Teater og film i Københavns Kommune

Allerede inden Holbergs offentlige forestillinger i 1722 havde der været underholdning og optræden i København. Som metropol var København en magnet for udenlandske gøglere og vandretrupper, og ved hoffet lod man sig gerne iscenesætte med store renæssancefester, som med lån fra senmiddelalderens moraliteter opførte store tableauer under bulder og brag som fx Det Store Bilager (dvs. bryllup), Christian 4.s fejring af sin søn prins Christians bryllup i 1634.

Skiftende konger og skiftende smagsretninger afgjorde, hvordan man blev underholdt ved hoffet; snart var det franske skuespillere, snart tyske operasangere eller engelske trupper, der optrådte med bearbejdelser af europæiske dramatikere. På gader og stræder gik det imidlertid anderledes muntert for sig med gøgl, behændighedskunst og kvaksalveri.

Med Ludvig Holberg var teateret ikke længere bare underholdning. Som oplysningsmand havde Holberg et pædagogisk sigte med sine forestillinger, og med satire udstillede han uligheder i samfundet og gav de svageste en stemme. Lykken var dog kort, teateret gik fallit, og efter Københavns brand i 1728 fik pietismen overhånd og gjorde kål på alt teater – dog kun for en stund. I 1748 åbnede Komediehuset, tegnet af Niels Eigtved, som siden blev landets nationalscene.

Her udfoldedes et rigt teaterliv med skuespil, opera og ballet, men allerede i 1750 tyngede teateret for tungt på de kongelige kasser, og Frederik 5. forærede byen København teateret, inkl. en klausul om monopol på offentligt at opføre skuespil »udi i det Danske, Tydske og Franske Sprog« inden for byens volde. Uden for byens volde måtte man kun opføre mindre stykker med få medvirkende.

Christian 7. indrettede dog i 1767 et lille hofteater til sig selv på Christiansborg (i dag Teatermuseet i Hofteatret).

Med inspiration sydfra opstod der fra 1770’erne en sand teatergalskab i de litterære selskaber og dramatiske klubber i København. Amatører fornøjede sig med at spille teater i alle tilgængelige store lokaler i lejligheder eller på lofter. I eksempelvis Kalkeballen, murernes festlokaler på hjørnet af Store og Lille Kannikestræde, som var et uhyre populært teater i 1800-tallet, kunne man i private omgivelser spille, hvad man ville, og for hvem man ville.

1800-tallets teater var rigt og livligt. Komediehuset var det kulturelle centrum for byens borgere, her mødtes man flere gange om ugen. Teaterets legendariske skuespillere var genstand for stor opmærksomhed ligesom også direktøren Johan Ludvig Heiberg og ikke mindst hans hustru, Johanne Luise Heiberg, århundredets førende skuespillerinde. Tilsammen udgjorde de byens absolutte elite i selskab med bl.a. digteren H.C. Andersen og balletmesteren August Bournonville.

Men uden for voldene udspillede der sig et ganske anderledes folkeligt teaterliv. Mange af de optrædende på brokvarterernes bræddeteatre som Pricerne og Casortierne på Vesterbro Morskabstheater og Pettoletti’erne på Nørrebro Teater og Vesterbros nye Teater optrådte om sommeren ude på Dyrehavsbakken. Om vinteren rykkede de ind til brokvartererne med harlekinader og pantomimer, og her kom høj som lav, selv den kongelige familie kunne man finde herude.

Bræddeteatrene stod dog snart ikke distancen over for det teaterbyggeboom, som fulgte i kølvandet på den delvise ophævelse af Det Kongelige Teaters monopol i 1848, først med Casino i 1848, siden med Folketeatret i 1857. Borgerskabet havde med industrialiseringen fået fritid og penge mellem hænderne, og risikovillige entreprenører forkælede dem med imposante byggerier og blændende underholdning i slutningen af 1800-tallet. Fra enevældens ophør i 1849 til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 fik København ni nye teatre, rejst af fantasifulde projektmagere som Georg Carstensen og Hans Hansen (kaldet Hellig-Hansen). Her er bl.a. Dagmarteateret fra 1883 et lysende eksempel på tidens økonomiske opsving. Med guld og gesvejsninger og byens mest imposante paradefoyer kunne borgerskabet – ofte med den kongelige familie i logen – lade sig rive med af titler som En Forlovelse ved Lygteskin og Hvor man morer sig. Siden blev der også spillet Henrik Ibsen, William Shakespeare og Friedrich Schiller.

Så man morede sig godt i København omkring århundredeskiftet, det var de høje silkebetrukne hatte og glacéhandskers tid, men ude fra Europa pressede en ny virkelighed sig på i sidste fjerdedel af århundredet. Det var realisme, symbolisme og naturalisme, der skildrede en virkelighed for publikum, som romantikken havde lukket øjnene for: social ulighed, kvinders rettigheder, menneskesindets mørke sider og familielivets blændværk. Henrik Ibsen og August Strindberg var både hyldet og hadet. Det Kongelige Teater overgav sig snart til Ibsen, Et Dukkehjem havde urpremiere her i 1879, men Strindberg kneb det lidt mere med; Frøken Julie blev eksempelvis først spillet her i 1924.

Det mere politiske teater måtte man imidlertid ud til de små scener for at finde. En helt ny generation af teaterfolk dukkede op allerede i mellemkrigsårene. 2. Verdenskrig med mørklægning, spærretid og ikke mindst censur satte snart dagsordenen for teater i København. Repertoirerne var præget af nationalisme, og de store teatre søgte tilbage til repertoiret fra romantikken. På de små scener gik man til stregen med dobbelttydige revysange som »Man binder os paa Mund og Haand« – nøje overvåget af den navnkundige censor Jacob Christian Normann, hvis diplomatiske omgang med tyskernes regelsæt sikrede teatrenes integritet. Spærretiden fra 1943 stoppede heller ikke revykongen Stig Lommer, som i stedet spillede revy i Saga Teatret på Vesterbrogade kl. syv om morgenen.

Efterkrigstiden vendte længselsfuldt blikket mod udlandet, og 1950’ernes teater i København var præget af franske eksistentialister som Jean-Paul Sartre og Albert Camus samt amerikanske realister som Eugene O’Neill og Arthur Miller. Her stod især Det Ny Teater frem som det mest dristige i valg af repertoire i en skønsom vekslen mellem populære kassesucceser og svære avantgardeforestillinger.

På Det Kongelige Teater kom vendepunktet med Ernst Bruun Olsens Teenagerlove fra 1962 med Finn Saverys musik. Ungdommen indtog scenen med deres musik, deres problemer, deres sprog. Det blev smart at sige »knald på drengen!«, og et yngre publikum var i sigte.

Ude i byen begyndte ungdommen også at gøre sig bemærket med samfundskritiske forestillinger som Studenterscenens Frihed – det bedste guld af Erik Knudsen og Finn Savery i 1961, efterfulgt året efter af Studenterforeningens Gris på gaflen af Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduro. Forbrugersamfundet og småborgerligheden stod for tur, og begge forestillinger markerede et vendepunkt for ungdomskulturen.

Det var også de unge teaterfolk, der oprettede landets første intimscene, Fiolteatret, i en kælder i Fiolstræde i 1962 med blot 80 pladser og en, ja, nærmest intim kontakt til scenen. »Lille teater med stor virkning«, kaldte Rifbjerg det, og det fik han ret i. Fiolteatrets repertoire op gennem 1960’erne med unge danske dramatikere og internationale navne som Samuel Beckett, Harold Pinter og Dario Fo blev skelsættende for dansk teater.

Nu gjaldt det om at sikre, at de unge og arbejderklassen også fik mulighed for at komme i teateret. 1970‑71 oprettede ARTE (Arbejderbevægelsens Teatercentral) en abonnementsordning, som kunne udbyde teaterbilletter til halv pris. Samtidig var det fra 1963 blevet muligt, via Teaterrådet, at yde økonomisk støtte til teatrene. Og dem blev der flere og flere af, som perler på snor poppede gruppeteatrene op i byen i slutningen af 1960’erne som Christianshavnsgruppen og Banden, og i det næste årti bl.a. Billedstofteatrer og aktionsteatrene Solvognen, De Glade Amatører og De Arbejdsløses Teater.

Børneteatrene Jytte Abildstrøms Teater, Det Lille Teater og Comedievognen meldte sig også i teaterlandskabet, men hvor de politiske teatergrupper havde deres tid, er børneteatrene blevet en fast forankret del af dansk teater, både nationalt og internationalt. I København findes der fortsat flere med faste scener: Anemonen på Hauser Plads, Zangenbergs Teater i Pilestræde, Det Lille Teater i Lavendelstræde og Teatret Zeppelin i Valdemarsgade.

Mange af de alternative teatre hentede inspiration hos de amerikanske gruppeteatre som La MaMa og Bread and Puppet Theatre, samtidig med at flere amerikanske modern dance-dansere som Rhea Leman, Ann Crosset og Cher Geurtze i midten af 1970’erne fandt vej til København med deres Martha Graham-inspirerede forestillinger, som snart blev fast forankrede i teatermiljøet.

De nye strømninger blev yderligere forstærket af Fools-festivalerne, som på initiativ af Trevor Davies og Torben Schipper blev en tilbagevendende begivenhed i København i perioden 1980‑85. Alverdens alternative teatre kom til byen i et overflødighedshorn af forestillinger, lige så ofte udspillet på byens pladser og i forladte fabrikker som i teatrene, og de gav et kolossalt løft til det gryende alternative teatermiljø i København.

Med oprettelsen af Kanonhallen i 1990 og Dansescenen i 1993 på den tidligere Østerbro Kaserne fik København to åbne scener, hvor det alternative teater fra ind- og udland kunne gæstespille. Frem til midten af 00’erne var København således et mekka for det alternative teater. I 2006 lukkede Kanonhallen imidlertid som åben scene og er ikke siden blevet erstattet. Dansescenen rykkede ud til Carlsberg i Dansehallerne, hvor der også var plads til træningsfaciliteter mv., men i 2017 var det også slut her.

Strukturelle omlægninger har således slanket det københavnske teaterlandskab. De store teatre omfatter nu Folketeatret (sammenlagt med Det Danske Teater), Det Ny Teater, Nørrebro Teater og Østerbro Teater.

Østerbro Teater blev i 2017 skabt ved sammenlægning af to tidligere selvstændige teatre, Østre Gasværk Teater og Teater Republique med dobbeltscenen Store Scene, tidligere Kanonhallen, og Lille Scene, tidligere Dansescenen, på Østerfælled Torv. De tre scener hedder i dag hhv. Østre Gasværk Teater og Teater Republique med foyerscenen Reaktor og den lille scene Revolver. Republiques to scener var tidligere en del af Østerbro Kaserne, som var i funktion 1898‑1992. Men allerede i 1991 rykkede KIT – Københavns Internationale Teater – på initiativ af Trevor Davies ind i Kanonhallen og oprettede hermed en åben scene. I 1993 flyttede Dansescenen ind på Øster Fælledtorv. I 2006 blev Kanonhallen administrativt lagt sammen med Kaleidoskop, der tidligere havde holdt til i den gamle biograf Københavneren på Nørrebrogade og herefter hed Kanonhallen K2. I 2009 flyttede Dansescenen ud af teateret over for K2, og de to teatre blev lagt sammen under navnet Teater Republique under ledelse af Martin Tulinius, Rasmus Adrian og H.C. Gimbel.

Der er imidlertid også en lang række mindre teatre som Teater Grob, Teater FÅR302, Grønnegårds Teatret, Husets Teater, Teatret ved Sorte Hest, Sort/Hvid, Bådteatret, Asterions Hus, Sydhavn Teater m.fl. Dertil kommer et langt større antal frie grupper som Mammutteatret, Hotel Pro Forma og Fix&Foxy, der spiller deres forestillinger i alt fra nedlagte fabrikker til campingvogne, museer og kirker.