Med nærheden til København har Køge ikke meget selvstændigt professionelt teater, men der foregår en del på amatørteaterscenen og har gjort det i mange år. På et tidspunkt, hvor de fleste andre byer i Danmark havde nedlagt deres dramatiske foreninger, oprettede man i Køge den første, Kjøge Dramatiske Forening, i 1867. Den blev siden afløst af Kjøge Dramatiske Klub i 1901, og fra 1939 var det igen Kjøge Dramatiske Forening, der var byens mødested for dilettantteater. Man spillede i Rådhussalen eller på Industrihotellet, men i 1881 forbød brandmyndighederne at spille i Rådhussalen, og så var tiden inde til, at byen skulle have sit eget teater.

I 1884 stod Kjøge Theater- og Forsamlingsbygning (i dag: Teaterbygningen) klar til at danne ramme om det sociale liv i Køge – som den har gjort lige siden.

Den nutidige udgave af Kjøge Dramatiske Forening, Køge Amatørscene, har siden 1990 haft deres egen scene på Boholtevej, Køge Scenen, efter i mange år at have spillet på Kirstinedalsskolen. Nogle somre kan man dog opleve dem spille komedier af Ludvig Holberg i museumshaven.

Køge med sine mange gamle bygninger er en oplagt kulisse for filmoptagelser, bl.a. er Sankt Nicolai Kirke midt i byen tilbagevendende kulisse for Vor Frue Kirke i tv-føljetonen Matador (1978‑82).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Køge Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film