blev huset forhøjet med en etage samtidig med, at facaden blev pudset og dekoreret med bånd. Omkring 1910 havde urmagerforretningen P. Lange til huse i bygningen. På et postkort fra 1910 kan man se, at der mod gaden ud over den store butiksrude har været en udvendig nedgang til kælderen modsat indgangsdøren.

Sværtegade 9 ligger som en del af gadens nordre husrække i det indre København. Bag forhuset er et lille gårdrum, belagt med cementsten. Forhuset er tre fag bredt og tre etager højt over en høj kælder, dog har forhuset en ekstra fjerde etage mod gaden. Forhuset bærer et rødt, teglhængt tag, der mod gaden er udformet som et heltag og mod gården som et mansardtag. I den gadevendte tagflade er en teglhængt heltagskvist med et ældre torammet, todelt vindue. I tagfladen mod gården er en høj og kraftig, skuret skorstenspibe samt i mansarden to ældre vinduer. Facaden er grundmuret og pudset. Den nederste del inklusiv kordongesimsen under førstesalens vinduer er malet grå, mens den resterende del inklusiv anden og tredje sals sålbænksgesimser er malet i en mørk rød farve. Øverst er en muret hovedgesims med sparrehoveder, der er malet hvid. I yderfaget fører tre granittrin og et trætrin op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med bosser samt et nyere, etrammet overvindue. Dørpladen kan af pladsmæssige årsager foldes på midten. I kælder- og stueetagen er et stort butiksparti, der kan være fra 1900-tallets begyndelse. Butikspartiet er inddelt i to ruder i kælderniveau samt derover en stor rude og øverst to smallere ruder. Facadens øvrige vinduer er ældre og på første og anden sal udformet som korspostvinduer, mens de på tredje sal er torammede og todelte. Både hoveddør, butiksruder og vinduer er malet hvide. Gavle og gårdside står i bindingsværk med pudsede tavl. Gårdsidens første- og anden sal er let udkragede over stue- og kælderetagen. Soklen er muret, pudset og kalket jernvitriolgul ligesom tavlene, mens bindingsværket dels er ubehandlet, dels bærer rester af en grønlig maling. I stueetagen fører to trin, der er belagt med cementsten, op til en ældre, afrenset trefyldingsdør med indstukne hængsler. På den ene side af døren er et etrammet og todelt vindue af ubestemmelig alder og til den anden side et ældre korspostvindue med opdelte nedre rammer. På etagerne ovenover er to krydspostvinduer samt et etrammet og seksdelt vindue. Alle vinduer har formentlig haft samme grønne farve som bindingsværket, men farven fremstår i dag noget solbleget. I gavlen mod nordøst er tillige et ældre etrammet og todelt vindue med buet overkant samt øverst i gavltrekanten en diamantformet rude. Begge vinduer er hvide. Forhuset rummer depot i kælderen, butik i stueetagen, værksted på første sal og én sammenhængende lejlighed på anden og tredje sal samt i tagetagen. Bag hoveddøren er en smal forstue med tre trin og en gårdvendt, oprindelig, smal trappe giver adgang til etagerne ovenover. Under trappen er et lille toilet, og ved siden heraf er der udgang til gården. Stueetagen rummer et to fag bredt og gennemgående butikslokale med et bevaret muret ildsted i hjørnet mod gården. Ved siden af ildstedet er en gulvlem, og herunder fører en ældre halvsvingstrappe ned til kælderrummet. Etagerne ovenover er indrettet med et trefags rum mod gaden samt et lille rum med bevaret ildsted mod gården foruden trapperummet. På første sal er rummet ved siden af ildstedet indrettet til tekøkken, på anden sal som et egentligt køkken og på tredje sal som et badeværelse. På tredje sal fører en stige op til en sovehems i tagetagen. Forhuset har i overvejende grad en ældre og traditionel materialeholdning. Kælderen har støbte gulve belagt med nyere klinker, hvidkalkede vægge og synligt bjælkelag med pudsede loftflader imellem. Butikken, værkstedet og lejligheden har parketgulve, pudsede vægge med synligt opmalet bindingsværk og pudsede lofter samt enkelte lofter med opsatte systemplader. Forstue og butikslokale er adskilt ved et nyere parti med trærammer og glasdøre, herunder en skydedør ind mod butikken. Den smalle hovedtrappe består af kvartsvingsløb af forskellig længde, trinene er indstemte i vangerne, og værnet består af rundstokke og en simpel afrundet håndliste. Undersiden af løb og reposer er pudsede. Forhuset har bevaret ældre bygningsdele og -detaljer som en delvist helpanelleret ydervæg mod gaden, enkelte brystningspaneler, ovnpilastre, enfløjede fyldingsdøre og profilerede gerichter. På samtlige etager, inklusiv kælderen, er bevaret et stort muret ildsted med hammertræ over ildstedsåbningen samt små nicher. Vinduerne på første sal har 1700-tals rundposte samt håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Sværtegade, hvor det indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadelinje mod nord, i et af de mere beskedne kvarterer i barokkens og klassicismens København. Også til gården er der en miljømæssig værdi på grund af det lille gårdrum, der er karakteristisk for den tætte indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Sværtegade 9 knytter sig overordnet til bygningen som et eksempel på et beskedent forhus fra midten af 1700-tallet, der dels vidner om genopbygningen efter Københavns første store brand i 1728, dels om en bygningshistorisk udvikling, der rummer fællestræk med de øvrige 1700-tals bygninger i karréen. Størstedelen af forhusene er siden ændret og forhøjet på forskellig vis, hvorved husrækken har fået sin variation i højde og i udstyringen af facaderne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til den lille grund og forhusets beskedne bredde på blot tre fag, der vidner om en bevaret bebyggelsesstruktur fra 1600-tallet, bebygget med små boder. En bod var en smal bygning med en butik i kælderen og en bolig ovenover. Denne planmodel overtog husene, der blev opført efter branden i 1728, hvor boderne så at sige blev sat oven på hinanden, hvormed etagehuset opstod. Forhusets høje alder er tydeligst aflæselig i den bevarede bindingsværkskonstruktion i gavle og gårdside, som typisk for 1700-tallet har let udkragede øvre etager. Grunden til at gårdside og gavle blev opført i bindingsværk var, at det var en velprøvet og billig byggeskik i modsætning til grundmuringen mod gaden, der fra 1737 var blevet et ufravigeligt krav ved genopførelsen af et forhus. Den grundmurede facade står således i kontrast til gårdsiden i bindingsværk, hvilket er et tidstypisk træk for midten af 1700-tallet, hvor der var ønske om en tydelig differentiering mellem den repræsentative facade og den sekundære gårdside. Et af de karakteristiske træk, der næsten forsvandt fra det Københavnske gadebillede ved branden i 1728, var de knægtbårne fremkragede facader, som var en byggemåde man siden renæssancen havde anvendt ved opførelsen af byhuse. Det var allerede fra 1690'erne blevet forbudt at bygge ud over den grund, man havde erhvervet, og dette forbud stod ved magt i hele genopbygningsperioden, men da det ikke omfattede bygningernes gårdsider, findes der i dag en del bevarede eksempler på denne traditionelle, ældre byggemåde i de afbrændte kvarterer. Forhusets kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til bygningens forskellige bygningselementer, der er vidnesbyrd om den udvikling som forhuset har gennemgået. At forhuset oprindeligt bar et mansardtag er synligt i gavlene, hvor mansardtagets profil er aflæseligt i bindingsværkets tømmer. Mansardtaget er tidstypisk for midten af 1700-tallet, hvor man ønskede at udnytte de små matrikler optimalt i højden ved fuldt udnyttede tagetager, og hvor mansardtaget havde den fordel, at det udvidede loftrummet betragteligt. Forhusets heltag og den lave tredje etage er derimod vidnesbyrd om den forhøjelse som forhuset blev underlagt i 1847, hvor også facaden blev udstyret med den nuværende klassicistiske facade. Klassicismen var toneangivende indtil midten af 1800-tallet, og de klassicistiske stiltræk knytter sig til den profilerede kordongesims, sålbænksgesimserne og hovedgesimsen med sparrehoveder samt til hoveddøren med bosserede fyldinger og overvindue. Udvidelsen med en ekstra etage er et vidnesbyrd om den store befolkningstæthed, der var inden for Københavns volde og deraf behovet for optimering af ejendommens kvadratmeter, som skulle udnyttes bedst muligt. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets traditionelle disponering med butik i kælder- og stueetage samt bolig herover. Hertil kommer de bevarede dele af den ældre planløsning, heriblandt den ét fag brede forstue med trappetrin, der fører det sidste stykke op til stueetagen og det gårdvendte trapperum med den oprindelige trappe samt de små gårdvendte køkkener med store murede ildsteder på alle etager. At det lille forhus rummer et oprindeligt særskilt trapperum, og at hver etage har eget ildsted vidner om, at der i forhuset oprindeligt var én lejlighed per etage. Lejlighedens oprindelige indretning er delvist bevaret: mod gården er det lille køkken velbevaret, mens gadesidens inddeling i en tofags stue og et etfags kammer ud for trapperummet er aflæseligt i den nuværende stues irregulære form. Den simple plandisponering og den enkle udsmykning vidner om, at de små lejligheder var beboet af mindrebemidlede. De oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder. Dette gælder især den smalle hovedtrappe i en simpel udformning, bindingsværks-skillevæggene, de helpanellerede ydervægge, de enfløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter, brystningspanelerne, ovnpilastrene, de pudsede lofter og kælderens lofter med synlige bjælker samt vinduernes 1700-tals rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de store murede køkkenildsteder med bevarede ildstedshammere af træ og øvrige nicher, der vidner om datidens opvarmnings- og madlavningsforhold. Den ældre kvartsvingstrappe fra stueetagen ned til kælderen er en sidste rest af den trappe, der tidligere forbandt kælder, stueetage og første sal, hvor der henholdsvis var udstillingslokale, butik og værksted. Kvartsvingstrappen gjorde at de tre nederste etager kunne fungere som erhverv upåagtet af de to lejligheder ovenover.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets enkle, pudsede facade, der udgør en helstøbt og afbalanceret komposition i kraft af sine taktfast anbragte og tætsiddende vinduer, der aftager i størrelse opefter. Hertil kommer facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition med et fladebetonet udtryk, som brydes af kordongesimsen og sålbænksgesimserne, der dels har en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade med den markante underetage. Facadens eneste udsmykning ligger i den profilerede hovedgesims, der formidler overgangen mellem den høje facade og tagfladen samt i den i yderfaget traditionelt placerede hoveddør med bosserede fyldinger, hvorved facaden fremtræder med et roligt og afdæmpet udtryk. Også gårdsiden har stor arkitektonisk værdi på grund af det let fremkragede bindingsværk og den varierede vinduessætning, som giver gårdsiden et levende og varieret udtryk. Den enkle farvesætning med jernvitriolgule tavl og grønt træværk, herunder bindingsværk og vinduer, bidrager til et meget homogent udtryk mod gården.

Læs videre om

• Bredgade 65 og 65 A, København
• Ny Kongensgade 9, København
• Studiestræde 12, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen