Tårngade 6-8
.
Tårngade 6-8
.
Tårngade 6-8
.
Tårngade 6-8
.
Tårngade 6-8
.
Tårngade 6-8
.

Tårngade 6-8 ligger på Tårngade 6-8 i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ejendommen strakte sig tidligere ned til parallelgaden Adelgade og bestod dengang af en trelænget bindingsværksgård med forhus ud til Tårngade og baghuse ud til Adelgade. Forhuset som ses i dag blev opført i 1700-tallet efter, at det gamle forhus nedbrændte i 1715. Grunden blev udmatrikuleret i 1790'erne, og det var formentlig i denne forbindelse, at forhuset blev delt i to selvstændige ejendomme.

Beskrivelse

Tårngade 6-8 ligger som en del af husrækken i Faaborgs gamle bykerne. Ejendommen består af et forhus med nordsiden i skel ud til Tårngade. Ejendommen er delt i to boliger på særskilte matrikler med husnummer 6 og 8. Bag forhuset er en mindre gård opdelt at et plankeværk og et udhus, der ikke er omfattet af fredningen.

Forhuset er otte fag langt og opført i en etage med en let udkraget gavlkvist over tre fag mod gaden i righoldigt, sortopstolpet bindingsværk med gulkalkede tavl over en sorttjæret, delvist pudset sokkel af syldsten. Taget er behængt med røde vingetegl, og i rygningen er to gule skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladen er ældre tagvinduer mod gaden, og mod gården er et nyere tagvindue og to kviste, hvoraf den ene er i to fag. Løsholterne er mestendels sænkede, og mod gården er gennemstukne bjælkehoveder. I gadesiden er to ældre fyldingsdøre med pyramidebosser og tredelt overvindue. Foran hver hoveddør er granittrin med sorttjærede stødtrin og dels værn, dels gribehåndtag i sortmalet jern. I gårdsiden er en nyere, todelt revledør med glug og en nyere fyldingsdør med opsprosset glasparti i øverste fylding. På gårdsiden er der to skråtstillede luger i terræn, der giver adgang til to kældre. Vinduerne er hvidmalede, dels ældre og dels traditionelt udførte vinduer med koblede rammer. Mod gaden er torammede, trerudede vinduer og i gavlkvisten et mindre, torammet, opsprosset vindue. Mod gården er torammede, seksrudede vinduer, dog er der i den ene kvist et torammet, trerudet vindue.

I det indre er en genkendelig ældre planløsning. Begge boliger har en delvist bevaret, langsgående midterskillevæg, adgang via en forstue, stue mod gaden samt stue og køkken mod gården. I nr. 6 er der adgang til tagetagen via en ældre trappe i forstuen, der er indrettet med gang, pulterrum, to værelser og bad. I nr. 8 er der adgang til tagetagen fra en ældre trappe i køkkenet, og her er tagetagen indrettet med stue, værelse og bad. I begge kældre er kældertrapper og vægge i kampesten, ældre blotlagte konstruktioner, bræddelofter og gulve i sten og jord. I kælderen under nr. 6 er skillevæggen pudset op. I begge boliger ses en overvejende traditionel materialeholdning, dog er der i tagetagen i begge ejendomme vægge og lofter beklædt med profilbrædder, og i nr. 6 er der linoleumsgulv i badeværelset, ligesom der i begge boliger er gulve belagt med tæpper, hvorunder der ligger ældre bræddegulve. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, loftbjælker, hvoraf nogle har profilerede knægte med pladeloft imellem, fyldingsdøre, revledøre og døre med flaskebundsruder samt enkelte gerichter og hængsler.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i Tårngade, hvor bygningskroppen i bindingsværk med teglhængt tag indgår som en integreret del af Tårngades ældre bebyggelse. Ejendommen bidrager dermed væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø i Faaborgs gamle bykerne.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Tårngade 6-8 knytter sig i det ydre til bygningskroppen, hvis righoldige, opstolpede bindingsværk med gennemstukne bjælkehoveder er karakteristisk for Fyn. Hertil kommer den oprindelige sammenhæng mellem Tårngade 6-8 og Adelgade 5 og 7, hvor hovedbygningen lå ud til Tårngade og baghusene ud mod Adelgade, hvilket kan aflæses i Tårngades mere repræsentative og større bebyggelse i kontrast til Adelgades mindre og mere beskedne huse. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi i det ydre sig til de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder og udvikling, hvilket særligt ses i de sænkede løsholter, der har givet mulighed for større, og dermed finere, vinduer i løbet af 1800-tallet.Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den bevarede del af den ældre grundplan med en delvist bevaret langsgående midterskillevæg i stueetagen og placeringen af køkkener mod gården og stuer mod gaden. Hertil kommer de ældre kældre og de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder blotlagte konstruktioner, sten- og bræddegulve, vægge i kampesten, loftbjælker, hvoraf nogle har profilerede knægte, fyldings- og revledøre, der vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Tårngade 6-8 knytter sig i det ydre til den klart definerede bygningskrop med gavlkvist i taktfast, righoldigt, opstolpet bindingsværk og kalkede tavl. Placeringen af to hoveddøre og vinduer i de resterende fag giver et kompositorisk og stofligt mættet udseende, hvis repræsentative karakter forstærkes af gavlkvisten og de to hoveddøre med bosser, granittrapper og værn.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links