Svanholm, Krogstrup

De første bygninger på Svanholm kendes ikke, men da Ridderen Niels Knudsen Manderup skrev sig til Svanholm i 1346, må man formode, at der allerede dengang lå en mindre hovedgård. I de næste 200 år var der skiftende ejere af Svanholm. På daværende tidspunkt var der voldgrav omkring hovedbygningen. Under Grevens fejde blev de daværende bygninger stærkt medtaget. I 1549 var ejeren Eske Bille, som tog fat på en større ombygning eller nybygning af den gamle gård. Sønnen Peder Bille fortsatte arbejdet og opbygningen af Svanholm til en renæssancegård. I 1609 blev Svanholm solgt til rigsråd og statholder Breide Rantzau og dermed ophørte Svanholm som værende fast bopæl for ejerne, da den kun var en af slægtens mange gårde. I 1735 købte Adolph Andreas von der Lühe Svanholm. Han ejede kun Svanholm i kort tid, men i den periode nåede han at opbygge en stor, barok hovedbygning, der i store træk er den bygning som er bevaret i dag. Han tog udgangspunkt i dele fra den gamle gård men opførte nu en større bygning med tre længer. Mere end hundrede år senere, da Svanholms ejer var baron Johan Christian Bille-Brahe, blev ladegården øst for hovedbygningen i 1857 genopført ved arkitekt N.S. Nebelong i en ny engelsk stil med gule mure og blå tage. Samtidig blev den store have og park anlagt vest for hovedbygningen. I 1878 blev hovedbygningen restaureret ved arkitekt Vilhelm Tvede, og i denne forbindelse kom gårdspladsens udvendige trapper til. I begyndelsen af 1900-tallet blev ladegården moderniseret ved arkitekt H. C. Glahn og voldgraven blev tilkastet. Op igennem 1900-tallet skete der flere ombygninger og istandsættelser på hovedbygningen, dels under ejeren Kai S. Schwensen fra 1935-1948 og den senere ejer Oliver Sandberg fra 1948-1978. I 1978 blev Svanholm omdannet til storkollektiv.

Svanholms hovedbygning ligger på Hornsherred mellem Roskilde Fjord og Isefjord. Hovedbygningen ligger omgivet af marker, mindre skovarealer og øst for hovedbygningen ligger både ældre og nyere avlslænger. Hovedbygningen er et trefløjet anlæg omkring en gårdsplads, der åbner sig mod vest.Hovedbygningen består af en bred midterfløj i to etager og fra dennes gårdside er to smallere udløberfløje i en etage. Alle tre længer har høj kælder, er opført i grundmur og har mansardtag. Murene fremstår i blanke, røde sten over en sokkel af tilhugget granit og afsluttes mod taget af en trukket, profileret, hvidmalet gesims. Alle tagflader er hængt med ældre, røde vingetegl. I selve mandsaren er indlagt små, ældre støbejernsvinduer og i de tre tagrygge ses i alt otte skorstenspiber i rød, blank mur udført med sokkel og krave. I mandsaren på sidefløjene findes en række delvist ældre kviste med korspostvinduer, der flankeres af små udskårne træpilastre og afsluttes af rundbuede tagpaptage.

I midterfløjens østlige facade er de tre midterste fag trukket let frem i en midtrisalit, der krones af en frontispice, som både er udsmykket med en urskive og store svanevinger udført i sandsten. Facaden prydes tillige af fire pudsede og hvidkalkede pilastre med sandstenskapitæler og en stor sandstensportal omkring en centreret portgennemkørsel. Portrummet lukkes i begge ender af en tofløjet, rundbuet, ældre port, med små, kvadratiske fyldinger og opsprossede, rundbuede vinduer i den øverste del. De to sidelænger har hver en ældre hoveddør placeret midt i gårdsiden med murede trapper foran. Foruden disse døre findes en del døre i portrummet og i gårdsiden. Alle døre er ældre, en eller tofløjede fyldingsdøre, der er brunmalede eller olierede. Dørene i portrummet har ruder i de øverste fyldinger, mens dørene i gårdsiderne har overvinduer. I den sydlige sidefløjs vestgavl findes to hvide, tofløjede terrassedøre, der fører ud til en nyere udestue, som dækker hele den nederste del af gavlen. De tre længer har alle ældre, hvidmalede krydspostvinduer med småtopsprossede rammer. I midterfløjen er vinduerne i stueetagen større end førstesalens vinduer, og alle vinduer i overgavle og til kælderen er små, torammede vinduer. Vinduerne i midterfløjens midtrisalit har tillige sandstensindfatninger, -sålbænke og -fordakninger. I det indre er en ældre grundplan delvist bevaret. Midterfløjen er kendetegnet ved en gennemgående midtskillevæg, store stuer med højt til loftet og rige interiørs, mens sidefløjene primært har mindre rum og korridorer langs med gårdsiderne. I sidefløjene er indrettet beboelse i mandsarden, mens hele midterfløjens tagetage er bevaret som et stort åbent tagrum med det ældre tagværk og understrøgne tagsten. Fra midterfløjens loft er adgang til sidefløjens spidslofter. Da de tre fløje i dag er indrettet til kollektiv med enkeltværelser, større lejligheder, fællesrum og administration er flere af de oprindelige større stuer opdelt, og der er indrettet flere køkkener og badeværelser. Overfladerne er delvist nye, delvist ældre men holder sig hovedsagligt til bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Dog er flere af gulvene dækket med parket, linoleum og gulvtæpper, men det formodes, at de ældre bræddegulve ligger nedenunder. Af bevarede bygningsdetaljer skal nævnes både paneler, herunder brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdøre med kraftige gerichter samt trapper med balustre, kaminer og stukkatur i lofterne. I kælderen er bevaret store hvælv under hele den nordlige sidefløj og dele af midterfløjen. I hele kælderen er mange bevarede ældre stengulve med tegl, brosten eller ølandssten, samt kraftige, kalkede mure og lette bindingsværksvægge.

Svanholms miljømæssige værdi relaterer sig til hovedbygningens solitære placering for enden af alléen, der sammen med de store avlslænger danner en aksefast og prominent ankomst. Hertil kommer værdien af brostensbelægningen foran hovedbygningen og i gårdrummet samt den store park mod vest, da disse elementer tilsammen bidrager til opretholdelsen af en enestående helhed. Endvidere er det stadig muligt at fornemme den tidligere voldgrav gennem det skrående terræn i haven.

Den kulturhistoriske værdi for Svanholm knytter sig til hovedbygningens fremtræden som en barokbygning, der tydeligt afspejler den toneangivende stil i Danmark i 1700-tallet. Stilen kommer særligt til udtryk i det store bygningsvolumen, symmetrien, mansardtaget og de store vinduespartier med krydsposter og småtopsprossede rammer. Barokkens dekorative og ornamentale smag ses klart i facadens mange pilastre- og sandstensdetaljer. Hertil kommer de forskellige sandstenstavler der på bygningen præciserer de største ombygninger, herunder en sandstenstavle i portrummet fra 1549, samt et våbenskjold på portalen, som fastslår Svanholms ejer under den store ombygning fra renæssancebygning til barok herregård. Endvidere kommer kælderens hvælvede lofter, stengulve og metertykke vægge, der stammer fra den tidligere renæssancegård, og som også påviser at Svanholms historie går længere tilbage end 1700. Kulturhistorien kommer tillige til udtryk i hierarkiet mellem de tre fløje, der dels aflæses i deres varierende højde og dybde samt i antallet af detaljer i såvel det ydre som i det indre. I det indre vidner de bevarede dele af grundplanen om det liv, som tidligere foregik på Svanholm. Det gælder især placeringen af de store stuer i midterfløjen og de mindre rum og korridorer i sidefløjene. I det indre kommer barokkens arkitekturopfattelse og boligkultur til udtryk i stueetagens høje og lyse rum samt i de mange bygningsdetaljer, vinduer og døre, men interiøret afspejler gennem forskelligheder tillige andre stilperioder. Hertil kommer de mange skorstene med bevarede piber og kaminer, der afspejler tiden hvor pejse og ovne var den eneste mulighed for opvarmning og madlavning.

Den arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til Svanholms velproportionerede form præget af en overordnet symmetri. Hertil kommer materialevalget med røde mure og tagflader, der får de tre længer til at fremstå som ét homogent volumen. Soklen af tilhugget granit giver en naturlig base, der elegant møder terrænet. Facadernes proportionering, sokkel, gesims og mandsartaget gør, at bygningskroppen overordnet set opdeles af horisontale linjer. Dette underbygges af de taktfaste vinduesbånd, og af den tætte bevoksning på den nederste del af bygningen, som flugter med overkanten af stueetagens vinduer. Det horisontale præg brydes dog af midterfløjens vertikalt orienterede midtrisalit med frontispice samt af de hvidkalkede pilastre og de smalle, høje skorstenspiber. Disse detaljer er endvidere sammen med sandstensportalen og porten med til at skabe en centralisering og symmetri omkring midterfløjens facade. Hertil kommer at de bevarede vinduer, der alle har den karakteristiske og markante krydspost og de sprøde lette sprosser markerer sig markant gennem deres hvide farve mod den røde mur. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det helstøbte interiør med de mange brede, barokke døre, der flere steder har karakteristiske barokke afrundede hjørner på alle fyldinger samt gerichter med forkrøppede hjørner, som enkelte steder endda rejser sig i en fordakning over døren. Hertil kommer de mange ældre paneler. Særligt i den store sal i den sydligste del af midterfløjen, hvor brystnings- og lysningspaneler indgår i et fint samspil med feltinddelte vægge og sammen med det store stukloft dannes et særdeles helstøbt rum. Flere steder ses også detaljer som indvendige skodder i lysningspanelerne, der er en traditionel, pragmatisk arkitektonisk løsning. Kælderens hvælvede rum har ligeledes arkitektonisk værdi, idet denne del af kælderen fremstår helstøbt med de tykke mure, der glider over i de krydsende hvælv og markerer loftets inddelinger. Dette bevirker, at lysforholdene i denne del af kælderen virker kontrastfulde og dramatiske. Flere steder i kælderen er der endvidere et fint samspil mellem de tykke, hvidkalkede vægge og gulvenes belægning med ølandsfliser, tegl- eller brosten.

Læs videre om

• Jægerspris Færgegård, Gerlev
• Skuldelev Præstegård
• Svanholm, Krogstrup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen