I årtierne omkring år 1300 blev der opført en kongelig fogedborg i Tørning, som dog først omtales i 1331, hvor den tilhørte grev Gerhard (grev Gert, den kullede greve). Siden kom borgen på kong Valdemar Atterdags hænder, som overlod den til Claus Limbek (den ældre), og frem til 1426 sad tre generationer af slægten Limbek på Tørning. I den tid blev et stadig større antal bøndergårde samlet under Tørning, og det kulminerede i 1421 med, at de holstenske grever pantsatte Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund Herreder til Claus Limbek (den yngre). Efter hans død i 1426 gik Tørning i arv til slægten Ahlefeldt, og i 1460 overdrog Christian 1. alt bøndergods i Gram Herred til Benedikt von Ahlefeldt som fri ejendom. På dette tidspunkt hørte omkring 700 gårde under godset. I 1494 solgte hans to sønner Tørning til kong Hans for den umådelige sum af 102.000 lybske mark, og med ét slag var alle disse bøndergårde direkte underlagt kongen, der etablerede Tørning Len på den baggrund. Lenet blev i 1525 lagt sammen med Haderslevhus Len, hvorefter Tørning kun blev sporadisk benyttet. I 1597 brændte borgen og blev ikke genopført.
Tørning er placeret på en høj og markant landtange, der fra syd skyder sig ud i en dalsænkning. Den er omgivet af markante lavninger mod vest, nord og øst, og eneste adgang er fra syd. Borgen er delt i to banker ved voldgrave, en rektangulær ladegårdsbanke mod syd og yderst på landtangen en hovedbanke, der både kunstigt og ved naturens hånd er opdelt i flere plateauer, afsluttet af selve den centrale borggård. Her, godt 14 m over dalens bund, har borgens hovedbygninger ligget. Der vides intet om disse, ud over at de har været opført i munkesten.
