Aabenraa Kommune er nabo til flere sønderjyske kommuner, som hver især har mange teaterinitiativer, men som gennem Sønderjysk Kulturfællesskab har fundet en styrke i tværkommunale samarbejder som TeaterSyd, der er et samarbejde mellem teatre i Haderslev, Sønderborg, Tønder, Aabenraa, Kolding og Flensborg. Sønderjydsk Forsøgsscene er et samarbejde mellem amatørteatrene i Aabenraa, Sønderborg, Skærbæk, Haderslev og Tønder om store fælles projekter. Det hele formidles via den digitale platform kulturfokus.dk, der dækker både Sønderjylland og Slesvig.

Aabenraa har flere spillesteder. Til børne- og ungdomsteater er der NygadeHuset, den tidligere Nygade Skole, der blev indviet som kulturhus i 2002, og som har én sal. Desuden er der Spiloppen, med plads til 110 tilskuere, og det professionelle amatørteater, Det Lille Teater Aabenraa, der blev grundlagt i 1970, og som producerer 4‑6 forestillinger om året. De store forestillinger spilles i Musik & Teaterhuset – Sønderjyllandshallen fra 1956.

I 2015 genopstod Padborg Friluftsscene, der i perioden 1948‑2004 spillede i Padborg Skov ved siden af Heksehuset, der måtte genopføres i 2017 efter at være brændt ned til grunden. Friluftsteateret danner rammen om diverse arrangementer.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aabenraa Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film