I annoncen for Frederiksgades Jernstøberi & Maskinfabrik fra 1891 får man både indtryk af det store anlæg og af de mange forskellige varer, som jernstøberiet udbød. Foruden landbrugsmaskiner, tobakspresser og fuldstændige mejerianlæg dækkede sortimentet også støbejernskomfurer og kakkelovne.
.

Området omkring industrianlæggene Tasso og Albani Bryggerierne i det centrale Odense blev i 2007 udpeget som et af 25 danske industriminder, fordi det er et af de få tilbageværende eksempler på en typisk industriby fra 1800-tallets anden halvdel med arbejderboliger beliggende side om side med de nye fabrikker. Tasso blev grundlagt i 1856 af Hans Rasmussen som Frederiksgades Jernstøberi & Maskinfabrik. Jernstøberiet blev opført uden for byen pga. brandfaren ved denne form for virksomhed. I begyndelsen blev der produceret en bred vifte af varer som fx landbrugsredskaber. Efterhånden blev virksomheden dog især kendt for kakkelovne, hvoraf flere blev produceret i samarbejde med arkitekter og kunstnere. Med centralvarmens komme blev der i stedet brug for radiatorer, som fra 1920’erne blev produceret under navnet Tasso, og i 1967 tog virksomheden dette navn.

Få år før havde man taget en ny dansk opfindelse, Disamatic, i brug. Anlægget, der generelt bidrog til effektivisering af støberibranchen, automatiserede fremstillingen af sandforme, så man kunne producere dem hurtigere og af bedre kvalitet. Det betød billigere produktion og en højere kvalitet af det færdigstøbte emne. Disamatic blev udviklet på Danmarks Tekniske Højskole, og en prototype blev prøvekørt hos Tasso i 1960.

I 1976 blev Tasso overtaget af Vald. Birn i Holstebro, og i dag producerer virksomheden stangjern til industrien.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Odense Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked