Tårnborg, Korsør

Taarnborg var tidligere en lille by, som lå ved det nuværende Korsør. Byen blev befæstet med et slot midt i 1100-tallet. En tid var Taarnborg Slot en del af Valdemar den Stores (1131-1182) krongods, men det mistede senere sin betydning og blev erstattet af Korsør-tårnet som fæstningsværk. Til slottet hørte også en ladegård, der ligeledes var ejet af Kronen. Under Første og Anden Karl Gustav-krig mellem 1657 og 1660 var Korsør Slots Ladegaard blevet ødelagt. Da amtmanden Hugo Lützow i 1669 overtog Korsør Slots Ladegaard fra Kronen var der ingen hovedbygning på gården. I 1671 overtog rådmand Hans Jørgensen gården, hvorefter han omdøbte den til Dyrehovedgaard. Dyrehovedgaard blev herefter købt og solgt adskillige gange. I 1709 blev gården overtaget af Ulrich Mogensen, og han opførte muligvis en ny hovedbygning. I 1744 vides det, at hovedbygningen bestod af en enkelt fløj med tegltag, som lå sammen med avlsbygningerne, der udgjordes af fire stråtækte længer. I 1766 blev Dyrehovedgaard solgt videre til Christian Eggers, der ligesom gårdens forrige ejere, også tilkøbte mere jord, da han i 1774 på auktion over krongodset i Antvorskov købte parcellen Taarnborg. Christian Eggers døbte godset om til herregården Taarnholm. Hans søn, Niels Christian Eggers, arvede begge godser i 1793, men solgte et år efter faderens død Taarnholm, men beholdte Dyrehovedgaard, der på dette tidspunkt bestod af to fløje af egebindingsværk, som stod vinkelret på hinanden. Avlsbygningerne havde klinede vægge og stråtage og var generelt bygget i ringere stand end hovedbygningen. I 1803 fuldførte Niels Christian Eggers opførelsen af den nuværende klassicistiske, enlængede hovedbygning.I 1841 overtog Valdemar Tully Oxholm Dyrehovedgaard, og han lod i 1843 opføre en forpagterbolig nær hovedbygningen. I 1846 omdøbte Valdemar Tully Oxholm Dyrehovedgaard til Tårnborg, hvilket ikke var den eneste forandring, som gården undergik i hans ejertid. Godset blev nemlig markant udvidet ved blandt andet inddæmningsarbejde, landvinding og overtagelse af græsningsrettigheder fra bønder. Derudover fik han overbevist jernbanekommissionen om, at en station ved Korsør by og jernbaneskinnerne hertil skulle lægges på Tårnborgs jorder.Mellem 1866 og 1901 ejede først Jørgen Albert Bech og derefter Edvard Bech Tårnborg. Jørgen Albert Bech byggede i sin ejertid en stor kostald med plads til 200 dyr, mens sønnen Edvard Bech byggede et centrifugemejeri og flere arbejderboliger på gården. I 1901 blev Tårnborg ramt af en brand, der ødelagde de fleste avlsbygninger, hvorefter Edvard Bech solgte gården til Korsør Kommune. I første del af 1900-tallet havde gården flere forskellige ejere, indtil Korsør Kommune igen overtog Tårnborg i 1948, hvorefter de bortforpagtede jorden. I 1988 rev Korsør Kommune de resterende avlsbygninger ned for at give plads til en række nye bygninger, der bruges som hotel. Tårnborg blev i 2002 købt af I/S Tårnborg Parkhotel, der siden hen har drevet stedet som hotel- og kursusvirksomhed. I 2012 gav Kulturstyrelsen tilladelse til en nedrivning af mellembygningen og sidelængen, der rummede domestikafdelingen og som lå i forlængelse af hovedbygningen mod vest. Hovedbygningen, der i dag står tom, ejes af SLIS ApS, mens forpagterboligen, som anvendes til administrationslokaler, ejes af I/S Tårnborg Parkhotel.

Herregården Tårnborg ligger i den nordøstlige udkant af Halsskov ved hovedvejen mod Korsør – omgivet af erhvervsbebyggelse mod nord og et grønt område med golfbane mod sydøst. Tårnborg består af en fritliggende hovedbygning, der ligger for enden af en lang akse. Aksen markeres af lave hække og flankeres af flere nyere, sammenbyggede bygninger, der forbindes af en søjlebåren, overdækket gang, som dermed bryder aksen. De nyere bygninger anvendes til hotel- og kursusvirksomhed. Syd for hovedbygningen er en parklignende have, og nordvest for hovedbygningen ligger forpagterboligen, som benyttes til kontorfaciliteter. Tårnborgs hovedbygning er en fritliggende, grundmuret længe med pudsede facader, halvvalmede gavle og opskalket heltag hængt med blåglaserede tegl. Hovedbygningen er bygget ind i terrænet således, at der mod indkørslen er to etager, en parterre-etage og en stueetage, mens der mod haven kun er en etage. I facaden, mod indkørslen, er en frontispice, hvori der sidder et ur, og frontispicen bæres af fire let fremhævede, delvist kannelerede, joniske pilastre. I havesiden er en tre fag bred gavlkvist med afvalmet tegltag hængt med blåglaserede tegl. Den pudsede sokkel er sort, mens facaderne er kalket hvide, ligesom den refendfugede parterre-etage, kordongesimsen og hovedgesimsen. I hver tagflade er to kviste med fire fag brede vinduer og zinkklædt heltag med lav hældning samt et par ældre tagvinduer. I rygningen ses i alt tre skorstenspiber med sokkel og gesims. Vinduerne er ældre og udformet som torammede og todelte eller tredelte vinduer i parterre-etagen og i tagetagen, mens vinduerne i stueetagen er korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Midt i facaden er hovedindgangen, som udgøres af en ældre, tofløjet revledør med påsatte fyldinger og ældre beslag. I begge gavle er en ældre, tofløjet fyldingsdør, og mod haven er en ældre, tofløjet havedør med små ruder øverst og fyldinger nederst. Den øverste del af døren er udformet ligesom det øverste af korspostvinduerne. Foran havedøren er en let hævet terrasse med smedede værn.Indvendigt fremtræder hovedbygningen med en ældre grundplan. Parterre-etagen har en centralt placeret hall, hvori der står en original, svungen kvartsvingstrappe med oval durchsicht, som fører op til stueetagen og tagetagen. Mod indkørslen er desuden en lille forstue, et spisekammer og et køkken på den ene side af hall'en og gæsteværelser og kontor på den anden. En central fordelingsgang, der går næsten hele vejen igennem bygningen, giver desuden adgang til de sekundære rum som badeværelse, strygerum, fadebur og fyrrum, der ligger ind mod skrænten. Fra køkkenet fører en smal bitrappe op til stueetagen. Stueetagen har en gennemgående hovedskillevæg, der adskiller hall, herreværelse, spisestue, anretterkøkken og bitrappe mod indkørslen fra de tre en suite beliggende stuer mod haven. I gavlen mod vest er der direkte adgang til et badeværelse fra stuen. I tagetagen er der en lang fordelingsgang, som giver adgang til i alt syv værelser samt et lille toilet og depotrum. Hovedbygningen har en ældre og traditionel materialeholdning med støbte gulve, teglstens-, brædde-, terrazzo- og parketgulve samt pudsede vægge og lofter med stukkatur. Der er bevaret mange ældre bygningsdetaljer, herunder brystnings- og lysningspaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre, greb og gerichter samt en kakkelovn, en nyere kamin og en mængde gamle støbejernsovne. I køkkenet er desuden bevaret det gamle ildstedsmassiv og i anretterkøkkenet er bevaret et ældre forrammekøkken. Den fritliggende forpagterbolig er en enetages, grundmuret bygning med en høj kælder og et rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle. I hver tagflade ses tre nyere tagvinduer, og i rygningen er to pudsede skorstenspiber med sokkel og gesims. Bygningen er opført på en høj pudset og gråkalket sokkel og står med pudsede, gulkalkede facader samt en hvidkalket hovedgesims udført med led og sparrenkopper. Vinduerne er ældre og hvidmalede. Kældervinduerne er udført som torammede vinduer med fire ruder i hver ramme, og under kældervinduerne er fremtrukne sålbænke. Vinduerne i stueetagen er udført som korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Under vinduerne er rødmalede, konsolbårne sålbænke og over er hvidkalkede, rillede vinduesbryn. Vinduerne i gavltrekanterne er torammede med to ruder i hver ramme. På gårdsiden fører en høj, svungen granitstenstrappe med støbejernsværn op til hoveddøren, som er en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med et opdelt overvindue. I vestgavlen er en traditionelt udført, tofløjet revledør med ældre hængsler. I hvert af havesidens næstsidste fag er en ældre havedør, der er udført som facadens øvrige korspostvinduer, men med fyldingsfelter nederst. Foran hver havedør findes en nyere hvidmalet træterrasse med nyere træværn, som står på ældre, murede og pudsede søjler malet i samme farver som sokkel og facade. Forpagterboligen fremtræder indvendigt med en stort set bevaret grundplan med en gennemgående hovedskillevæg, som adskiller forstuen og fordelingsgangen mod vest, der giver adgang til køkken, toilet, kældertrappe og trappe til første sal beliggende mod gårdsiden fra de en suite beliggende stuer, forbundet af dobbelte fløjdøre, mod haven. Forpagterboligens stueetage har en overvejende traditionel materialeholdning med ældre bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk, dog ligger der i enkelte rum nyere klinker og laminatgulve, som ligner valnøddeparket. Der er bevaret flere ældre bygningsdele, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre greb, hængsler og gerichter, høje fodpaneler, simple halvpaneler udført med en lodret bræddebeklædning og mod haven er ydervæggen fuldpanelleret. I rummet til højre for forstuen er placeret en nyere kvartsvingstrappe, som giver adgang til tagetagen, der er inddraget til kontorformål i nyere tid. I midten er et stort rum og i hver gavl to værelser. I tagetagen ligger der væg-til-væg tæpper på gulvene, skorstenspiberne, bjælkelaget og tagkonstruktionens stolper med kopbånd og hoveddrager er synlig, og mellem bjælkerne ses nyere loftbrædder. En nyere glat branddør giver fra stueetagens vestvendte fordelingsgang adgang til en nyere trappe, der fører ned til kælderen. Kælderen har teglstensgulve, kalkede vægge og lofter beklædt med nyere isoleringsplader, og der er ældre fyldingsdøre og vinduerne er forsynet med jerntremmer.

Den miljømæssige værdi ved Tårnborg knytter sig til det delvist bevarede herregårdsmiljø med hovedbygningens centrale placering i den aksefaste komposition af gårdsplads flankeret af nyere bygninger, om end den søjlebårne, overdækkede gang, der forbinder fløjene, visuelt bryder sigtelinjen og delvist dækker for hovedbygningen. På traditionel vis er der en parklignende have syd for hovedbygningen ligesom der i nærheden af hovedbygningen er opført en forpagterbolig. Hertil kommer, hvorledes terrænet er udnyttet på Tårnborg, så hovedbygningen med sine to etager tager sig pompøs ud mod ankomstsiden og mere nedtonet mod haven med kun en etage samt den tidligere sammenbyggede domestikfløj mod vest.

Tårnborgs kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningen og forpagterboligen som del af et traditionelt herregårdsmiljø. Den kulturhistoriske værdi ved Tårnborg knytter sig til hovedbygningen som et godt eksempel på en klassicistisk bygning i såvel det ydre som i det indre, anvendt som bolig for herremanden. De udprægede klassicistiske stiltræk er karakteriseret i form af pudsede, symmetriske facader med taktfast vinduessætning, halvvalmede gavle og opskalket heltag samt pyntelige facader, hvor især gårdsiden træder frem med den refendfugede parterre-etage med fremhævede slutsten over vinduesåbningerne. Hertil kommer kordon- og hovedgesimsen, frontispicen, som bæres af fire let fremhævede, delvist kannelerede, ioniske pilastre og de ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Det imposante midterparti rummer hovedindgangen, hvor den ældre tofløjede revledør med påsatte fyldinger og ældre beslag ligeledes har stor værdi. I det ydre signalerer den store etagehøjde og de høje vinduer, at hovedbygningens beletage befinder sig i stueetagen. Udefra er det ligeledes aflæseligt, at køkkenet befinder sig i den vestre del af hovedbygningen, idet den kraftige ildstedsskorstenspibe adskiller sig fra de øvrige slankere skorstenspiber i rygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Tårnborgs hovedbygning sig til den ældre planløsning med en parterre-etage nederst, der er opdelt i funktionsrum mod gårdsiden, hvor der er lys og varme samt depotrum mod skrænten, hvor der er køligt og således udnyttes terrænets beskaffenhed mest muligt. Parterre-etagens omdrejningspunkt er hall'en, hvor den originale, svungne kvartsvingstrappe med oval durchsicht på traditionel vis fører helt op til tagetagen. Ligeledes er der en sekundær trappe til tjenestefolkene, der også giver adgang til samtlige etager. I stueetagen ligger rummene på traditionel vis som gennemgangsrum adskilt af den gennemgående hovedskillevæg, ligesom stuerne er beliggende en suite med dobbeltdørene placeret enfilade. Herved opnås, at man kan se gennem alle de repræsentative i hele bygningens længde, hvilket tidligere var den fremherskende disponering af en herskabsbolig. Hertil kommer, at tagetagen er udnyttet med værelser, om end der sandsynligvis er flere i dag, end der har været oprindeligt. Tillige er der kulturhistorisk værdi ved de mange bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder teglstens-, brædde-, terrazzo- og parketgulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur samt brystnings- og lysningspaneler, helpanelerede ydervægge, en- og tofløjede fyldingsdøre, greb og gerichter, kakkelovnen, støbejernsovnene, ildstedsmassivet i køkkenet og forrammekøkkenet i anretterkøkkenet. Forpagterboligens kulturhistoriske værdi knytter sig til dens oprindelige funktion som bolig for herregårdens forpagter, hvilket kan aflæses i bygningens fornemme og klassicistiske ydre, der kommer til udtryk i den solitære og symmetriske fremtoning med halvvalmede gavle, pudsede facader, taktfast vinduessætning med konsolbårne sålbænke og vinduesbryn, svungen hovedtrappe og profileret hovedgesims. Hertil kommer korspostvinduerne med opdelt nedre ramme, som tillige er kendetegnende for arkitektur-strømningerne i første halvdel af 1800-tallet. Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med de repræsentative stuer placeret en suite mod haven og de sekundære rum placeret mod gården samt den høje kælder. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre greb, hængsler og gerichter, høje fodpaneler, simple halvpaneler udført af lodretstillede brædder og den fuldpanellerede ydervæg mod haven. Ydermere gælder det de ældre bræddegulve og de pudsede lofter med stuk, kælderens teglstengulve og tremmer foran vinduerne, de bevarede skorstene og det ældre tagværk, der alle er med til at understrege forpagterboligens alder.

Tårnborgs kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningen og forpagterboligen som del af et traditionelt herregårdsmiljø.Den kulturhistoriske værdi ved Tårnborg knytter sig til hovedbygningen som et godt eksempel på en klassicistisk bygning i såvel det ydre som i det indre, anvendt som bolig for herremanden. De udprægede klassicistiske stiltræk er karakteriseret i form af pudsede, symmetriske facader med taktfast vinduessætning, halvvalmede gavle og opskalket heltag samt pyntelige facader, hvor især gårdsiden træder frem med den refendfugede parterre-etage med fremhævede slutsten over vinduesåbningerne. Hertil kommer kordon- og hovedgesimsen, frontispicen, som bæres af fire let fremhævede, delvist kannelerede, ioniske pilastre og de ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Det imposante midterparti rummer hovedindgangen, hvor den ældre tofløjede revledør med påsatte fyldinger og ældre beslag ligeledes har stor værdi. I det ydre signalerer den store etagehøjde og de høje vinduer, at hovedbygningens bel-etage befinder sig i stueetagen. Udefra er det ligeledes aflæseligt, at køkkenet befinder sig i den vestre del af hovedbygningen, idet den kraftige ildstedsskorstenspibe adskiller sig fra de øvrige slankere skorstenspiber i rygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Tårnborgs hovedbygning sig til den ældre planløsning med en parterre-etage nederst, der er opdelt i funktionsrum mod gårdsiden, hvor der er lys og varme samt depotrum mod skrænten, hvor der er køligt og således udnyttes terrænets beskaffenhed mest muligt. Parterre-etagens omdrejningspunkt er hall'en, hvor den originale, svungne kvartsvingstrappe med oval durchsicht på traditionel vis fører helt op til tagetagen. Ligeledes er der en sekundær trappe til tjenestefolkene, der også giver adgang til samtlige etager. I stueetagen ligger rummene på traditionel vis som gennemgangsrum adskilt af den gennemgående hovedskillevæg, ligesom stuerne er beliggende en suite med dobbeltdørene placeret enfilade. Herved opnås, at man kan se gennem alle de repræsentative i hele bygningens længde, hvilket tidligere var den fremherskende disponering af en herskabsbolig. Hertil kommer, at tagetagen er udnyttet med værelser, om end der sandsynligvis er flere i dag, end der har været oprindeligt. Tillige er der kulturhistorisk værdi ved de mange bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder teglstens-, brædde-, terrazzo- og parketgulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur samt brystnings- og lysningspaneler, helpanelerede ydervægge, en- og tofløjede fyldingsdøre, greb og gerichter, kakkelovnen, støbejernsovnene, ildstedsmassivet i køkkenet og forrammekøkkenet i anretterkøkkenet. Forpagterboligens kulturhistoriske værdi knytter sig til dens oprindelige funktion som bolig for herregårdens forpagter, hvilket kan aflæses i bygningens fornemme og klassicistiske ydre, der kommer til udtryk i den solitære og symmetriske fremtoning med halvvalmede gavle, pudsede facader, taktfast vinduessætning med konsolbårne sålbænke og vinduesbryn, svungen hovedtrappe og profileret hovedgesims. Hertil kommer korspostvinduerne med opdelt nedre ramme, som tillige er kendetegnende for arkitektur-strømningerne i første halvdel af 1800-tallet. Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med de repræsentative stuer placeret en suite mod haven og de sekundære rum placeret mod gården samt den høje kælder. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre greb, hængsler og gerichter, høje fodpaneler, simple halvpaneler udført af lodretstillede brædder og den fuldpanellerede ydervæg mod haven. Ydermere gælder det de ældre bræddegulve og de pudsede lofter med stuk, kælderens teglstengulve og tremmer foran vinduerne, de bevarede skorstene og det ældre tagværk, der alle er med til at understrege forpagterboligens alder.

Læs videre om

• Espe, Boeslunde
• Kongegården, Skælskør
• Snedinge Møllevej 5, Bøgelunde

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen