Kort over de overfladenære jordarter i Syddjurs Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræne- og smeltevandsaflejringer fra sidste istid. Et bånd af lavtliggende, extramarginale aflejringer strækker sig tværs gennem kommunen. De blev afsat foran gletsjeren, der kom fra syd, og har aldrig siden været dækket af is. På de lavtliggende sletter og langs store dele af kysten findes marine aflejringer fra Littorinahavet og nutidens hav.
.

Geologisk tidslinje for Syddjurs kommune.

.

Landskaberne i Syddjurs Kommune omfatter Kolindsund mod nord, området mellem Kolindsund og Tirstrup Hedeslette, selve Tirstrup Hedeslette, nordkanten af Mols Bjerge og selve Mols Bjerge samt landskaberne på Skødshoved, Helgenæs og Ebeltofthalvøen. De kan inddeles i to typer: de bakkede istidslandskaber og de flade hedesletter.

Bakkelandskaberne består ofte af randmoræner, hvor skiver af ældre bjergarter i undergrunden er presset op i bakkerygge af isen. Hedeslettelandskaberne er derimod afsat af det strømmende smeltevand fra randen af Det Ungbaltiske Isfremstød. Her ligger Den Østjyske Israndslinje, som markerer, hvor dette isfremstød for ca. 18.000 år stoppede sin fremrykning. Ud over smeltevandet bidrager også de ofte tørvedækkede kystnære engområder til kommunens flade landskaber.

De yngste landskabselementer er de marine forlande. På det sydlige Djursland fremstår de især som strandvoldskomplekser, der bl.a. kan ses på sydspidsen af Ebeltoft-halvøen, i Knebel Vig og ud mod Skødshoved Flak.

Landskabets dannelse

Mols Bjerge er randmoræner, som blev dannet af de store gletsjere under sidste istid. Isen kom sydfra og tog underliggende materiale med sig, hvilket skabte Ebeltoft og Kalø Vige. Nord for isranden og randmorænerne dannede smeltevand fra isen den store, flade Tirstrup Hedeslette. Da isen var smeltet, begyndte landet at hæve sig, og gammel havbund blev til marint forland.
.

De prækvartære aflejringer på Syddjurs består af danienkalk og ler fra Paleocæn og Eocæn. Da overfladen af lerlagene overvejende ligger i dybder mellem 25 og 50 m, findes de overfladenære leraflejringer som skiver, der er presset op af isen. I morænebakker ved Ommestrup og Mørke længst mod vest træder skiver af fedt, paleocænt ler frem i overfladen og har tidligere været brudt til teglproduktion. Noget lignende ses på Skødshoved. Her er det fede ler, som blev presset op af isen og danner en fold, blottet langs kysten. På nordsiden af Skødshovedpynten ligger desuden et par gamle, vandfyldte teglværksgrave.

På Skødshoved strækker en bakkeryg sig nordøst-sydvest, og i bakkekronen træder blågrønt, fedt ler fra Sen Paleocæn frem. I bakkekronen af Mols Bjerge findes der sammen med istidsaflejringer også fedt ler fra Sen Paleocæn. Plastisk ler fra Eocæn findes ved Ørby på vestkysten af Helgenæs, hvor der tidligere var en god blotning af bl.a. eocæne vulkanske askelag. Ved Jernhatten kan man støde på mergel fra Paleocæn, som ligger oven på kalk fra Danien. Ved Rugård forårsager fedt ler og mergel fra Sen Paleocæn, at bøgeskoven glider ud mod kysten i jordskred.

Istidslandskabet

I det sneklædte Mols Bjerge viser bakkernes orientering, hvor de store gletsjere stod under sidste istid. På overdrevene græsser de hårdføre gutefår, som holder opvæksten af træer og buske nede. Fårene er tilpasset det danske klima og kan spores tilbage til vikingetiden.
.

Istidslandskabet på det sydlige Djursland er formet af flere på hinanden følgende isfremstød i den sidste del af sidste istid. Således har både Kattegat Isstrømmen, Nordøstisen (Hovedfremstødet) og Det Ungbaltiske Isfremstød påvirket landskabet, selv om det især er de to sidste, som virkelig har haft betydning for landskabsdannelsen. Sporene efter de endnu ældre isfremstød ses bedst i de blottede kystprofiler ved Rugård og Elsegårde samt i blotningen yderst på Skødshoved og i den lange sydklint langs Mols Hoved.

Det parallelbakkede randmorænelandskab i Fjeld Skov i den nordvestlige del af Syddjurs viser tydeligt de dynamiske forhold under Hovedfremstødet. Den dominerende bakkeretning er mod sydøst og nordvest, hvilket viser, at isfremstødet kom fra nordøst. Dette landskab, som udgør kanten af istidslandskabet nord for Tirstrup Hedeslette, har en udstrækning på 3 km og består af bakkerygge, der hæver sig 15 m over det mellemliggende terræn. Den længste bakke er ca. 2,5 km lang og nogle hundrede meter bred.

Randmoræner, smeltevand og Den Østjyske Israndslinje

Det bakkede istidslandskab rejser sig over Kalø Vig, hvor en robåd er strandet på det lave vand pga. tidevandet. Bakkerne er formet under sidste istid af Det Ungbaltiske Isfremstød, hvor de store gletsjere bevægede sig op gennem Ebeltoft og Kalø Vige fra sydøst.
.

Syd for Tirstrup Hedeslette ligger Mols Bjerge, som er et landskab af randmorænebakker. På toppen af Mols Bjerge når kommunen sit højdepunkt i Agri Bavnehøj 137 m.o.h. Ligesom på Skødshoved består jordbunden i Mols Bjerge overvejende af sand, og det er kun på de vestvendte skråninger, at moræneleret dominerer. De fleste bakker orienterer sig mod nordøst og sydvest, hvilket viser, at de blev presset op af Det Ungbaltiske Isfremstød, som kom fra sydøst. Bakkerne består af skiver af smeltevandssand, der er presset op af isen. Sandet blev aflejret foran den fremrykkende is. Da Det Ungbaltiske Isfremstød havde skabt de langstrakte randmorænebakker, fortsatte den frem mod det, som blev til

Den Østjyske Israndslinje. Mens isen stod og smeltede ved israndslinjen, blev der afsat bundmoræne på »læsiden« af bakkerne. Smeltevandet transporterede sand ud over Tirstrup Hedeslette. Den Østjyske Israndslinje træder tydeligt frem i landskabet og kan følges fra bunden af Ebeltoft Vig, mod nordvest forbi Øjesø og den sydvestlige bred af Langsø, nord om Feldballe og videre op til bakkekronen ved Rønde. Fra tid til anden har isranden bevæget sig ud over bakkekronen og stod på et tidspunkt ved de nordlige bredder af Øjesø, Langsø og Stubbe Sø. Da isen smeltede tilbage til skillelinjen mellem Tirstrup Hedeslette og det nordlige istidslandskab, efterlod den dødis i lavningerne. Da dødisen smeltede, opstod der dødishuller, som siden blev til de tre søer.

Da den yngste del af hedeslettens sand blev aflejret, var vandstanden foran isranden betydelig. Formentlig nåede vandet helt op til det højereliggende terrasseniveau, som i dag ligger i 40 m’s højde umiddelbart vest for Stubbe Sø i Skramsø Plantage. Smeltevandssandet begravede et stort antal dødisklumper. Da de endelig smeltede, opstod de karakteristiske dødishuller, som fra tid til anden var vandfyldte og derfor også blev dækket af tørv i bunden. Sedimentstrukturer viser, at hele Tirstrup Hedeslette nærmest har været en stor, lavvandet sø med stærkt strømmende smeltevandsløb om foråret og sommeren.

I området mellem Stubbe Sø og Ebeltoft ligger den sydligste del af Skramsø Hedeslette. Her antyder de parallelle småbakkers krumme forløb, at hedeslettens aflejringer er blevet skubbet op af den sidste rest af en istunge, der lå i Ebeltoft Vig.

Den generelle retning af smeltevandsstrømmene var mod nordvest, hvor Hevring Hede og udmundingen af Randers Fjord sørgede for at lede vandet til Kattegat. I den østlige ende af Tirstrup Hedeslette stod isranden øst for Balle, og i grusgravene omkring Balle er der tegn på, at vandspejlet på Tirstrup Hedeslette nåede en højde på 30 m. De store mængder sand og grus har været indvundet omkring Tirstrup, hvor man kan finde spor efter talrige udtømte grusgrave. Desuden blev Aarhus Lufthavn (i dag Aarhus Airport) anlagt på den flade hedeslette, som allerede bestod af godt stabilgrus.

Kolindsund

Det var dog ikke alle områder inde på hedesletten, der blev fyldt op af smeltevandssand. Korup Sø og Elløv Enge overlevede som dybe lavninger, der igennem fastlandstiden fremstod som ferskvandssøer. For ca. 8.000 år siden begyndte saltvandet at trænge ind gennem Kolindsund og helt ind til Korup Sø. Det har været diskuteret, om Kolindsund virkelig var et sund med gennemløb hele vejen ud til Randers Fjord. En snæver passage fra Tjerrild og ud gennem Pindstrup Mose kan nemlig ikke udelukkes, selv om det næppe har været et havstræde af stor betydning. Derimod viser boringer, at der under Littorinahavets tid for 7.000 år siden herskede marine forhold i Korup Sø. De senere marine forhold er dateret frem til ca. 4.000 år før nu. Derefter har udviklingen sandsynligvis fulgt udviklingen i Kolindsund.

De smalle stræder ved Kolind har været strømstræder med kraftigt strømmende tidevand. Her opstod rige østersbanker, hvilket formentlig har tiltrukket folk fra Ertebøllekulturen, som bosatte sig i området. Omkring Kolind er der således fundet op mod 20 Ertebøllebopladser.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Syddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber