Den 14. oktober 2020 blev der foran politistationen i Næstved holdt pressemøde vedrørende et covid-19-udbrud i Faxe Kommune – en af de i alt syv kommuner, der er dækket af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
.

På Parkvej 50 i Næstved ligger hovedstationen for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Den store politikreds blev dannet i forbindelse med den politi- og domstolsreform, der fra d. 1. januar 2007 reducerede landets 54 politikredse til 12. Politikredsen strækker sig fra den nordlige del af Slagelse Kommune til Gedser i syd og omfatter et område med knap 400.000 indbyggere. Foruden Næstved omfatter politikredsen Slagelse, Sorø, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde i 2021 ca. 770 medarbejdere og var organiseret med lokalpolitistationer i seks byer.

Politikredsens ledelse og den døgnbemandede fælles vagtcentral, efterforskningsafdelingerne samt den fælles administration er sammen med kredsens anklagemyndighed placeret på hovedstationen i Næstved. På samme adresse ligger også lokalpolitistationen. Politikredsen er bygget op omkring nærpolitistationer i Nakskov, Nykøbing F, Vordingborg og Slagelse. Udlændingekontrolafdelingen er placeret i Gedser. Samtidig havde Sydsjællands og Lolland- Falsters Politi i 2021 seks mindre nærpolitistationer placeret i hhv. Maribo, Sakskøbing, Korsør, Haslev, Stege og Sorø. Politikredsen omfatter to retskredse: Retten i Næstved og Retten i Nykøbing-Falster.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Næstved Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked