Teater

Fra Tønder er der væsentlig længere til København end til Hamborg med alt det professionelle teater, man kan ønske sig, så eget teater findes ikke i Tønder. Til gengæld findes her en af landets ældste amatørteaterforeninger, Bovlund Teater‑ og Foredragsforening, som blev grundlagt i 1919 af to landmænd, som på et kristent grundlag ønskede at »samle Ungdommen til Møder af belærende og underholdende Art«. Selv om meget er sket siden, er det stadig præmissen for foreningen, at den hvert år arrangerer en børne‑ og ungdomsforestilling i Bovlund Forsamlingshus fra 1933. Siden friluftsscenen bag forsamlingshuset stod færdig i år 2000, har man hvert andet år sat en stor forestilling op med stort set alle den lille bys indbyggere, der er aktive enten på eller bag scenen.

Tønder Amatørscene (TAS) blev oprettet i 1975 og spiller den årlige Tønder Revy i Schweizerhalle – Tønder Kulturhus. Amatørteaterforeningen Stjernen i Skærbæk blev grundlagt i 1982 og er i dag en del af Sønderjysk Forsøgsscene, der blev oprettet i 1959 som et samarbejdsprojekt mellem Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg Kommuner. Tønder Teater indkøber turnéforestillinger i samarbejde med Teater Syd, der er en sammenslutning af teaterforeninger i Toftlund, Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev, men som også arrangerer forestillinger selv, fx Det Kongelige Teaters friluftsforestillinger, der finder sted om sommeren.

Frygtelig lykkelig og andre film indspillet i Tønder

Forfatteren Erling Jepsen er opvokset i Gram i Sønderjylland, og en stor del af hans forfatterskab trækker på virkelige hændelser fra hans barndom, bl.a. to af hans romaner, der er blevet filmatiseret. Det drejer sig om Kunsten at græde i kor, som Peter Schønau Fog filmatiserede i 2007, og Frygtelig lykkelig, som Henrik Ruben Genz omsatte til levende billeder i 2008. Begge foregår og er optaget on location i Højer. Kunsten at græde i kor er tilmed indspillet på sønderjysk og vist med rigsdanske undertekster. Ligeledes er Frelle Petersens film Onkel (2019) indspillet i Tønder og med lokale skuespillere, som alle taler sønderjysk dialekt.

Musik

Tønder Kommune er i musikalsk sammenhæng mest kendt for Tønder Festival, der hvert år finder sted sidste weekend i august med mange tusinde gæster. Festivalen, der blev etableret i 1974, har fokus på folke‑ og verdensmusik og gæstes af både udenlandske og danske kunstnere.

Hagge’s Musik Pub er et populært spillested i Tønder, som bruges i mange forskellige sammenhænge, herunder til koncerter med alt fra lokale bands til internationale navne. I koncert‑ og arrangementshuset Schweizerhalle – Tønder Kulturhus optræder danske bands, ligesom Tønder Revyen finder sted her. Tønder Kulturskole har en lang række tilbud inden for ballet, billedkunst, design, drama, film, musik og musikproduktion samt en talentlinje. Peter Schmidts Legat for Udøvere af Ny Musik inden for jazz, beat og rock og Kong Frederiks‑Fonden til Musikkens Fremme i Sønderjylland har begge adresse i Tønder Kommune.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Tønder Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film