"Klokkerne fra Notre Dame - the Musical" havde premiere på Fredericia Teater i 2016 og blev senere flyttet til Det Kongelige Teater. Forestillingen bygger på den franske forfatter Victor Hugos klassiker fra 1831 samt Disneys tegnefilm fra 1996. Midt i den brændende kirke ses skuespiller Mads M. Nielsen som kardinalen Frollo.
.

Fredericia Kommune er en særdeles teaterstærk kommune; mange kender Fredericia Teater og deres spektakulære musicalopsætninger, og også amatørteateret har gode vilkår.

Som en del af Trekantområdets Festuge, der blev etableret i 2012 som et kultursamarbejde mellem de syv jyske og fynske kommuner, Fredericia, Kolding, Vejen, Vejle, Billund, Haderslev og Middelfart, fyldes gaderne i Fredericia hvert år med international gadeteaterkunst, mens Fredericia- Middelfart Teaterforening vinteren igennem forsyner byen med turnéforestillinger spillet på Fredericia Teater. Det semiprofessionelle Teater Malstrøm, som blev grundlagt i 2016, spiller ca. fire produktioner om året.

Fredericias første teater stod færdigt i 1838 ved hjørnet af Danmarksgade og Prinsessegade. Den teaterglade kronprins Frederik, den senere Frederik 7., var netop på det tidspunkt forvist til Fredericia og bekostede af egen lomme broderparten af et lille teater i forlængelse af Frederiksklubben, og her blev der spillet stort set hver anden aften vinteren igennem. I 1883 byggede man et nyt smukt dekoreret teater; det fik dog snart hård konkurrence fra Hotel Kronprins Frederik og forlystelsesetablissementet National, som begge fik indrettet fine teatersale. Sidstnævnte gik for en tid af med publikums gunst, da man i år 1900 begyndte at vise de første film. Det lille teater blev bygget om gentagne gange, sidst i 1941 i funkisstil, hvilket fik den berømte skuespiller Gerda Christophersen, der var engageret til at genindvie teateret, til at sammenligne det med et ismejeri.

Først i 1956 blev det nuværende teater indviet i Prinsessegade stort set, hvor det gamle lå.

Musical i Fredericia

Fredericia Teater blev indviet i 1838, og bygningen stod frem til lige før krigens slutning i 1945, hvor den blev lagt i ruiner af schalburgtage. Men med bred folkelig opbakning og via bidrag fra fredericianernes fagforeningskontingent løftede provinsens største teater med 800 siddepladser sig af ruinerne. I 1956 stod teateret færdigt, og det kom til at danne ramme om turnerende teatre, danseskole og byens store fester, indtil det sygnede hen og i flere år fungerede som forsamlingshus.

Fra midten af 1990’erne og op gennem 00’erne genopstod teateret; her blev nu opført stort opsatte musicals, og det kulminerede med ansættelsen af teaterchef Søren Møller og dogmet om, at teateret kun skulle spille musicals, som ikke havde været opført i Danmark tidligere.

Med en plads på Finansloven i 2019 var kursen lagt mod en status som hele Danmarks musicalteater. Ambitionen blev båret og støttet af en politisk vilje i et enigt byråd; man ville give den tidligere industriby et nyt image som musicalby. En af vejene hertil var en parallelsatsning, hvor man på en gang ville skabe Det Danske Musicalakademi og samtidig støtte teaterets ambitioner om at opføre musicals, der ikke tidligere var opført i Danmark.

Musicalakademiet blev etableret i år 2000 i en nedlagt fabriksbygning tæt på havnen, hvor Fredericias nye byområde Kanalbyen opføres. Akademiet har 24 studerende og er i dag en del af Den Danske Scenekunstskole. Idéen om at etablere en dansk musicaluddannelse blev født af Helge Reinhardt, der havde en fortid som instruktør for adskillige af Fredericia Teaters første musicalsucceser.

Byrådet bakkede op, og Fredericia fik sin godkendte bacheloruddannelse, som blev en integreret del af Den Danske Scenekunstskole med fokus på at uddanne musicalperfomere. Hvert år uddannes otte musicalperformere, der optræder på scener i både udlandet og Danmark og ikke mindst på Fredericia Teater, hvor Søren Møller fik opbakning til at ansætte et fast ensemble af afgangselever fra Fredericias eget akademi.

Adskillige gange har Fredericia Teater været belønnet med eller nomineret til en Reumert, og teateret har underholdt over en million publikummer siden den første store succes med musicaludgaven af Disneys Aladdin. På trods af et godt ry og internationale samarbejdspartnere som bl.a. The Walt Disney Company og DreamWorks blev Fredericia Teater i marts 2020 erklæret konkurs.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Fredericia Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film