I AABEN DANS-forestillingen Ai-Ai-Ai! fra 2020 forenes nutidens møde mellem krop og teknologi gennem dans. På billedet ses danser og koreograf Ole Birger Hansen og skuespiller Folmer Kristensen.
.

Roskildes teaterliv var tidligere centreret om Hotel Prindsen og den imponerende guldaldersal fra 1876 – et samlingspunkt for hele byens kulturliv, fra Gustav Wieds Ædedolkenes Klub fra romanen Livsens Ondskab (1899), over Poul Henningsen som barnestjerne i byens amatørforestillinger til Lise Nørgaards danseundervisning.

I dag er både mulighederne og udbuddet langt større i kommunen. Den nye kreative bydel Musicon samler kulturaktører i fællesområder til gensidig inspiration, heriblandt AABEN DANS og Råstof Roskilde. Roskilde Teater, som forsyner kommunen med indkøbte turnéforestillinger, har flere spillesteder at vælge imellem, primært Lynghøj Teatersal i Svogerslev og Laboratoriet i Musicon.

Amatørteateret Lo Specchio – Roskildes Amatørscene, som blev oprettet i 1965, har siden 1969 haft til huse i Kemps Garveri på Eriksvej i Roskilde, hvor det har to scener og prøvefaciliteter for sine mange undervisningstilbud for børn og unge.

Hjemmehørende i Roskilde, men turnerende i ind- og udland, er også animations- og objektteateret Teater Håndholdt, skabt i 2017 af Sif Jessen Hymøller. Roskilde Kommune yder økonomisk støtte til Opera Hedeland i samarbejde med Høje-Taastrup og Greve Kommuner.

AABEN DANS

Teaterforeningen AABEN DANS Productions blev udnævnt som egnsteater i Roskilde Kommune i 2008 og blev dermed Danmarks første og hidtil eneste egnsteater med fokus på dans. Kompagniet blev grundlagt i 1996 af koreografen Thomas Eisenhardt og direktør Lisbeth Klixbull som en udløber af Ricketts Dance Co., og det er i dag en særdeles aktiv medspiller i kulturlivet i Roskilde. Ud over at turnere verden rundt skaber kompagniet hvert år to egenproduktioner, og hvert andet år en international dansefestival for børn og unge, SWOP Festival. Samtidig indgår kompagniet i en lang række tværkunstneriske samarbejdsprojekter i kommunen.

Aaben dans har adresse i den kreative bydel Musicon, og sammen med Roskilde Festival, Råstof Roskilde og Foreningen for Roskildes Rytmiske Musikere planlægger man et fællesskabshus som ramme om de mange aktiviteter.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Roskilde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film