Svaneapoteket ligger på Østergade 18, hj. af Ny Østergade i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Bygningen er fem etager høj og opført i jernbeton. Det flade tag er beklædt med tagpap. Facaderne mod henholdsvis Østergade og Ny Østergade er på fire og femten fag. Hjørnet er brækket. Grundplanen er E-formet. Trapper og elevatorer er placeret i de tre afstumpede sidefløje, for at muliggøre en fleksibel udnyttelse af hovedfløjen. Sidefløjen i midten er uden trappe og rummer udover elevatoren tekøkken og toiletter. I stuen findes butikker, heriblandt det tidligere Svaneapotek. Butikkerne er i niveau med gaden, således at kunderne kan gå direkte ind uden at skulle ind i en port, op eller ned ad en trappe. De øvrige etager er beregnet til privatklinikker subsidiært kontorer. Værelserne er placeret ud mod de to gader, og en gennemgående gang langs gårdsiden forbinder trapper og værelser. Skillevæggene mellem værelserne er udført i ½ mursten. Den taktfaste fagdeling af bygningernes ydre fremhæver konstruktionen et bevist valgt virkemiddel, som det fremgår af et tillæg til Politiken 17. april 1935. Piller og etageadskillelser, der har samme dimensioner, er trukket frem, mens de store vinduespartier er rykket tilbage i facadelinjen. Dette facadeskemas forbillede er den amerikanske "dagslysfabrik", der udvikledes omkring 1900, og som modernistiske arkitekter i Europa kendt bl.a. fra Le Corbusier's bog Vers une architecture fra 1923. Svarende til husets beliggenhed ved Strøget og dets delikate funktion er den rå konstruktion forædlet ved anvendelsen af rige materialer. Stueetagens facader er beklædt med grønlige, slebne Jämtlandssten, og vinduerne omgives her af kraftige bronzeprofiler med et enkelt led af rustfrit stål ind mod glasset. De øvrige etager er beklædt med let lysgullig Alviano-Travertin. Over indgangen til apoteket i hjørnet mod Østergade ses mosaikarbejder, udført af små marmorstykker, der er indlagt i den lyse facadebeklædning. Mosaikkerne viser dyr med forbindelse til farmacien. Øverst skorpionen, så blæksprutten, basilisken og nederst æskulapslangen. Mosaikkerne er tegnet af Sikker Hansen og udført af Scheller, Hougaard & Petersen. Den forgyldte svane, modelleret af billedhugger Stæhr-Nielsen og støbt hos hofbronzestøber Rasmussen, der tidligere sad over indgangen til apoteket, er nedtaget. Facaden afsluttes og afgrænses mod naboejendommen på Østergade af en stærk fremspringende jernbetonplade beklædt med grårød puds. Mod gården står jernbetonmuren i grågrøn puds. På det flade tag bemærkes to ventilatorer fra opførelsestidspunktet med tilhørende fundament. Bygningen står stort set uændret siden opførelsen. Dog er apotekets interiør og indgangsparti udskiftet.

Videre læsning

Læs videre om Se alle artikler om

Eksterne links