Teatertilbuddet i Furesø Kommune er mangfoldigt. Der er et rigt miljø for amatørteater, og flere teaterforeninger sørger for, at spillestederne, primært Galaksen midt i Værløse, kan udbyde professionelt teater til borgerne.

Aktivscenen, som i dag spiller i den tidligere skoles hestestald i Kirke Værløse, blev oprettet i 1968 og spiller lette komedier, kabareter og revyer for de 40 tilskuere, der er plads til i det lille teater. Fandango fra 1997 har lidt mere plads i teatersalen i Kulturhuset i Farum til deres årlige revy. Teatergruppen Syvstjernen er en forældre-lærer-baseret teatergruppe for alle skoler i Furesø Kommune, som siden 1992 har produceret en ny selvskrevet og -produceret forestilling hvert år.

Furesø Teater, som tidligere hed Syvstjernescenen, er den ene af to teaterforeninger i kommunen. Furesø Teater inviterer årligt ca. 15 turnéforestillinger ind i Galaksen, der henvender sig til både børn og voksne, mens Værløse Børneteater fra 1973 står for teater i børnehøjde, primært for de 4‑9-årige.

Egnsteatret Undergrunden

Musikteateret Undergrunden blev grundlagt som Den Jyske Undergrund i 1977 af Niels og Kaja Pihl som en udløber af Operagruppen ved Det Jyske Musikkonservatorium. I 1995 flyttede ægteparret og musikteateret til Værløse, hvor det i 2013 blev oprettet som professionelt musikdramatisk teater under navnet Egnsteatret Undergrunden. Teateret spiller primært i Galaksen, og siden 2014 har lederen, Anders Ahnfelt-Rønne, fokuseret på forestillinger i hjemkommunen frem for som tidligere at turnere. Teateret producerer årligt ca. tre forestillinger, men inviterer også eksterne producenter ind. Egnsteatret Undergrunden er kendt for at transformere store, kendte operaer til kammerspil, ligesom forestillinger af, med og for unge også er på programmet.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Furesø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film